De har igen mod på Afghanistan

I efteråret afløste Kirsten og Alex Pedersen fra Starup som soldaterhjemsledere i Camp Bastion. De har mod på mere og rejser nu ud igen i tre måneder.På mandag vender Kirsten og Alex Pedersen atter næsen mod Afghanistan.
– Det gjorde størst indtryk på os at møde en flok kvinder og mænd, der var glade og tilfredse med de forhold, de har, fortæller ægteparret.
– De udtrykker virkelig glæde, når det lykkes for os at overraske dem med små ting, som er så selvfølgelige herhjemme, men savnes i Afghanistan.

Dansk morgenmad

Særligt ”dansk morgenmad” er et stort hit blandt soldaterne, og de kommende soldaterhjemsledere har bl.a. fået sponsoreret rugbrød, spegepølse og voksduge. Det kommer soldaterne til gavn hver søndag morgen.
– Nybagte boller, spegepølse, leverpostej og makrel – det er bare dansk, lyder det fra Kirsten og Alex efter deres oplevelser blandt soldaterne i efteråret. De husker også soldaternes hjælpsomhed, da røremaskinen gik i stykker.
– Straks går 3-4 mænd i gang med at finde årsagen. Derfor bliver man ikke slået ud, men får opgaven løst på bedste måde. På KFUMs Soldaterhjem er der mange gode opgaver at tage fat på. At gøre noget positivt for soldaterne giver næsten altid en god tilbagemelding, og man føler, at det oprigtigt glæder soldaterne, lyder det fra ægteparret.

Hjemlige rammer

KFUMs Soldaterhjem vil gerne tilbyde hjemlige rammer for soldaterne.
– Vi tror og håber, at soldaterne vil opleve os som rare og hyggelige, med begge ben på jorden, siger Kirsten og Alex.
– Vi stræber efter at bevare den ro, hygge og tillid, der kendetegner et kristent hjem. Samtidig beundrer vi den enkelte soldat for de opgaver, som de er sat til at løse. Vi vil forsøge at være noget for soldaterne med kaffe og kage samt hyggesnak og andagt. Samtidig håber vi, at soldaterne ved, hvor de har os, slutter de kommende soldaterhjemsledere i Camp Bastion.
De afløser Thea Bräuner-Møller og Mette Kristensen, der gennem henholdsvis seks og ni måneder har været soldaterhjemsledere i Camp Bastion.
John