Kristne, krig og kærlighed

For et par uger siden var jeg sammen med en ærkebiskop fra Damaskus til et møde i Rom. Da jeg spurgte ham, om han var glad for, at Rusland bomber Islamisk Stat i Syrien, lyste hans ansigt op, og himmelhenrykt svarede han et rungende ja.

Men udtrykker ærkebiskoppens glæde over russernes bombetogt af IS nu også en kristen holdning?
Det er der mange kristne i Europa, der nok ikke vil mene. Fra kirkerne og europæiske kristne lyder det, at man bør møde islamister med barmhjertighed og kærlighed. Efter blodbadet i Paris har indlæg fra kristne på sociale medier handlet om, at man skal tilgive terrorister, for de ved ikke, hvad de gør. Og om at kærligheden, ikke krig, skal vinde over hadet og terroren. Evangelisk set har de kærlige kristne ret. Jesus siger, at man skal elske sine fjender og gengælde ondt med kærlighed.

Alligevel er der et problem, for nogle kristne kan ikke skelne ikke mellem kirke og stat. Kirken har ingen våben udover bøn, fjendekærlighed og evangelisering. Staten derimod bliver nødt til at forsvare sig selv og sine borgere. Gør den ikke det, svigter den sit moralske ansvar, som består i at bekæmpe ondskab og yde beskyttelse for sine indbyggere. Men i forbindelse med flygtninge- og migrantstrømmen og terror blander både præster og politikere tingene sammen. Kristne taler som politikere og politikere som præster.
Kristne vil have barmhjertighedsevangeliet omsat til politik, og politikere bruger barmhjertighed som undskyldning for ikke handle og slå hårdt til mod terrorister. Begge dele er lige store misforståelser af, hvad kristendom er.

Man kan ikke overføre Jesu ord om fjendekærlighed direkte til udenrigspolitik og terrorberedskab. Politikere kan ikke bruge et begreb som barmhjertighed, når det gælder borgernes sikkerhed, liv og lemmer. Man må skelne. Det er der gået helt kludder i for tiden.
Kirkens opgave er at bede og at møde muslimer med evangeliets kraft, så de oplever Jesus personligt og selv ønsker at omvende sig. Og hvor ville det være en stor hjælp for samfundet og integration, hvis kirken bare ville passe denne opgave i stedet for at blande sig i politik. Staten skal beskytte liv. Det ser ikke altid pænt ud, når den gør det, men det er de vilkår, vi lever under i en falden verden.

Derfor kan man sagtens være kristen og elske sin fjende og samtidigt støtte staten i den moralske pligt til at bekæmpe ondskab, sådan som ærkebiskoppens eksempel viser.