Robert følger Forfatteren

Robert er 22 år og har netop udgivet sin første roman. Men uden ”forfatteren af det hele” - Gud - havde livet set helt anderledes ud.
Robert er 22 år og har netop udgivet sin første roman. Men uden ”forfatteren af det hele” – Gud – havde livet set helt anderledes ud.

Robert Eetheart på 22 har udgivet sin første bog. Men det er Gud, forfatteren af det hele, som har taget Robert igennem mørket til hvor han er i dag.

– Jeg kan huske en dag, hvor jeg sad på gulvet, efter at have snittet i mig selv, og tænkte, om jeg mon nogensinde kom ud af det her.

Robert Eetheart på 22 år er netop flyttet til Ringsted og har i foråret selvudgivet sin første roman. Men hans liv har haft nogle store bølgedale. Én af dem ligger kun et par år tilbage. Men vi starter fra begyndelsen.

Jeg blev hård

Robert er født og opvokset på Falster med en irakisk far og en polsk mor. De blev skilt, da han var fire – en erfaring, som har kastet nogle store skygger i Roberts liv. Da han var otte, flyttede han med mor og stedfar til Ringsted, hvor han for alvor stødte på den personlige tro på Gud gennem en klassekammerat og forskellige lejre og børne- og teenklubber.
– Vi hørte bibelhistorier og spiste kage, og jeg kunne lide at komme der, husker han. Men Roberts liv var ikke super nemt.
– Jeg havde perioder i skolen, hvor jeg blev mobbet, og jeg begyndte at drikke og ryge for at håndtere det allerede som tolvårig. Med tiden blev jeg hård, og selv de kristne lejre, som jeg kom på, var ikke nok til at få mig på rette vej, forklarer Robert, som af og til mærkede Guds kraft, kærlighed og nærvær. Men han var helt overbevist om, at han ikke fortjente det.
– Jeg kunne jo ikke leve op til den livsstil, som de andre kristne omkring mig levede efter, konstaterer Robert, som på det tidspunkt jævnligt røg hash og også prøvede stærkere stoffer af.

Gud måtte hade mig

I 2008 på en sommerlejr da Robert var 16, skete der noget helt nyt.
– Jeg havde været med de tre forrige år, og jeg var der kun det år for at mødes med mine tvivlende og ikke-troende venner. Allerede i løbet af de første par dage havde jeg nået at ryge hash og være sammen med én af pigerne, som jeg kendte fra før. Jeg var ret sikker på, at Gud måtte hade mig inderligt nu, husker Robert. Om torsdagen tog han alligevel med til mødet i teenteltet.
– Det var ikke så meget teenledernes ord som Guds Ånd, der rørte noget i os alle. Da de kaldte til forbøn, løb tårerne allerede ned af mine kinder, og jeg brød helt sammen, før jeg nåede derop. Det var vendepunktet i mit liv. Jeg smed hash og smøger ud, og den Gud, som har al ret til at dømme mig, gav mig en ny chance gennem sin søn Jesus. Det havde jeg bestemt ikke fortjent, men han gjorde det, og det er jeg virkelig taknemmelig for.

”A Candle’s End” er Roberts første roman. Genren er Fantasy, og  bogen er den første af tre i en serie.
”A Candle’s End” er Roberts første roman. Genren er Fantasy, og bogen er den første af tre i en serie.
Selvudgivet roman

Snart efter begyndte Robert at skrive. Først var det kortere historier i fantasygenren, men efterhånden greb det om sig.
– Det var ingen der vidste, at jeg skrev, for hvad ville de mon tænke? Jeg var også bange for, at andre kristne ville se fantasygenren som okkult og slem. Derfor holdt jeg det for mig selv, forklarer Robert, hvis frygt for fordømmelse af genrevalget dog ikke er blevet til virkelighed.
Da han var 17, begyndte han på sin roman ”A Candle’s End”.
– Fantasi, fiktion og overnaturlige elementer har altid fascineret mig. ”A Candle’s End” var bare et skriveprojekt til at starte med, fordi jeg elskede at skabe karakterer og miljøer, forklarer han.
Men projektet greb om sig, og drømmen voksede. Og fire år og fire måneder senere var udgivelsen en realitet, så den nu er tilgængelig via Amazon.com.
”A Candle’s End” er på engelsk, som er det skriftsprog Robert trives bedst på, og han er i gang med fortsættelsen ”A Candle’s End – Dark Secrets”.
– Da jeg tog imod Jesus i mit liv, gik det stille og roligt op for mig, at Gud er en skaber. Han er kreativ og har skabt os i sit eget billede som kreative skabere, forklarer Robert, som ofte bliver mindet om Guds skaberkraft, når han selv er i gang med at opfinde karakterer og steder i sine fortællinger.

Begyndte at skære i sig selv

Et par år senere flyttede Robert til Frederikshavn. Her fik han rodet sig ud i et dobbeltliv.
– Synd i mit liv gav mig skyld og skam og ledte til mere synd i form af pornografi og dårlige forhold. Selvom jeg kom i en skøn kirke med dejlige mennesker, fortalte jeg ikke noget til nogen. Jeg følte så meget skam og var bange for, at nogen ville dømme mig, hvis de vidste, hvad jeg havde gjort, forklarer Robert. Men det ene førte til det andet.
– Det resulterede i, at jeg blev deprimeret og begyndte at skære i mig selv. Jeg vidste godt, at Gud elskede mig, men der var så meget smerte indeni mig, forklarer han.
Til sidst kunne Robert ikke holde dobbeltlivet ud mere og åbnede sig op for nogle mennesker i kirken.

Brug for brødre og søstre

– Det gik op for mig, at det ikke er alt her i livet, vi kan klare alene. Og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, hvordan Gud har været ved mig igennem det hele. Det var den hårdeste tid, men det var også den mest lærerige tid i mit liv. Vi har brug for vores brødre og søstre i Jesus, slår Robert fast.
I dag har han været clean fra at skære i sig selv i et år.
– Det er helt vildt, at Gud tog mig ud af det, jeg ved ikke, hvordan det skete, men Gud førte mig igennem det, og jeg kom ud på den anden side.
– Det var den hårdeste tid i mit liv, men det var også den mest lærerige. Blandt andet lærte jeg det med, at vi ikke kan stå imod alene som kristne, men sammen er vi stærke. Jeg lærte også, at jeg aldrig ved, hvilke kampe andre mennesker har bag deres facade. Derfor er det vigtigt ikke at dømme andre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forfatteren af det hele

Robert drømmer om at flytte til USA i fremtiden.
– Jeg har altid brændt for unge i USA. Jeg vil gerne vise dem, som har gået igennem nogle af de samme ting, som jeg gjorde, at der findes en Gud, som elsker dem med en kærlighed som ingen anden, forklarer Robert. Han drømmer også om at få sine bøger udgivet på et rigtigt forlag i USA i fremtiden.
– ”A Candle’s End” er kun en ud af mange, siger han med et smil og fortsætter:
– Bøger som Narnia-serien, Ringenes Herre og Forgotten Realms bliver ved med at inspirere mig. Men selvom der er mange forfattere, som inspirerer mig, så er forfatteren af det hele min største inspiration.