Vamos à la Mexico

Kom med til MexicoMed cirka samme hastighed, som vi bevæger os gennem luften, flyver tankerne igennem mit hoved.

Jessy (th) fra Californien og Lærke giver en skilling til en gammel mexikansk kvinde

Jeg er på vej over Atlanten, hjem til Danmark.
Ud over flere tusinde billeder og eksotiske souvenirs gemmer der sig i min bagage et halvt år fyldt af uvurderlige oplevelser, nye venskaber og solid undervisning.

Kaktusser og hatte

Jeg havde tilmeldt mig en DTS (Discipel Træningsskole, som Ungdom Med Opgave står for) et sted i Mexico.
Jeg vidste tre ting om dette mellemamerikanske land: masser af kaktusser, store brede hatte, og at de vist nok snakker spansk.
Jeg havde aldrig mødt en mexicaner før, så alt i alt var jeg ret spændt.
– Findes denne YWAM-base (UMO på dansk) nu også?
– Får jeg lært andet end at sige ”hola”? For ikke at snakke om min angst for at flyve…

Sort snak og Nutella

Mange af mine bekymringer måtte træde i baggrunden, da jeg endelig ankom til det store hus lige overfor stranden.
Jeg blev indkvarteret på et værelse med 10 andre piger, som jeg skulle leve med de næste 5-6 mdr. Det kunne til tider være ret underholdende.
De synes f.eks. alle sammen, det var vildt sjovt, når jeg kom med længere danske forklaringer omkring et eller andet ligegyldigt kl. tre om natten. (Jeg har altid været ferm til at snakke i søvne).
På basen var hverdagen travl med undervisning og arbejdsopgaver, men der var også tid til sjov og ballade.
Strandture, de uimodståelige mexicanske tacos, markedsshopping, ”movie-nights”, ja bare hænge ud med hinanden.
Det giver en helt speciel stemning, når 10 forskellige kulturer mødes, bor på samme sted og skal finde ud af at have en hverdag sammen.
Det giver frustrationer, men også rigtig mange glæder!
Hvor har Gud altså været kreativ – tænk at skabe SÅ forskellig måde at kommunikere på, ja bare madvaner… Her tænker jeg f.eks. på amerikanernes overforbrug af Nutella og peanutbutter.

Undervisning og karneval

Lærke maler en dreng under karnevallet

De første tre måneder bestod af intens undervisning. Der kom undervisere fra hele verden for at dele ud af deres kendskab til Gud. Vi brugte meget tid på at ”dele” oplevelser med hinanden i gruppen, som bestod af 23 elever.
Undervisningsforløbet blev dog brudt op af to uger med ”carnival-ministry”.
En million mennesker strømmer hvert år til denne by for at være med til et 5-dages farvestrålende karneval.
Da der er fokus på alt andet end Jesus i disse dage, benytter vi som base anledningen til at rykke ud og møde mexicanerne der, hvor de er.
Vi fik hjælp fra forskellige ”short term-teams” fra USA, så vi var ca. 200-300 mennesker, der på forskellig måde engagerede os – f.eks. med caféer, taxakørsel, bøn, ”one on one”-samtaler m.m.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jomfru Marias søn – og frelser

De sidste 2-3 mdr. af mit DTS-forløb bestod af ”outreach”-delen. Som navnet udtrykker det, prøver vi at række ud til folk med budskabet om Jesus.
Nogle fra vores hold blev udfordret med den muslimske befolkning i Tyrkiet og Ægypten. Jeg valgte at gå lidt mere i dybden med det mexicanske folk.
Vi var i alt 12, der kørte til bl.a. bjergene, hvor vi gav bjergbefolkningen muligheden for et nyt møde med Jesus.
Mange kender ham som Jomfru Marias søn, men ikke som deres personlige frelser.
Det var utrolig stærkt at være med til at opleve, hvordan Gud kan forvandle et menneskes hjerte. F.eks. var vi i et ungdomsfængsel, hvor næsten alle drengene gav deres liv til Gud.

Comfort-zone

Jeg tog af sted med ønsket om et større kendskab til verden, nye åbenbaringer i mit forhold til Gud, venskaber på tværs af nationaliteter og at udfordre min trygge lille livssituation med tanker og følelser, jeg aldrig havde troet eksisterede.
Mine forventninger blev langt overgået, så derfor er min opfordring til dig: Se at komme ud af din ”comfort-zone” – det sted, hvor du føler dig tryg og sikker.
Jo mere du tør satse på Guds trofasthed, jo mere vil han give dig. Udsigten fra bjerget er smukkere, jo højere du kommer op.