Arafats chauffør kæmper for Jesus
Som fatah-soldat lærte Tass Saada at hade. I dag elsker han jøderne og prædiker forsoning og fred.Som 17-årig opsøgte han Fatahs hovedkvarter og meldte sig til krigen for det palæstinensiske folk. Han hadede jøderne og blev oplært som snigskytte. Senere blev han Yasser Arafats chauffør.
I dag hader Tass Saada ikke. Han mødte jøden Jesus. Han og hans kone arbejder i Jeriko, hvor de taler om forsoning og tilgivelse. Ægte og dybt, som han selv oplevede tilgivelse.
– Det er et mirakel, at jeg er i live, siger Tass Saada, da jeg træffer ham med sin kone, Karen, under et besøg i Sverige.
Han har oplevet meget, han i dag angrer dybt. Men han fortæller åbent om alt, ligesom det ubekvemme og kriminelle er skildret i en bog, der er oversat til 10 sprog.
Tass Saada er 58 år og fik navnet Taysir Abu Saada, da han blev født i flygtningelejren al-Brej i Gaza tre år efter oprettelsen af staten Israel.
Hans far var appelsinavler i Jaffa, men livet blev vendt op og ned med den nye stat.
Hans far så ingen fremtid i et område, der skulle blive slagmark, når de arabiske stater smed jøderne i Middelhavet.
Det var budskabet fra araberne. I 1951 anbragte FN derfor familien i et overfyldt lastfartøj, der fragtede dem til Jeddah i Saudi Arabien.
Der kunne familien bo i et teglhus og klare sig økonomisk. Men de var flygtninge og blev ikke betragtet med blide øjne af saudierne. De ansås heller ikke for at være rigtige muslimer.
Da Tass var 10 år, flyttede familien til Qatar ved den Persiske Golf, hvor faderen åbnede et bilværksted, og blandt andet tog hånd om selveste prinsens biler.
På det tidspunkt var oliestatens rigdomme først så småt begyndt at blive udnyttet. I dag er det lille land verdens næst-rigeste.
Men velfærden betød ikke meget for den rebelske teenager Tass, der snart kom i konflikt med politiet. Kun på grund af faderens kontakt med prinsen slap han for hård straf.
Han var interesseret i politik og familien engageret i at støtte palæstinenserne. Tass ville gøre noget og bad sin far om lov til at deltage i befrielsesbevægelsen.
Faderen var i princippet ikke afvisende, men ville, han først skulle afslutte sine studier. Tass var dog for ivrig til at vente. Sammen med to kammerater begav de sig med falske papirer til Jordanien for at melde sig frivilligt til at slås for Fatah og befri Palæstina. Året var 1967.
Han blev trænet af elite-soldater fra frygtede regimer i en hemmelig lejr i Jordan for at blive en koldblodig morder. Det gjorde han med stor tilfredsstillelse. Han lærte især at hade jøderne, som han mente havde taget deres land.
Med sultne øjne lærte han at samle sin egen AK-47-riffel og fik en stærk følelse af magt. Da officererne bemærkede hans talent, fik han lært at håndtere et Simonov-gevær med kikkertsigte og fik sine første hemmelige opgaver som snigskytte. Han var kun 17 år og blev kaldt Jazzar, slagteren.
Under sine tre et halvt år i fatah-guerillaen var hans liv konstant i fare. Han fortæller om en situation ved Jordanfloden, hvor han holdt hvil med sine kammerater.
Pludselig slog kraftigt artilleri-ild ned ved siden af ham.
– Jeg troede, jeg var blevet ramt af bombesplinter. Jeg var tilsmurt i blod og kropsdele. Mine kammerater var sprængt i stykker. Ved det efterfølgende lægetjek viste det sig, at jeg kun havde fået en skramme i hovedet, fortæller Tass Saada.
Episoder som denne gik ham dog til hovedet. Han anså sig snart for at være udødelig, blev overmodig og tog endnu større risici.
– Jeg er taknemmelig for, at Gud holdt sin hånd over mig, selvom jeg ikke var hans efterfølger. Jeg tror, det var Guds beskyttelse.
Efter jeg har givet mit liv til Herren og indset, hvor ofte jeg kunne være dræbt, ser jeg, at det var Guds nåde. Han beskyttede mig. Jeg er meget taknemmelig, siger han og ser mig lige ind i øjnene.
Tass Saada går lige til sagen. Sandheden skal frem, selvom den er smertefuld.
Han fortæller om skuffelsen efter seksdageskrigen i 1967, da den israelske hær besejrede de arabiske nationers krigsmagt på få dage.
De arabiske nyheder havde berettet om stor fremgang, talrige nedskudte kampfly og sejre på alle fronter.
Da verden en uge efter krigens udbrud modtog nyheden om, at de arabiske stater havde kapituleret, var det et chok. De havde løjet. Propagandaen var ikke blot overdrevet, men en gennemført løgn. Det gav ekstra brændstof til den unge rebels had. Man kunne ikke stole på de statslige arméer.
Yasser Arafat, der blev leder for PLO og senere palæstinensernes præsident, var Tass Saadas store helt. Han var symbolet på den palæstinensiske modstand og i stand til at motivere sine krigere.
Blot nogle måneder før Arafats død i november 2004 fik Tass mulighed for at møde sin tidligere helt og vidne om sin tro på Jesus Kristus.
Det var et specielt møde, hvor den 74-årige Arafat ville høre alt om sin gamle ven og chaufførs liv. Arafat kendte Tass far og familie. Alligevel var det en uventet ære at spise middag med præsident Arafat.
Men det var en nedbrudt mand, han mødte på kontoret i Ramallah. Tass Saada fortæller i sin bog:
Vi gik længere ind i bygningen, og det jeg så fik mig til at ryste på hovedet. Den verdensberømte palæstinensiske leder, der i 1994 var en af modtagerne af Nobels fredspris, ledte nu sin organisation fra en hal. Jeg mindes, hvordan han inspirerede os i vor jagt på jøderne. Han var en dygtig strateg. Nu var jægeren blevet den jagede, og jeg havde ondt af ham.
Vi tog en snusket trappe til næste etage. Intet var rent. Intet var på plads. Så åbnedes døren til hans ydmyge kontor. Jeg gik ind og så min helt igen. Som 74 år gammel så han helt udslidt ud.
Men atmosfæren var god trods de 34 år, der var gået, siden de sidst havde mødtes. Verden var forandret. Det gjaldt også Tass Saada, der netop havde talt ved en fredskonference i Egypten.
Af sin far var Tass Saada efter tiden som guerillakriger blevet pålagt at studere. Men det blev ikke i mange år, før han begav sig til USA, hvor han så muligheder for at begynde et nyt liv.
For at få opholdstilladelse giftede han sig i Kansas City med den unge, amerikanske kvinde, Karen. Efter 35 år er de dog stadig gift.
Ordet elske havde Tass Saada det svært med. Når hans kone sagde, hun elskede ham, svarede han blot mange tak. Først da han blev kristen, kom forandringen. Hadet smeltede, og han fandt en ny kærlighed til sin kone.
Efter mange år i restaurant- og hotelbranchen i USA lærte Tass en forretningsforbindelse at kende, som blev kristen. Det var i dennes hus i Kansas og ikke på vejen til Damaskus, Tass Saada mødte den Jesus, han havde forfulgt.
Man slås af ligheden med apostlen Paulus.
Tass havde også forfulgt kristne, ikke kun jøder. Som fatah-soldat havde han kastet håndgranater ind i kristnes hjem og beskudt deres huse. Han ville være værst. Derfor måtte der også en radikal omvendelse til, før han skulle blive forandret.
Han fortæller om et kraftigt lys og om ord, han aldrig tidligere havde hørt:
Jeg er vejen, sandheden og livet. Han faldt på knæ hos den kristne ven, med hvem han havde diskuteret Jesu person. Muslimerne respekterer Jesus som en profet. Han bad om tilgivelse og bad Jesus blive sin frelser.
– Jeg oplevede det, som om en tung byrde blev løftet af mine skuldre. En følelse af fred og glæde fyldte mig. Guds nærvær var så virkeligt, at det føltes, som om jeg kunne tage og føle på det, husker Tass Saada.
Siden bad de frelsesbønnen for at bekræfte det, der var sket. Det var i marts 1993.
Forvandlingen fra radikal muslim til kristen hjælpearbejder var dog ikke enkel.
Han modtog dødstrusler fra sin muslimske familie i Qatar. De følte, deres søn havde svigtet dem. Efter deres opfattelse måtte den frafaldne dø for ikke at bringe skam over slægten. Der gik 11 år, før han igen mødte sin familie, og hadet smeltede bort. De accepterede sønnen, der viste ydmyghed og kærlighed mod sine forældre og søskende.
Frem til Hamas tog magten i Gaza i 2007, drev han sammen med sin kone både et børnehjem og en skole på Gazastriben. Siden har de måttet fortsætte deres virke på Vestbredden.
– Vi kunne ikke fortsætte I Gaza. Siden 2008 har vi udført humanitært arbejde i Jeriko. Organisationen hedder Seeds of hope. Ved at så sæd af håb forsøger vi at opbygge samfundet, forklarer Tass Saada.
Med ankomsten til Jeriko og området, hvor den unge fatah-kriger tidligere havde kæmpet mod den israelske hær, var cirklen sluttet.Nu skulle han arbejde for fred og forsoning. Han giver ikke op trods verdens mange mislykkede forsøg i området.
– Siden Abraham sendte sin søn Ismael bort, har hans slægt længtes tilbage. Jeg vil vise, at det arabiske folks eneste håb findes i Jesus Kristus.
Hvad motiverer parret Saada til deres indsats?
– At se fred i det hellige land. At se arabere og jøder forsones. Det føler jeg stærkt for i min hjerte. Dybest set er det jo ikke en politisk konflikt, men snarere åndelig, siger Tass Saada.
