Mit mentale skærmbillede
Min første computer blev købt som brugt. Dengang kostede en ny PC rigtig mange penge, så det var helt almindeligt at købe brugt. Skærmen var renoveret, efter at et skærmbillede havde været brændt fast. Man kunne godt ane det billede, der havde været fastbrændt, når den var tændt. Men den kunne sagtens bruges, og til mig var den ganske fin.
Det sker, at skærmbilleder brænder fast, når det samme stille-billede står på skærmen for længe. Det vil ikke gå væk, og selvom man reparerer det, vil det for evigt være synligt. Alle billeder, der ellers vises på skærmen, vil være præget af resterne fra det fastbrændte billede.
Det sker også, at billeder brænder sig fast i mit sind. Måske kender du det? At en ellers udmærket sang bliver til en hjernefræser? Den nægter at forlade tankerne. Den kører bare rundt og rundt og rundt, afspiller sig selv igen og igen og igen, til trods for dine utallige forsøg på at stoppe den.
Det kan også være hændelser i livet eller ord, du blev mødt med, som fik en stor følelsesmæssig betydning. Det gjorde ondt, da det ramte. Det hægtede sig fast, og når du skal sove, melder det sig på banen. Tankerne er fyldte af det.
Eller det kan være ord, man selv fik sagt, som man fortryder. Hvorfor sagde jeg også de sårende ord? Hvorfor kunne jeg ikke holde min mund bare denne gang? Livet er fyldt med den slags episoder, der kan brænde sig fast på nethinden.
Ved starten af et nyt år glæder jeg mig over, at jeg kan slippe mine fastbrændte skærmbilleder. Jesus inviterer til at komme med min mentale skærm til ham. Den trætte og den, der bærer tunge byrder, må komme frit. Jesus vil give hvile. Han får mig ikke til at stoppe med at tænke. Men når jeg fokuserer på ham, ser jeg en, der elsker mig uendeligt højt, og så træder alt det andet i baggrunden.
Mit ønske i 2023 er, at Jesus må brænde sig fast på min mentale skærm på en sådan måde, at jeg ser og opfatter alt andet i lyset af ham. Det sker, når jeg fokuserer på ham. Når han er på min skærm så længe, at han når at brænde fast.
”Skriv dig Jesus på mit hjerte, du min konge og min Gud”.