Hvorfor søndag?

I dag var jeg med et team fra Heidi Bakers ministry på besøg hos en gruppe muslimer i Mozambique.

Det foregik på et gadehjørne under et telt, der normalt fungerer som moské. Muslimerne havde stillet et højtaleranlæg op og videofilmede det hele.
Idéen er, at de stiller spørgsmål til vores kristendom; vi svarer, og så forklarer de tilhørerne, hvordan Koranen siger. Og faktisk ved de også en del om Bibelen.
Når man tænker på, at muslimerne i starten forsøgte at stene Heidi, så er dette et stort fremskridt.
I dag skulle vi svare på, hvilken dag Jesus sagde, vi skulle bede.
De andre kristne svarede, at vi kristne jo altid kunne bede, og at dage ikke betød noget. Men det svar var de ikke tilfredse med. For de tænkte naturligvis på, om det var på fredag, lørdag (sabbaten) eller søndag.
Jeg sagde ikke noget, fordi jeg var ny. Men de ville vide, hvad Papa mente. Jeg svarede derfor, at Jesus jo som jøde gik i synagogen om lørdagen. Straks brød et bifald ud, så jeg blev helt overrasket. Her var da endelig en mand, der ville indrømme det, de var ude efter. For deres næste spørgsmål var, hvorfor vi kristne så ikke holdt sabbat om lørdagen, ligesom Jesus. Og de citerede Jesus for, at kun de, som adlød hans befalinger, virkelig var hans disciple.
Som den kloge modibo (lærer) de nu kaldte mig, fik jeg igen ordet. Jeg svarede, som ærligt er, at jeg ofte selv havde undret mig over, at vi ikke holdt sabbat lørdag. Men jeg vidste jo også, at muslimerne ifølge Koranen respekterede profeterne i Bibelen. Og når nu profeten Moses havde befalet hviledag lørdag, hvorfor havde muslimerne så valgt fredag? Det havde de nok deres gode grunde til, mente jeg, men det havde vi kristne altså også. Nemlig at Jesus opstod på en søndag, og de første kristne anså det for så skelsættende, hvad Jesus havde gjort, at de begyndte at fejre søndagen.
Muslimer synes ofte, at de kristne larmer meget i kirken med sang og musik i modsætningen til moskéen, hvor de kun beder og messer. Så jeg tilføjede, at vi ikke kun mødtes for at bede, men for at fejre, at Jesus har taget straffen for vores synder og givet os evigt liv.
Jeg følte, at jeg fik ordene foræret fra oven. Og de gjorde indtryk. Muslimernes leder fremhævede tre gange, at de gerne ville se Papa igen i næste uge.
Var det bare, fordi jeg svarede konkret, som de ønskede, mens de andre forsøgte at undvige den varme kartoffel? Eller talte Gud til deres hjerter? Til sidst fik vores leder lov at afslutte med en bøn, hvor han bl.a. takkede Gud for vores venskab på tværs af vores forskellige tro, og han bad Gud lede os alle til sandheden. Og de ”fanatiske muslimer” gav os varme håndtryk og endda et broderligt knus – på begge sider af ansigtet. Wow!