Stenbukken er Syndebukken

Som det sidste tegn i vores serie om
stjernetegnene skal vi se på Stenbukkens
oprindelige betydning, nemlig som
syndebukken, der dør for at genopstå…Hvis man betragter de 12 stjerne-tegn som en himmelsk tegneserie, er det formentlig Jomfruen, der er det første tegn, og Løven, der afslutter rækken. Som det er fremgået af artikelserien, symboliserer Jomfruen naturligvis Jomfru Maria, Jesu mor, og Løven er „Løven over Juda“, dvs. for Jesus.
Hvis det nu kun var i de to tegn, man fandt klare paralleller til den bibelske beretning, så kunne vi ikke lægge for meget i det. Men som vi har set, fortæller hvert eneste tegn den samme historie.

Stenbukken er da heller ingen undtagelse. Stenbukken er offerlammet, syndebukken, kendt fra jødernes symbolske stedfortrædende ofringer – og endelig personificeret i Jesus Kristus selv ved hans frygtelige offer-død på korset for at sone alle menneskers skyld.
Stenbukkens periode i stjernekredsen er fra den 22. december til den 20. januar.
Stenbukken består af 51 stjerner, og til tegnet er der knyttet tre mindre stjernetegn.
I alle de gamle zodiak’er (stjernekredse) ser man billedet af en falden og døende ged – men med en fiskehale! Og det er ikke tilfældigt.
Det ene ben er bøjet ind under kroppen, og det andet er for svagt til, at den kan rejse sig. Derimod synes fiskehalen at være fuld af kraft og liv.
Stenbukkens latinske navn er Capricornus, og det betyder ikke blot ged, men også udsoning – altså at sone (betale eller tage straffen for noget). Tegnets hebræiske navn er Gedi, hvilket kan betyde både (gede)kid og afskåret.

Den største stjerne (i hornet) hedder Al Gedi, dvs. kiddet eller geden. Andre stjerner har samme betydning. Deneb Al Gedi er offerkometen; stjernen Ma’asad betyder drabet, og Sa’ad Al Naschira vil sige beretningen om afskæringen.
Alt dette understreger, at Stenbukken symboliserer offerlammet, som omtalt i Bibelens 3. Mosebog 9,15, hvor Moses’ bror, offerpræsten Aaron „tog geden … og slagtede den og bragte den som syndoffer“.
Moses forklarer ritualet: „…det er jo højhelligt, og det har Gud givet jer, for at I skal tage menighedens skyld bort og skaffe dem soning for Herrens ansigt.“ (3. Mos. 10,17).
En anden ged blev symbolsk læsset med folkets synd og jaget ud i ørkenen – bort fra de levendes land.
Syndebukken, der ofres for andres skyld, er naturligvis et symbol på Kristus. Han „blev gennemboret for vore overtrædelser“ (forudsiger profeten Esajas ca. 500 år før Kristus i et syn i kap. 53,5), „. . . han blev revet bort fra de levendes land. For mit folks synd blev han ramt.“ (Es. 53,8).

Men Stenbukken bliver i halen til en fisk, som glider over i Vandmandens tegn – og det er også symbolsk:
Denne fisk er nemlig symbol på Jesus, der genopstår, og på den kristne menighed, som får liv på grund af hans sonende død. Dette understreges af, at fisken – ICHTUS på græsk – var de første kristnes hemmelige symbol og udgjorde forbogstaverne i „Jesus Kristus Guds Søn Frelser“. Fiskenes tegn forbindes i astrologien netop også med den kristne tidsalder, og Vandmanden er tegn på Helligånden.

Et gammelt stjernekort viser nogle af de kendte stjernetegn

Efterhånden som stjernetegnene blev overleveret fra folk til folk, blev historierne nok forvansket og nye lokale myter knyttet til dem. Det ses især i den græske udgave, hvis mytologi vi har slugt råt i de moderne vestlige forklaringer til stjernetegnene.
Men selv om der er sket forvanskninger, så finder man også lighedspunkter og oprindeligt materiale. F.eks. har babylonierne en halvfiskegud, som hedder Oanes. Babylon lå jo i Mesopotamien, landet mellem floderne, som også kaldtes Kaldæa, et navn, der direkte hentyder til dyrkelsen af stjernerne. Det er formentlig her, en stor del af astrologien har sit udgangspunkt.
Også filistrene, der boede ved kysten i det nuværende Israel og Gaza, havde sådan en halvfiskegud, som de kaldte Dagon. Den egyptisk-jødiske filosof Philo, der levede i Alexandria på Jesu tid, forklarer navnet Dagon med frugtbarhed, den sædproducerende. Dagon svarer til egypternes Horus, der blev tilbedt som landbrugets gud for udsæd og afgrøde.
Babylonierne omtalte mærkeligt nok også Stenbukken som lysets fader og identificerede den med deres gud Ea, der svarer til Oanes, og som kom ned fra stjernerne for at hjælpe menneskene. Det var f.eks. Ea, der i babyloniernes Noah-beretning advarer ham (Utanapishtim) om syndfloden og får ham til at bygge en ark.
Ligesom de andre stjerne-tegn har Stenbukken også tre mindre stjernebilleder knyttet til sig.

Det første tegn er en pil, som suser gennem luften, uden at man ser, hvem der affyrede den. Pilen består af 18 stjerner. Den er kendt under sit romerske stjernenavn Sagitta (pil), men på hebræisk hedder den Sham, der betyder at ødelægge eller hærge.
Da Pilen er knyttet til offerdyret Stenbukken, er det her oplagt at tolke den som afskudt af „den usynlige“ (Gud).
I Salmernes Bog udtrykker David sig ofte på en måde, så hans salmer forekommer profetiske. F.eks. salme 22, som Jesus citerede på korset.
Om Guds pile skriver han: „For dine pile sidder dybt i mig, din hånd hviler tungt på mig.“ (Sl. 38,3).
Normalt tænker vi ikke på Gud som en, der skyder pile efter os, hans børn. Men hvis salme 38 er en profeti om Jesus, giver det mening. Her er det Gud, der selv tager den straf, som er Guds dom over synden. Jesus blev ifølge evangeliernes beretninger – og ifølge de gamle profetier – netop „gennemboret“. En romersk soldat jog et spyd ind i siden på ham for at sikre sig, at han var død…
Pilen er da heller ikke en ny opfindelse. Dette stjernebillede var kendt af araberne, armenierne, perserne og de gamle hebræere som Pilen, så her er ikke tale om et nyt navn.
På nogle få tidlige stjernekort ses også en ørn med en pil i kløerne, hvilket formentlig er en sammenblanding med næste undertegn:

Ørnen (på græsk Aquila) består af 74 stjerner og viser en ørn, der er ramt, gennemboret (af pilen, hvad ellers?) og falder om, vædet af blod.
Den største stjerne hedder netop på arabisk Al Tair, som betyder den sårede.
Den anden-største stjerne, Al Shain, betyder den purpurfarvede, dækket med blod.
Den tredjestørste, Tarared, betyder den sønderrevne, mens stjernen Al Okal betyder såret i hælen – et bibelsk udtryk, som vi også tidligere er stødt på, hvor helten såres af Slangen eller Skorpionen.
Ørnen er en kongelig fugl, og den er Slangens værste fjende. Ørnen bruges i Bibelen som et billede på den omsorgsfulde og frelsende Gud: „I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig.“ (2. Mos. 19,4).
„Som en ørn, der vækker sit kuld op og flyver frem og tilbage over sine unger, bredte han sine vinger ud, tog dem op og bar dem på sine vinger. Det var Herren alene, der førte ham.“ (5. Mos. 32,11-12). Når Ørnen i dette stjernetegn er såret af pilen, sønderrevet og ved at forbløde, så er den tegnet på Gud, der i Jesus selv lader sig såre:
»Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.“ (Lukas 24, 46-47); „for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag.“ (Johs. Åb. 5,9).

Det tredje tegn er igen en understregning. Det er nemlig en delfin, som livskraftig springer op (genopstår) i forlængelse af den døende ørn.
Delfinen består af 18 stjerner, og perserne afbildede i stedet en fisk og et vandløb, mens egypterne havde et fartøj, der hældte vand ud.
Det hebræiske navn for stjernebilledet er Dalaph, der betyder hælde vand ud, men på arabisk oversættes det som kommer hurtigt. Det arabiske navn Scalooin betyder også hurtigt (som et vandløb). Kaldæerne kendte tegnet som Rotaneu, der også betyder løber hurtigt. Så betydningen er åbenbart overalt noget med hurtigt vand.
I oldtidens mytologi var delfinen den helligste og mest ærede af alle fisk – og teknisk set er det da også et havpattedyr. Men helligholdelsen skyldes uden tvivl, at dets billede fandtes på stjernehimlen.
I en af de gamle græske myter var det en delfin, som arrangerede brylluppet mellem den uvillige havets dronning, Amphitrite, og havets gud, Poseidon, og som tak herfor fik den en plads blandt stjernerne.
Og hvis man vil, kan man jo sammenligne med det himmelske bryllup omtalt i Johannes’ Åbenbaring mellem bruden, som også først må reddes (gennem dåbens vand), og Kristus. I hvert fald er delfi-nens særprægede adfærd med at springe op af vandet helt allegorisk med Jesus Kristus, der stiger op fra graven efter sin død som „førstegrøden af dem, der er sovet hen.“ (1. Kor 15,20). Efter at være dykket ned i dødens vande på grund af alverdens synder blev Han „oprejst til retfærdighed for os.“ (Rom. brevet 4,25).
Vi er hermed nået igennem alle 12 stjernebilleder.