Det er bare typisk Gud!

Måske kan du nikke genkendende til det følgende: Du har taget dig sammen og erkendt, at du ikke kan overskue situationen. Det er bare for meget, du kan ikke mere og du har nu flere gange bedt Gud om at gøre noget ved problemet. Du har tryglet, du har råbt og på alle måder forsøgt at få Gud i tale. Ikke sådan, at du forventede at han skrev svaret med flammeskrift hen over himlen, nej bare at han gav et tegn og allerhelst løste dig ud af dine vanskeligheder.

Det var måske lige før, du forsøgte at fortælle ham, at her har du gået og troet på ham siden dengang din mor bad Fadervor med dig som ganske lille. Ja, selvom du ikke så ofte gik og snakkede med den almægtige eller ulejligede ham med dine problemer, så burde han vel kunne forstå din situation og hjælpe dig – du er da både døbt og konfirmeret og er medlem af kirken, og du har vel et slags krav på assistance, når nu du er i vanskeligheder.

Midt i dine bekymringer begynder du måske at tænke på, om du nu har gjort dig fortjent til, at Skaberen nu også ville høre dine bønner og se dine trængsler. Det er vel en rimelig, menneskelig tanke, noget for noget, som en kendt dansk politiker for nogle år siden udtalte. Sådan er det sikkert også med Gud, tænker du og prøver at ransage dit sind for at finde ud af, hvor du trådte i det eller handlede egoistisk og ukærligt mod dine medmennesker…

Ja, jeg tror vi alle, mere eller mindre, kan leve os ind i disse tanker, og ofte strander vi i fortvivlelse og sorg. Sommetider kan vi finde på at forsøge at handle med Gud: du ved, hvis jeg nu gør dette eller dette, så redder du mig ud af mine vanskeligheder! Som om Den almægtige er en slags købmand, der kan købes? Den samme Gud, der – foruden at være Gud og Skaber – også er Faderen, der elsker sine børn – ubetinget og med en kærlighed, der rækker langt ud over vore menneskelige tanker! Selvfølgelig hører han os, selvfølgelig vil han hjælpe os gennem vore vanskeligheder, måske ikke lige nu, måske ikke lige på den måde, du og jeg regner med. Det er vel ikke alle vore bønner, der burde opfyldes. Det er vel som med børnene, der så gerne vil have bestemte ting, men ikke altid har behov for eller gavn af det.

Jeg er overbevist om, at Gud sorterer i vore behov og rækker til dér, hvor vi virkelig trænger til hjælp – det er typisk Gud. Han er der, han er ikke døv, han betragter os med en faderkærlighed, der langt overstiger, hvad vi kan forestille os. Han har haft sin omsorg for os fra før vi blev født. Han kender alle forekommende problemer og en hver sorg og synd i et menneskes liv, og han slipper os ikke. Han har en god vej ud af enhver form for vanskeligheder og en tilgivelse for enhver, som beder om det – fordi han elsker os og aldrig slipper os. Ja det er typisk Gud – han kan ikke andet, han vil ikke andet, hans kærlighed er endeløs!

Jeg slutter med nogle ord fra Det Gamle Testamente. Ord der rummer Guds storhed og kærlighed sagt på en fantastisk måde af kong David i salme 139. – Læs det igennem og mediter over dybden, sandheden og ikke mindst aktualiteten!

Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen, mørket er som lyset.
Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet,
før en eneste af dem var kommet.
Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

Ugens prædiken kan også læses på netkirken.dk
Der prædikes ikke ud fra Folkekirkens prædikentekst, men du kan læse teksten til 2. søndag efter Helligtrekonger her:

Søndagens tekst: Joh 2,1-11 

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Jesus udfører sit første mirakuløse tegn
1 To dage senere var Jesu mor med ved et bryllup i byen Kana i Galilæa. 2 Jesus og hans disciple var også indbudt. 3 Under festen slap vinen op, og Jesu mor kom hen til ham og sagde: »Der er ikke mere vin.« 4 »Lad mig være i fred, mor,« sagde han. »Tiden er ikke inde endnu.« 5 Men hans mor gik hen til tjenerne og sagde: »Lige meget hvad han siger til jer, skal I bare gøre det!« 6 Der stod seks store vandkrukker i huset, som blev brugt ved de jødiske renselsesceremonier. De rummede hver ca. 100 liter. 7 Jesus bad tjenerne om at fylde dem med vand. Da de havde fyldt dem til randen, 8 sagde han: »Øs nu noget op og gå hen til den ansvarlige for festen, så han kan smage på det.« 9 Det gjorde de så, og han smagte på vandet, der nu var forvandlet til vin. Da han ikke vidste, hvor det kom fra – for det var kun tjenerne, der vidste det – kaldte han på brudgommen 10 og sagde: »Man plejer ellers at servere den fine vin først, og senere, når folk er kommet lidt i stemning, den billige vin. Hvorfor har du gemt den fine vin til nu?« 11 Det mirakel, som Jesus udførte i Kana i Galilæa, var det første tegn på hans autoritet og magt, og hans disciple troede på, at han virkelig var sendt af Gud.