Sand lykke

Af Frank Ahlmann Præst i frikirken  Livets Kilde, Esbjerg
Af Frank Ahlmann
Præst i frikirken
Livets Kilde, Esbjerg

I stedet for at arbejde med ordet, må vi lade ordet arbejde med os. Jesu ord er livsforvandlende og skabende.

Salige, velsignede eller lykkelige er de…sådan starter Jesus bjergprædikenen, med at definere hvad lykke er.

De fleste reklamer bygger på idéen: ”køb dette, og du vil blive lykkeligere”. Det er på mange måder vores forestilling om, hvad lykke er, der er med til at definere vores forventninger til livet, og hvordan vi lever.
Jesus beskriver her en tilstand, en dyb glæde, der ikke er afhængig af vores fysiske eller økonomiske velbefindende.
Alle mennesker søger efter lykken, men hvordan defineres sand lykke? Jesus besvarer dette spørgsmål med 8 svar, der må ses som en helhed og ikke plukkes ud hver for sig. Der ligger en dyb sandhed gemt i saligprisningerne, det er ikke en række af betingelser for frelsen fra Gud, der opstilles her, men de viser, hvad Gud ønsker af os, og burde være kendtegnende for enhver kristen.

Åbenbaring

At være ”fattig i ånden”, betyder ikke at være dum, men derimod at erkende at man har brug for Guds hjælp.
Gud ønsker, at vi skal vokse op til modenhed og samtidig leve afhængige af ham, hvor vi erkender, at vi er fortabte i os selv og i vores egen selvretfærdighed.
En god ven sagde engang: ”Problemet er ikke altid problemet, men manglende åbenbaring”. Hvor er det bare sandt! Med den rette åbenbaring kan problemer løses. Vi kan nå et stykke med vores eget intellekt og viden, men vi behøver Åndens åbenbaring for at få del i Guds rige og de løsninger, han har for alle mennesker.

Attituder og ydmyghed

Attituder kan være gode eller dårlige. Saligprisningerne handler også om vores attituder. Et særligt kendetegn på en kristen må være ydmyghed.
Jesus siger om sig selv, at han er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Ved at ydmyge sig bliver man modtagelig over for det, Gud vil give os. En arv er en fri gave, som man kan modtage i tro, ikke gennem egne anstrengelser.
Ligesom Gud førte Israelitterne ud af slaveriet og gav dem det nye land, sådan skal den ydmyge arve Guds rige; som medarvinger i Kristus er vi sat sammen med ham, og han giver os alt det, vi behøver.

Et åndeligt termometer!

Vi er alle sammen sultne og tørstige efter noget, spørgsmålet er bare efter hvad? Den, der tørster efter retfærdighed, skal få slukket sin tørst, siger Jesus.
Hvis man vil tage sin egen åndelige temperatur, kan man undersøge, hvad det er, man lader sig mætte eller tilfredsstille af. Det første møde med Jesus skaber en hunger og længsel efter Gud, og vi længes efter mere.
Men hvis vi ikke passer på og lader os mætte af denne verden, vil den tørst gradvis forsvinde. Vores opgave er at bevare tørsten og sulten efter det, der hører Guds rige til. Vi må hungre og tørste efter at blive som Jesus, han er vores retfærdighed.

Den svære barmhjertighed

Det er sommetider lettere at være barmhjertig mod dem, man ikke kender, end mod dem, man kender.
Jeg kan være barmhjertig mod andre, fordi jeg selv har modtaget stor barmhjertighed og indset, at Gud har vist mig stor barmhjertighed.
”Men det mål, du måler med, med det mål skal du selv få tilmålt”, siger Jesus. Den, der er blevet meget tilgivet, elsker meget.
Når man har svært ved at vise barmhjertighed, må man prøve at se det, der ligger til baggrund for det menneskes tilstand, så er det lettere at vise barmhjertighed.
Når man har erkendt sin egen synd og afhængighed af Gud, bliver man en nåderig person!
Jesus fortsætter med at tale om den rene af hjertet, om Guds børn, der stifter fred, om velsignelsen ved at blive forfulgt og bagtalt. ”Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker”. (Salme 37,4)

Matt. 5:1-12

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Da Jesus så de mange mennesker, gik han op på den nærliggende bakke. Der satte han sig ned, disciplene slog kreds om ham, 2og han begyndte at undervise dem:

Sand lykke
3»Velsignede er de, der erkender deres afhængighed
af Gud – for de skal få del i Guds rige.
4Velsignede er de, der sørger over situationen –
for de skal blive trøstet.
5Velsignede er de ydmyge –
for de skal få landet i eje.
6Velsignede er de, der tørster efter retfærdighed –
for de skal få slukket deres tørst.
7Velsignede er de barmhjertige –
for de skal mødes med barmhjertighed.
8Velsignede er de rene af hjertet –
for de skal få lov at se Gud.
9Velsignede er de, der stifter fred –
for de skal kaldes børn af Gud.
10Velsignede er de, der bliver forfulgt, fordi de gør Guds
vilje – for de skal få del i Guds rige.
11Velsignede er I, når man håner, forfølger og bagtaler
jer, fordi I tror på mig.
12Glæd jer af hele jeres hjerte, for I får en stor løn i Himlen.
Sådan forfulgte man også profeterne før jer.