ENGLE
Var det mon engle som hjalp disse tre kvinder?

Engang var jeg på besøg hos min datter i Karlsruhe. Vi havde været på en lille udflugt og skulle nu tilbage til hendes kollegium, men kunne ikke finde den rigtige motorvejsfrakørsel.

To gange var vi allerede endt op foran byskiltet Karlsruhe, og der skulle vi ikke hen, da kollegiet lå noget uden for byen. Vi var fuldstændig kørt fast. Det var allerede mørkt, og vi havde ikke nogen GPS. Men jo, vi havde noget – eller rettere sagt, nogen: vores himmelske far! Altså holdt vi ind til siden for at bede.
Derefter kørte vi igen tilbage på motorvejen, tog den rigtige frakørsel – men hvad var det? Endnu en gang dukkede byskiltet Karlsruhe op! Både foran os og bagved var der ingen biler at se, og ingen på gaden at spørge om vej. Gråden nær standsede vi ved et busstoppested. I samme øjeblik holdt der en bil bag ved os. Hvor kom den fra? Den burde i det mindste have blændet mig?! En kvinde steg ud og kom hen til mig på førersædet. Tøvende rullede jeg vinduet ned. ”Jeg har kørt bag efter jer et stykke tid”, sagde hun. ”I må være kørt galt. Hvor skal I hen? Nu kører jeg foran, og når jeg viser af, skal I køre fra.”
Sådan. Vi kørte bag efter hende, hun viste af, vi drejede fra motorvejen, bilen forsvandt, og få minutter senere var vi fremme ved vores mål. Vi er selv den dag i dag fulde af forbløffelse og fortæller gerne andre om Guds store trofasthed, og at englene er hans tjenere.
Christel Hertsch

Min særlige oplevelse med en engel ligger nogle få år tilbage. Jeg skulle køre min Alzheimer-demens-syge far til undersøgelse hos en urolog.
Parkeringspladser var der ikke mange af. Til sidst fandt jeg dog en, og så gik det ellers af sted. Klinikken lå cirka 500 meter derfra, de længste meter i mit liv. Min far gik med sin stok, som han hele tiden fik ind mellem benene på sig, så der konstant var fare for, at han skulle falde. Jeg havde mit mas med at få ham med og var ret fortvivlet. Men pludselig dukkede der en dreng op ud af det blå.. Og selv den dag i dag ved jeg ikke, hvor drengen kom fra. Han tog min far under højre arm, jeg tog min far under venstre arm, og sammen nåede vi hen til klinikken. Jeg nåede slet ikke at sige ham tak, for lige så hurtigt, som han var kommet, var han væk igen. Gud sendte mig sin engel i rette tid.
Christiane Wray

Til vores sølvbryllup rejste min mand og jeg New Zealand tyndt med vores campingvogn. På turens anden aften holdt vi ind på en rasteplads.
En indenlandsk autocamper med et ældre ægtepar kom kørende fra den retning, som vi var på vej i, og standsede ved siden af os. Noget bebrejdende spurgte manden os: ”I har vel ikke tænkt jer at overnatte et sted her langs vejen?” Trods mine ringe engelskkundskaber forstod jeg, at han advarede os mod at overnatte på øde steder langs vejen, da kriminaliteten også i New Zealand var stigende. ”Hold jer altid til campingpladser eller tæt på beboede huse om natten”, tilrådede han os og henviste os til en god plads i den nærmeste større by. Så skete det for os forbløffende: I stedet for at fortsætte sin tur videre frem vendte autocampisten om og kørte i den retning, han var kommet fra. Havde Gud sendt os en engel for at advare os og hermed beskytte os?
Dorothea Wendruck