Mit nye job har ændret min måde at være præst på
Da Carl-Erik Lauersen holdt som præst
i Pinsekirken i Århus, søgte han rigtigt arbejde,
og fik et godt og interessant job som driftsleder
på nathold i en større dagligvarevirksomhed.Efter at have været involveret i kristent arbejde på fuldtid i mere end 30 år er Carl-Erik Laursen sprunget ud som deltids-pastor og fuldtids driftsleder i en større virksomhed i Århus. Og han nyder det!
Mange har mødt Carl-Erik Laursen i rollen som Skipper på Evangelisations-skibet Elida. Eller som præst i Pinsekirken i Århus, hvor han i en årrække var ansat.
I dag bor Carl-Erik Laursen og hans kone Caren i Silkeborg, hvor de er deltids-pastorpar i Silkeborg Pinsekirke. Et skridt fra en stor kirke til en lille; fra en stor by til en mindre og fra et betalt job i kirken til fuldtidsjob i Århus.
Alligevel har man hurtigt på fornemmelsen, at for Carl-Erik Laursen er det ikke et tilbageskridt. Tværtimod!
Man fanges i løbet af sekunder af hans entusiasme for både kirke og job. Han har lært en masse af at træde ud af kirke-hverdagen og ind på en almindelig arbejdsplads.
Carl-Erik Laursen voksede op i Gudhjem på Bornholm, hvor hans forældre havde isbutik og pensionat. Skønt forældrene var kristne, var det først, da han var 17 år, at han besluttede, at nu skulle det være alvor mellem ham og Gud. Derfor rejste han efter nogle år på bibelskole i Bruxelles, hvor han mødte Caren, som var amerikaner og elev på skolen. Efter endt ophold var de klar til at rejse til Danmark for at gøre en forskel. De landede i Århus, hvor de tilbragte de næste 28 år.
Samtidig med arbejdet i Pinsekirken i Århus havde Carl-Erik Laursen fået idéen til et evangelisations-skib, og en dag i 1979 sad han sammen med Caren på Strøget i Århus, da han oplevede, at Gud talte til ham og sagde: Køb den forretning. Overskuddet fra den skal gå til et skib.
– Jeg tænkte, at det kunne da ikke skade at høre, om den var til salg, så jeg gik ind og spurgte og fik at vide, at det var den ikke. Et par dage senere talte Gud igen. Gå ned og køb den forretning. Igen blev jeg afvist. Tredje gang tog hun i det mindste mit telefonnummer, og en uge senere ringede hendes nevø og sagde, at hun ville sælge, fortæller Carl-Erik Laursen.
Forretningen blev en isforretning, som den faderen havde i Gudhjem, og de næste fem år var travle år med arbejde fra klokken fem morgen til sen aften, for både isbutik og menighedsarbejde skulle jo passes. Til gengæld blev drømmen om Elida så til virkelighed, og Carl-Erik Laursen måtte på skolebænken for at få Skipper-eksamen, så han selv kunne styre skibet.
I 14 år sejlede familien Laursen hver sommer rundt i Østersøen med en fast besætning og en lang række unge og ældre frivillige, som havde mod på at fortælle om Gud fra dækket. Ca. 50.000 personer besøgte hver sæson skibet til rundvisning, kaffe og snak.
Da Elida blev solgt, blev Carl-Erik Laursen pastor i Pinsekirken i Århus, hvor han hidtil havde fungeret som forkynder. Men efter få år begyndte han og Caren at arbejde med tanken om at bygge kirke ud fra G12-princippet. En menighedsmodel, hvor fokus er det enkelte menneske, grupper og gruppeudvikling frem for store kampagner. Det betød, at de i 2004 flyttede til Silkeborg, hvor de i dag er deltids-pastorpar i den lokale pinsekirke.
– Da jeg holdt i Pinsekirken i Århus, søgte jeg arbejde, og jeg fik et godt og interessant job som driftsleder på nathold i en større dagligvarevirksomhed, fortæller Carl-Erik Laursen.
Hans arbejde består i at sørge for, at de forskellige afdelinger får arbejdet inden for indlagring, produktion og forsendelse gjort – og han skal samtidig koordinere arbejdet for de mellem 15 og 40 personer, han har på natholdet.
– Arbejdet kræver, at man får medarbejdere til at fungere. Det er i sig selv ikke så forskelligt fra at arbejde i kirkeligt regi. Den store forskel er folks motivation for at arbejde. Her handler det om smør på brødet. For nogles vedkommende har de jobbet, fordi der ikke var andet at få, andre er der kun, fordi der skal penge ind på kontoen hver måned, og en tredje gruppe elsker deres arbejde; det er deres liv, og hele deres identitet er bygget op omkring det at arbejde der, fortæller Carl-Erik Laursen.
– Jeg har altid elsket at arbejde med mennesker, og jeg synes absolut ikke, jeg har fået mindre pastoralt arbejde tværtimod, arbejdspladsen har brug for det, om end jeg ikke kan bruge de samme ord som i kirken.
Til gengæld er det gået op for mig, hvor heldige vi kristne er, at vi har en Gud, som hjælper os med at løse alle livets problemer. Jeg har jo opdaget, at selv om jeg har talt med folk i kirken om deres problemer, så har jeg aldrig haft folks hverdagsliv så tæt inde på livet som nu. Og det, at skulle få folk motiveret til at yde på arbejdspladsen er da lidt af en udfordring, hvis de kun er der for pengenes skyld.
– I kirken kommer folk jo kun nogle timer ad gangen, så det er let at bevare en pæn facade. Men på dit job er du dag ud og dag ind, og man kan ikke i det lange løb gemme sig bag facader. Det er en klar fordel, for når man står over for det ægte i mennesker, så er der noget at arbejde med. Man kan forholde sig til virkelige mennesker ikke til masker.
Her får det pastorale for mig en ny dybde, for jeg kan virkelig græde med mennesker. Ikke altid bogstaveligt, men jeg oplever, at når man hører om folks dybe sår eller vanskelige omstændigheder, så bliver man dybt påvirket. Og jeg har da også grædt med en ansat, som jeg sad og talte med, fortæller Carl-Erik Laursen.
Efter at have skiftet kirkens kontor ud med driftslederjobbet er det at have nød for mennesker blevet mere end et kristent begreb.
– Vi kristne taler ofte meget overfladisk om nød for verden. Men man kan kun have nød, når man involverer sig; når man kender mennesker og mærker deres smerte. Min egen nød er blevet meget mere intens, og det har også ændret min måde at være præst på.
– Som kristne har vi så ufattelig meget at give på vore arbejdspladser og i vore nærområder. Der er principper, som vi skylder folk at dele med dem. For eksempel det med tilgivelse. Vi er tilgivet af Gud, og Han kan hjælpe os til selv at tilgive. Det er en kæmpe sandhed i dagens Danmark, hvor alt for mange hænger fast i traumatiske oplevelser i barndommen eller ulykkelige relationer og knuste drømme. Fordi de ikke selv har oplevet at få tilgivelse, kan de heller ikke selv give slip.
Et andet område er vores selvværd. Det, at jeg er elsket, som jeg er af Gud, det er stort. Jeg beder ofte for mine medarbejdere, at de må VIDE, at de er elsket som individer. Mange flere, end jeg regnede med, går rundt og kæmper med mindreværd. Og langt de fleste gnidninger i hverdagen har sin rod i folks mindreværd og følelsen af mangel på respekt.
Selvfølgelig kan jeg ikke gå og prædike på min arbejdsplads, men ved at være der kan jeg gøre en forskel. Ved dagligt at have kontakt med mine kolleger og medarbejdere og ved være et forbillede og tage tid til folk, når de har brug for det, fortæller Carl-Erik Laursen.
– Mit nuværende job har haft stor indflydelse på min måde at køre kirke. Karakter dannes i hverdagen – derfor har vi alle brug for at være en del af et fællesskab – langt udover søndagsgudstjenesten. Derfor ser jeg i dag også alle vore medlemmers daglige arbejde som fantastiske muligheder for dem til at gøre en forskel. Jeg har nok vidst, at folk havde travlt, når de sådan skulle balancere job og familie, fritid og kirke. Men jeg kunne faktisk ikke forestille mig, hvor hårdt de har det på arbejdet, og hvilket stress de er under for at få hverdagen til at hænge sammen. Det må jeg som menighedsleder i dag tage højde for. Der skal være plads til familie og venner og naboer.
I dag tænker jeg ikke længere i masser, men i enkeltpersoner. I det at investere sig selv i mennesker omkring os. Og jeg vil virkelig opmuntre andre kristne til ikke at holde sig tilbage som medmennesker i dagligdagen, for vi har noget at tilbyde dagens dansker ved at være nærværende. Faktisk mener jeg, at en pastor mindst hvert tiende år burde have en periode ude i erhvervslivet, slutter Carl-Erik Laursen.
