Hjælp, jeg skal giftes!!

Om 15 dage skal jeg giftes! Det er ikke lang tid. Polterabend i lørdags, som sluttede med en enkeltbillet til Bratislava, hvor jeg skulle tomle hjem fra, er bare en af mange ting, der vidner om, at tiden nærmer sig.
Deroppe foran alteret skal jeg sige ’JA’ to gange, og så sidder jeg i den hellige saks, som varer til den dag, vi har fået en meter muldjord over hovedet.

Nu er det jo både noget meget specielt og alligevel ret almindeligt at blive gift. Man kan vel næsten kalde det helt ’turistet’, når man tænker på, at det vel nok er størstedelen af den danske befolkning, der vælger at rejse til ’Ægteskabet’.
Og her må jeg lige stoppe op en gang og undre mig… For helt ærligt, det er da ikke særlig logisk, at folk vælger at rejse dertil, når man med ret stor sandsynlighed i dette dagens Danmark er sikker på, at det ikke kommer til at gå.
Når jeg er rejst til Iran eller Irak, har folk tænkt: ”Nej, hvor farligt. Mon ikke det var bedre, at du blev hjemme?” Selv samme mennesker siger nu, at de synes, det er en fremragende idé, at jeg bliver gift – velvidende, at der foregår mere ’terror’ i ’Ægteskabet’ end i hele Mellemøsten tilsammen.
Jeg ved godt, at Udenrigsministeriet ikke fraråder indrejse i ’Ægteskabet’, medmindre det er absolut nødvendigt, men en skilsmisserate på en 40-50% er vel også en slags advarsel. Så hvad vil jeg der?