Kristne hospitaler på katastrofekurs

En række belgiske hospitaler, der er tilknyttet broder-ordenen Les Frères de la Charité, giver deres patienter mulighed for aktiv dødshjælp.

Det er stik imod Den katolske Kirkes syn på rammerne for liv og død. Derfor har pave Frans henvendt til sig direkte til ordenen for at sige, at aktiv dødshjælp på ingen måde hører til i Den katolske Kirke og dens institutioner. Paven gav ordenen et par ugers frist til fjerne muligheden for aktiv dødshjælp på de 15 hospitaler, som ordenen driver. Men brødrene har ikke adlydt kirkens overhoved og vil ikke fjerne tilbuddet om aktiv dødshjælp.

I sidste uge offentliggjorde hospitalernes bestyrelse derfor en erklæring, hvori de slår fast, at tilbuddet om aktiv dødshjælp står ved magt. I erklæringen lyder det: “Ved at afvise udførelsen af dødshjælp på kristent-inspirerede plejehjemsinstitutioner, kastes de, der beder om det, i armene på parter, som værdsætter autonomi højere end livets ukrænkelighed”.

At ordenen direkte modsætter sig pavens anmodning og kirkens lære om livets ukrænkelighed, er et meget markant brud. Hidtil har det været utænkeligt, at en orden ville gå direkte imod kirkens morallære om liv og død.

Men hvorfor mon? Flere kirkelige kommentatorer peger på, at presset på kirkelige institutioner fra det omgivende sekulære samfund om at være mere fleksible i moralske spørgsmål nu er så stort, at flere katolikker vælger at give efter. Det er ikke længere kirken, der præger samfundsmoralen, men omvendt.

Det er naturligvis slet ikke en holdbar løsning for kirken at bøje sig efter tidsånden. Fortsætter skredet, og kirken med at gå på kompromis med sig selv, svækkes dens åndelige kraft og helbredende effekt i verden. Det vil være katastrofalt, for hvor skal folk så søge lægedom og visdom i en verden, hvor ondt bliver godt, og godt bliver til ondt?

Da kristendommen vandt frem i de første århundreder i Romerriget, fik den enorm tilslutning, særligt fra kvinder, fordi de kristne satte en stopper for abort og drab på spædbørn. Det er tankevækkende, at kirken i dag nærmest er tvunget til at begå drab for at fremstå human i samfundets øjne.

I Romerriget var kristne villige til selv at ofre deres liv for livets skyld. Derfor voksede kirken og livets kultur. Den dødens kultur, som er på fremmarch i vor tid, skal kirken gøre alt for at gå imod og om nødvendigt give sit liv for at bremse.