Familien tandløs

Min far lærte at pifte som 69-årig, efter han havde mistet en plombe i en tand. Mystisk, men sandt. Akustikken i min fars snaksalige mund var åbenbart nu perfekt til denne fuglelignende piftelyd, som til sidst drev min mor til vanvid. ”Kunstens pris!” erklærede min far og tilføjede, at han som dreng altid havde ønsket sig at fløjte. Han strålede som en sol resten af dagen, mens min mor holdt sig for ørerne.
Min mor er dog ikke selv nogen tandfe.
Hun har altid haft et Kirsten Siggaard-mellemrum mellem de midterste fortænder. Det er et kendetegn, som hun altid har været pavestolt af, hvilket gør hende endnu smukkere.
Da min mor var 70 år, mistede hun en tand i undermunden. Midtfor. Og hendes mellemrum både oppe og nede skabte en slags to-etagers 3-D visuel effekt i stereo surroundsound.
Fascinerende at glo på, må jeg sige. Det mest fascinerende var dog hendes nyfundne vokaliseren af hvislen som en slibrig slange på samtlige stemte s’er, der dukkede op i samtalen: ”Ztakkelz Zuzanne Zørenzen fra Zlagelze!” sagde hun for sjov, og vi lå flade af grin.
Hun udsatte endda tandlægebesøget en hel måned for lidt længere at nyde sit nye talent, hvilket også gjorde hende til en yderst populær mormor hos de fem børnebørn. Da børnebørnene foreslog hende at tage med i skole, så de kunne vise hende frem, sagde hun dog nej.
Jeg glemmer aldrig de høje skrig, som jeg hørte en dyster aften under en ferie hjemme hos mine forældre. Mine niecer og nevøer var gået ud til bedstefar i badeværelset, mens han var i gang med at børste tænder.
Hvad de ikke vidste på forhånd var, at bedstefars fortænder var det reneste fup. Ud fløj tænderne og klaprede næsten videre i håndvasken. Børnebørnene skreg, så det kunne høres i hele huset.
Nok havde vi voksne glemt at advare den nye generation om falske tænder, så de små fik altså et traume for livet. Det går nok. Vi voksne må hellere blive bedre til at advare børnene om livets barske realiteter – og én af dem er aftagelige tænder.