I Søren Kierkegaards fodspor
Journalist Henriette Bjarne Hansen går tæt på filosoffens påstand om, at man ved hjælp af naturen
kan realisere sig selv og etablere et forhold til den Gud, naturen vidner om.
Har vi i længere tid siddet foran vores computer og kommunikeret med omverdenen via sms, email, twitter og facebook, kan vi føle os fuldstændig hjernedøde. Sjælen hænger i laser og skriger efter fred og ro, og vores krop føles som en pakke knuste kiks.
Hvis vi ikke skal ende som udbrændte kul-stykker, bliver vi nødt til at lukke ned og tag væk i et stykke tid. Vi må ud i naturen hvor stilheden kan sænke sig over os og give os fred.
Men stilheden kan for det moderne menneske ofte blive for meget. Når vi endelig er kommet derud og befinder os helt alene, får vi næsten et chok, når vi oplever, hvor voldsom stilheden kan være.
Vi kan risikere at føle angst. En slags eksistentiel angst, der skubber lidt til os og begynder at stille os spørgsmål som: Hvem er du? Hvad er meningen med dit liv? Uha, det er ikke det, vi er taget ud i naturen for at opleve. Det var jo kun for at få lidt fred og ro og mærke blæsten i ansigtet, nyde skoven, havet og himlen.
De uvante spørgsmål om hvem vi er, og hvorfor vi er her, har vi ikke lyst til at svare på. Vi skynder os tilbage til byen, hvor støjen, snakken og alle lydene pakker os så venligt og varmt ind i vores vante levevis.
Den angst, som kan opstå ude i naturens tavshed, er der kun få mennesker, der betragter som værdifuld. Én af dem, måske den eneste, er Søren Kierkegaard. Han betragtede denne angst som uundværlig, hvis vi ønsker at finde vores rette selv. Men hvad er vores rette selv? Før vi giver læserne et svar på det, så lad os lige se lidt nærmere på filosoffens eget liv. Hvor tog han hen for at få styr på det kaos, som på et tidspunkt i hans liv var inde i ham? Han tog ud i naturen.
Søren Kierkegaard havde efter en lang periode med mange dødsfald i familien – og sidst sin mor – brug for rekreation.
Derfor sendte hans far ham til Gilleleje, hvor han tilbragte sommeren 1835. Han lejede sig ind på kroen, og herfra kørte han i sin lille hestevogn ud i den smukke nordsjællandske natur.
Han besøgte Esrum, gik ture langs søen og søgte herfra ind i Grib Skov og videre til Hestehaven.
Gilbjerget ved Gilleleje blev et af hans yndlingssteder. Herude på de smalle stier, som snor sig langs de stejle klinter ved Kattegat, spadserede han, og undervejs grublede og funderede han over livet.
Inde bag stien er der en anden lidt bredere sti, eller vej, kan man næsten kalde det, som er omgivet af et tæt, tykt tjørnekrat og gamle krogede træer. Det er en fornøjelse at gå den vej, skal jeg hilse at sige.
Naturen her minder om Grimms eventyr. Pludselig hørte jeg en lyd inde i skovbunden, blade bevægede sig. En lille solsort var i færd med at lede efter mad. Den morede jeg mig meget over, og lidt senere var jeg ved at falde i svime over et blomsterflor, som var skudt op af den sorte muld.
De små hoveder strakte sig op imod himlen i håbet om, at den store lyskilde, solen, snart ville komme og skinne på dem, så de kunne vokse op og blive til det, som Gud har skabt dem til at være.
I Søren Kierkegaards dagbog, fra tiden hvor han befandt sig i Gilleleje, kan vi læse nogle af hans naturbeskrivelser. Og der er ingen tvivl om, at han også syntes, at det var smukt derude, og han erfarer, hvor opbyggende freden og roen er for hans ånd, sjæl og legeme.
Men hvis vi tror, at Kierkegaard hører til blandt naturromantikerne, tager vi fejl. Ifølge filosoffen Kim Leck Fischer, som har skrevet bogen I Søren Kierkegaards fodspor, var Kierkegaards interesse ikke blomster, fugle, fisk eller en speciel grøn farve. Nej, for ham handlede det slet ikke om noget derude, men snarere om naturens religiøse virkning, eller naturen i en religiøs sammenhæng. For Kierkegaard havde naturen et højere mål, der tilsidesætter alle andre.
Det vigtigste er som altid hos Kierkegaard gudsforholdets realitet gennem troen på Jesus.
Og nu er vi kommet til det svar, som jeg lovede læserne, nemlig hvad der ifølge Kierkegaard er vores rette selv? Og hvorfor angsten er så vigtig i den sammenhæng.
– For Kierkegaard er angsten et meningspotentiale, et adelsmærke, fordi den ifølge Kierkegaard viser os, at vi har en guddommelig og åndelig bestemmelse. Den viser os en mulighed for at udvikle os på den rette måde, som altså er langt fra den måde, vi opfatter os selv på, skriver Leck Fischer i sin bog. Han fortsætter: Der er mange, der reagerer lidt aggressivt, når Kierkegaard siger den slags. De bliver irriterede på ham, fordi han fortæller, at vi alle lever i et falsk selv og derfor ikke er os selv.
– De fleste mennesker påstår nemlig, at de er sig selv. Men den påstand har Kierkegaard ikke meget tilovers for. Ifølge ham er vi først os selv, eller har mulighed for at blive det, når vi står i forhold til Gud gennem troen på Jesus.
Vi er født til at realisere et forhold til Gud. Dette gudsforhold er menneskelivets opgave, en opgave som vi hver især får pålagt i det øjeblik, vi fødes. Vi skal med andre ord finde os selv ved at finde vejen til Gud. Før vi når så vidt og har løst bestemmelsen, er vi ikke mennesker.
Gillelejes gamle Rådhus er istandsat og indgår i dag som en del af Græsted-Gillelejes kulturhus Pyramiden.
I et lokale på første etage har de, som kalder sig Søren Kierkegaard-kredsen, lavet en lille udstilling om den kendte filosof.
Her kan man få et overblik over de mange værker, som Kierkegaard har skrevet, og man kan rekvirere små brochurer, der viser de ruter, hvor Kierkegaard gik, da han i 1835 befandt sig ude i den nordsjællandske natur. Ruter, som vi moderne mennesker kan have glæde af at følge.
– At beskæftige sig med Søren Kierkegaard er en berigende proces, fortæller Lis Rasmussen, leder af Søren Kierkegaard-projektet i Gilleleje.
– Hensigten med vores lille udstilling er for det første at vise alle de spændende værker, Kierkegaard har skrevet.
For det andet har vi lavet nogle små foldere, som viser de ruter ude i naturen her i området, hvor Søren Kierkegaard vandrede.
Det er selvfølgelig meningen, at folk skal prøve dem af, og måske får man på sin tur lyst til at vælge sig selv på ny eller på en anden måde!
Om opholdet i Gilleleje har givet Søren Kierkegaard en afklaring på det, han søgte, ved jeg ikke, men det er i hvert fald tankevækkende, at han om aftenen, efter en lang tur ude på Gilbjerget, skriver følgende i sin dagbog:
Det gælder om at forstå min bestemmelse, at se hvad guddommen egentlig vil, at jeg skal gøre. Det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den ide, for hvilken jeg vil leve og dø.
Den sandhed og ide, som Kierkegaard her taler om, er sandheden om Jesus Kristus.
Kierkegaard fandt den sandhed, og det var den, han levede for til sin død.
