Hvordan hjælper vi mennesker i sorg?

Hvordan møder vi som pårørende eller præster et menneske i sorg?
Udfordringen har spurgt en sjælesørger, en socialrådgiver og en sorgterapeutVi har sikkert alle prøvet det. Mødet med mennesket, der har mistet sin ægtefælle, sit barn eller forælder. Hvad skal man sige eller gøre?Conny Pedersen Hjelm, uddannelsesleder på Institut for Sjælesorg og Diakoni i Dianalund, mener, at det værste, man kan gøre er at undgå den, der har mistet. Eller undgå at tale om det, der er sket.
– Det værste er sket. Det eneste vi kan gøre, er at gøre det lidt mindre værre. Det kan vi gøre ved at sige, hvordan vi selv har det med det, der er sket. For eksempel sige, det gør mig ondt, at du har mistet. Ikke mere end én sætning. Og så spørge, hvordan det går? Det er et åbent spørgsmål, som den sørgende kan vælge at svare på.
– Vi må ikke tro, at vi kan tage sorgen væk. Derfor skal vi ikke komme med en masse velmente råd eller trøst. Det er ikke det, den sørgende har brug for. Men vi kan være med til at give sorgen rum, påpeger Conny P. Hjelm.
Netop nærværet på den sørgendes præmisser understreges også af socialrådgiver og cand.scient.soc., Gitte Jakobsen, Apostolsk Kirke i Middelfart:
– Mennesker i sorg reagerer forskelligt og skal derfor mødes forskelligt. Udgangspunktet må være at møde dem med respekt. Vi kan ikke tage tabet fra den sørgende, ej heller overtage sorgen og smerten. Vi kan ikke til fulde sætte os i deres sted. Men kan gå med dem på vejen og være til rådighed for dem.
– Det er vigtigt at huske på, at sorgen er en naturlig reaktion på et tab. En reaktion, som skal have sin tid, så den nødvendige proces gives plads.
– Den sørgende har måske brug for praktiske hjælp eller brug for at være alene. Men vi skal aldrig være bange for at tale med den sørgende, tværtimod. Vi skal møde dem der, hvor de er, understreger Gitte Jakobsen.

Præsten spiller en stor rolle i mødet med det sørgende menneske. Nogle præster klarer den del godt, andre mindre godt.
– Præster, der selv er fortrolige med sorg, formår at være nærværende. Det jeg oplever, nogle præster kan have svært ved, er at gå fra at være teolog til at være medmenneske. Men her er præster vel hverken bedre eller værre end os andre, siger Conny P. Hjelms erfaring.
Hun mener, kirken har en vigtig opgave og kan være til stor hjælp i sorgen.
– Ritualer og bønner kan hjælpe den sørgende til at finde hvile eller give sin sorg til Gud. Ritualerne kan bære ens sorg. Samtidig kan kirken og præsten være med til at give den sørgende et eksistentielt sprog, og det er bestemt vigtigt.
Conny P. Hjelm har sit erfaringsgrundlag i Folkekirken. Sorgterapeut Solveig Rosenkvist fra Herning tilhører selv Apostolsk Kirke og har netop undervist kirkesamfundets forstandere om sorg og tab.
– I frikirkerne beder vi om helbredelse og nogle gange imod døden. Det er rigtigt og godt at have en forventning om, at Gud kan helbrede. Men det er vigtigt, at præster også bevarer realismen og tør tale med den syge og døende og de pårørende om døden. Ellers får vi et forklaringsproblem, hvis døden alligevel indtræffer. Vi dør ikke af at tale om døden, siger Solveig Rosenkvist, der efterlyser en teologi for lidelse, ligesom frikirkerne efterhånden har en for helbredelse.

I mødet med den sørgende, kan det være en hjælp at kende lidt til sorgforløbet.
– Ethvert sorgforløb er individuelt. Men der er alligevel nogle fællestræk, fortæller sorgterapeut, Solveig Rosenkvist, der ud over at undervise i sorg og tab også leder sorggrupper og har tabsramte i individuel terapi.
– Først kommer chokket, hvor det hele opleves som uvirkeligt. Det kan vare fra dage til uger. Chokket er også afhængig af, om man har haft tid til at forberede sig på døden og tage afsked med sin kære, eller døden indtraf pludselig.
– Over tid kommer erkendelsen så, hvor de smertelige følelser gør sin entre. Det er følelser som fortvivlelse, afmagt, vrede, skyld, savn og ensomhed. Det er store følelser, som man selv kan blive bange for, og som pårørende kan have svært ved at håndtere. Men det vigtigste er at turde være der, finde et lommetørklæde frem eller turde lægge øre til vreden uden at gøre det til et åndeligt problem.
– Så kommer der en tid, hvor sorgen skal bearbejdes indadtil, samtidig med at man skal begynde at fungere på et udadvendt plan med job, husholdning o.s.v. Her er det vigtigt, at man får lov at tale om sin sorg og ikke undertrykker den.
– Det hele skulle gerne munde ud i en nyorientering, hvor man lærer at leve med tabet. Hvor man kan leve sit liv, men har minderne om den døde med sig. For savnet vil altid være der, lyder Solveig Rosenkvists erfaring.