Globalisering i kristent perspektiv

Den moderne globalisering begyndte med angst og frygt, skrev den tyske filosof Rüdiger Safranski. Jesus bragte et helt anderledes budskab med gode nyheder i Lukasevangeliet 4,16-21.

Rüdiger Safranskis bog om globalisering udkom i 2003 på Akademisk Forlag med titlen: ”Hvor meget globalisering tåler mennesket?”

Globalisering er på mange måder en magtbase for verdensherredømme. Det handler om at herske gennem ”Magt og skræk” .

I historiens forløb har der været mange magtbaser – despoters magtsyge, religiøse dogmer og radikale politiske ideer. Den kristne kirke har også sorte pletter på samvittigheden, måske især overfor jøderne.

En rolle som bl.a. Islam synes at være ved at overtage. Magtbrynden har dog ikke baseret sig udelukkende på ideologi og pengebegær. Selvoptagethed, indbildsk bedreviden og fanatisme udtrykkes også i dag gennem begær efter magt.

Tre slags globalisering

Rüdiger Safranski beskriver i ”Hvor meget globalisering tåler mennesket?” globalisering i 3 varianter (side 20, 22-23 og 24-25):

For det første neoliberalismen, der benytter globalisering som et argument for at fritage kapitalen for sociale forpligtelser og spekulerer i, at staterne konkurrerer om arbejdspladser ….

For det andet antinationalismen. Heller ikke antinationalistisk globalisme kan ændre ved den antropologiske grundbetingelse, at mobilitet og åbenhed må afbalanceres ved stedforankring.
Vi kan kommunikere og rejse globalt, vi kan derimod ikke bo globalt. Grundsætningen er: Jo mere emotionelt knyttet til et sted et menneske er, desto større er dets evne og beredvillighed til åbenhed over for resten af verden.

For det tredje suveræniteten. Kun stater og statsforbund har magt, ”menneskeheden” har derimod ingen magt. Den er en tom besværgelse i de virkelige magters arena, hvor de globale asymmetrier – magt, produk-tivitet og rigdom – frembringer en ny måde at skelne mellem suverænitet på. Suveræn er den, der kan vælte følgebyrderne af egne handlinger over på andre….

Man bedrager i hvert fald sig selv, hvis man tror, at globale problemer af apokalyptiske di-mensioner ville kunne føre til global solidaritet. Også her gælder princippet: Den sidste bærer byrden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Afgudsdyrkelse

Globalisering eller globalismen fremstår i dag mere og mere som en religion, der har til formål at favne alt og alle på denne planet. Guden, der skal tilbedes, er ”de frie markedskræfter”.

Dogmerne tilsiger, at en global markedsøkonomisk verdensorden – hvor hele planeten er et stort marked for alle varer af enhver art, og hvor markedsdominans er det altafgørende for enhver virksomhed – sammen med datamanipulation og statistik, er løsningen på alle problemer på planeten Jorden.

Ritualerne er bl.a. aktiehandel og bundlinjeanalyser. Børsen er det ”tempel”, hvor ritualerne kan udfolde sig optimalt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Alle skal kunne købe alt overalt. Alle skal vide alt om alle overalt samtidigt. Det er nogle af de andre dogmer, globalisering fører med sig, men man må spørge: Med hvilket formål?

Hvad kommer kødpriserne i Mongoliet os ved? Hvorfor fragter vi æbler fra Sydeuropa til Danmark, når vore æbler rådner på jorden? Hvorfor kører vi slagtesvin til Polen for at blive slagtet? Hvorfor kører vi kartofler til Sydtyskland for at blive vasket? Hvorfor skal vi sælge øl til Tjekkiet, som selv laver udmærket øl?

Hvordan kan en virksomhed, der har nydt godt af danske ordnede forhold under dens opbygning, tillade sig at flytte til et andet land, blot fordi fx arbejdslønnen og arbejdsforholdene dér er ringere? Og hvorfor skal alt være stort, virksomheder, organisationer mv., vækst er et tvivlsomt mantra for alt, for der er logisk set en grænse for vækst. Hvorfor kan ”man” ikke nøjes med, at det går lige så godt som sidste år?

Globaliseringen er, sammen med den teknologiske udvikling, ved at ødelægge vores planet (jf. Serge Latouche: ”Fornuftig modvækst” side 44-46), pga. det primære hensyn til forbrug, vækstøkonomi og markedskræfternes frie spil.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Penge regerer verden

Det, vi lærer af globalismen, er egennytte for de få, eller rettere magten til de få, og magten er der, hvor pengene er. ”Geld regiert die Welt!” sagde man i gamle dage, og det er stadig sandt.

Kulturelt stræber globalismen efter en ensartet markedsprofil overalt, men verden bliver kulturelt fattigere, jo mere ensrettet kulturen i de forskellige lande bliver.

Hvor utopisk det end måtte lyde, så er favorisering af lokal selvforsyning et bedre paradigme end globalismen.

En mere totalitær verden

Politisk medfører globalismen, at verden bliver mere og mere totalitær. Der findes næppe nogen stor virksomhed, som ledes demokratisk, og betingelserne for nærdemokrati i de små samfund forsvinder i takt med, at alt centraliseres i store enheder.

Derfor – når vi ser på globalismen/globaliseringen i Kristi Lys, må vi sige, at den ser fæl og hensynsløs ud.

Globalisering er det nye Babelstårn!

Bibelsk globalisering

Bibelen omtaler en anden form for globalisering:

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple… idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Mt. 28,18-20

Det er i vor optik den eneste form for globalisering, der medmenneskeligt set giver mening. I sætningen ”og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” ligger opfordringen, eller kravet, til at forholde sig næstekærligt til alt og alle på kloden.

”Sådan ser virkeligheden ikke ud, og man kan ikke stoppe udviklingen”, vil man indvende, og det er der nok noget om.

Men frem for at stræbe efter og forske i den nihilistiske globalisme, kunne man stræbe efter og forske i det modsatte, i idealisme i stedet for pragmatisme!

’Salige er…’

Der var, og er, en grund til at Jesus i Saligprisningerne fremhæver nogle bestemte menne-sketyper. (Mt. 5, 3-10 +13-16)

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Ja, hvem ellers? Kun de mennesker, der er tilbageholdende og forsigtige, vil vise hensyn nok overfor den jordklode, vi alle lever på, og vil ikke drive rovdrift på dens ressourcer og miljø, men vil i stedet forvalte arven med nænsomhed.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Det er mennesker, som oprøres, når nogen bliver udnyttet, mens andre skraber til sig. De tager ikke fra andre, men deler i stedet gerne, det de har, med andre, som har større behov.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Til barmhjertighed hører omsorg for de svage og de hjælpeløse. Det er mennesker, hvis hjerte er fuld af empati. Det smerter dem at se andre lide.

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Det er de mennesker, der går ud i verden med glæde, fred og taknemmelighed. Den samme henrykkelse, som kommer til udtryk i Sl. 8., besjæler disse mennesker.

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Det er de hårdtarbejdende, for hvem forsoning er det altafgørende, både i det store og i det små.

Heri ligger så den ideelle fordring, nemlig at det kræver noget at være et ”ordentligt” menneske, og at vore handlinger må bæres af to principper. Glæde og mening!

Disse mennesketyper er diametrale modsætninger til de typer, der bekender sig til den globalistiske tros dogmer. ”Survival of the fittest” er det herskende dogme, med alle de uhyggelige følger det har. Her opgøres mennesket, fauna og flora, land og vand, efter dets nytteværdi. De svage, og alt som i deres øjne ingen nytteværdi har, kan skrottes, for hvor pengene hersker, kender kynismen ingen grænser!

Det må stå klart for enhver med blot en smule omtanke og observationssans, at sådan ser virkeligheden ikke ud for mennesker, og for planeten som helhed. Vi vender stadig, bevidst eller ubevidst, det blinde øje til mange af de helt åbenbare problemer, vi i øvrigt har, miljø-svineri, rovdrift på ressourcer, brutal undertrykkelse pga. magtsyge, strenge regler, osv.
Mange er fanget i en håbløs situation, hvor der ingen udvej synes at findes.

Globaliseringens pris

Vi har hørt det gode budskab, men vi har ikke taget imod det. Vi har i stedet fået:

• Tunge finanskriser og grådighed
• Kulturel ensretning
• Manipulerende underholdningskultur
• Enevældig, topstyret ledelse
• Frygt for terror, ulykker og sygdomme
• Angst og depressioner
• Massivt overforbrug af varer
• Børne- og slavearbejde til ringe løn under kummerlige forhold
• Elitedyrkelse og socialdarwinisme
• Sundhedsfanatisme
• Politisk korrekthed og pragmatisme
• Storbyproblemer, terror, kriminalitet
• Miljøforurening og stor miljørisiko pga. koncentrationer af farlige stoffer og affald.
• Massiv transport af mennesker og varer
• Gigantisk energiforbrug
• Folkevandringer
• Ressourcerovdrift
• Indhegnede boligområder og udbredt overvågning – for blot at nævne nogle.

Safranski slutter med at sige (side 104):

Globalitet bringer os i berøring med stadig mere virkelighed, og det gør det svært at bevare suveræniteten. Suveræn ville den være, der selv afgør, hvad han vikler sig ind i og holder sig ude af. Denne suverænitet forudsætter eksistentiel dømmekraft…

Globaliseringshysteriet skyldes, at evnen til at skelne mellem det eksistentielt nære og fjerne er på retur eller endda allerede ødelagt.

Dette er, hvad den globalistiske tro byder os.
Valget står altså mellem en livsanskuelse uden moral og empati, hvor mennesket lades i stikken uden identitet, og en overbevisning om en bedre verden med håb for alt og alle. En overbevisning om en redningsmand, som siger: (Luk 4, 16-21)

Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.

Og om ham hedder det:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

Jeg nærer ingen illusioner om, at mennesket selv formår at redde sig ud af det kaos, det hen-synsløse svineri og den kyniske griskhed, der ses overalt.
Derfor er et kristent paradigme langt at fortrække.