Poul Hoffmann er død

s2_Hoffmann, Poul 07Han var en af de største danske forfattere, sagde Jørgen Thorgaard.

Forfatteren Poul Hoffmann døde stille på valgdagen den 18. juni og bliver begravet fra Højslev Kirke fredag kl. 13.30.

Som ung verdslig ateist fra Næstved mødte Poul den troende kunstmalerdatter Kirsten på en rejse til Egypten. Det ændrede hans liv. Han blev selv stærkt troende kristen og brugte sit liv på at forsvare de kristne værdier.
Oprindelig var han jurist, men det blev kun til et år på et advokatkontor. For Hoffmann vandt en roman-konkurrence med bogen ”Søn af Priamos” med stof fra Iliaden og det gamle Grækenland.
Efterhånden drejede hans interesse sig fra antikken og islam (som han beskrev i Korsfarerne) til Moses og Noahs dage.
Moses-trilogien blev hans internationale gennembrud. Den blev oversat til flere sprog, og indtægterne betød, at han også kunne droppe en periode som højskolelærer i Magleås og senere på Unge Hjems Højskole.
Kirsten hjalp som sekretær og moralsk opbakning. Og desuden skaffede hun den nødvendige ekstra indtægt som lærer og oversætter, så de kunne blive boende i huset i Birkerød. På deres gamle dage flyttede de dog til Højslev ved Skive, hvor sønnen Helge boede.
Hoffmann nåede at skrive et halvthundrede bøger og hæfter, foruden artikler.
Udover de skønlitterære romaner har Hoffmann også skrevet om fx dinosaurerne og syndfloden, Atlantis, ligklædet i Torino, Israel, abort og sex.
Han har korresponderet med så kendte folk som Velikovsky og har altid været på udkig efter videnskabelige opdagelser, der bekræftede Bibelens historiske troværdighed.
Det var netop de kristne holdninger og hans ønske om at være bibeltro, der betød, at han aldrig fik den anerkendelse af det kulturradikale parnas, som han fortjente.
Det gjorde forfatteren og tv-manden Jørgen Thorgaard opmærksom på. Efter at have stiftet bekendtskab med Hoffmanns over 40 bøger var han ikke i tvivl om, at Hoffmann var én af de største danske forfattere – og at den egentlige grund til, at han ikke blev anerkendt, var hans klare kristne bekendelse.
Hoffmann er ikke blot flydt med ”udviklingen”, men har strittet imod og råbt vagt i gevær gang på gang. Han meldte sig fx ud af Folkekirken, da det homofile vielsesritual blev indført.
Det var ikke med fornøjelse, han påpegede samfundets ukristelige udvikling, men fordi han som en sand profet ikke kunne holde sin mund.
Han har påvirket en hel generation af kristne med sine klare udmeldinger. Samtidig var han også et meget kærligt menneske, der ønskede at formidle Guds kærlighed til alle, han mødte.