Anderledes polsk gospel på Copenhagen Gospel Festival

Stemningen var høj i den gamle metodistkirke i Rigensgade i København, da gospelkoret Kefas samt et imponerende begejstret polsk kor gav publikum en fantastisk aften som smagsprøve på Copenhagen Gospel Festival.Som et led i Copenhagen Gospel Festival 3. – 5. oktober var der den 2. oktober gospelkoncert i Jerusalemskirken i København.
Det var det kendte danske kor Kefas og et yderst veloplagt katolsk gospelkor fra byen Przemysl i det sydøstligste hjørne af Polen (lige ved grænsen til Ukraine) under navnet „Przemysl Gospel Choir“, der fik den gamle kirkesal til at gynge. Kefas, som til daglig har sin gang i Jerusalemskirken, startede ud, hvorefter korets leder, Peter Steinvig, underholdende fortalte om, hvordan han første gang havde mødt lederen af det polske kor, katolske „fader Lechoo“, under en rejse i Polen. De to virkede som om, de havde et helt særligt venskab. Steinvig skildrede desuden en „uforglemmelig koncert“ ved Copenhagen Gospel Festival for to år siden, hvor det polske kor ligeledes havde sunget.
– Og så var forventningerne skruet helt op, og koret fra Przemysl trådte op på scenen under hyl, råb og trommesoloer, mens de alt for få tilskuere klappede begejstret.

Sang til Guds ære

Det polske kor, der med musikere bestod af 45 overvejende unge piger og drenge, viste sig at have masser talent, men det, der gjorde mest indtryk, var korets humør og glæde. Smilende og vuggende sang de af hjertets lyst både kendte og mindre kendte gospelsange, og hele tiden var deres optræden præget af fest, glimt i øjet og entusiasme. Korets kutteklædte dirigent understregede, hvor han kunne, at det var Gud, koret ønskede at prise og at uden Ham, ville koret slet ikke eksistere. Og selvom de unge polakker så ud som om, de var fyldt til bristepunktet med spræl og ballade, og selvom sangene gik for sig med skrig, hop og dans, var der helt stille, når fader Lechoo fortalte om, at gospel er en vej til Gud. Jo, det var en opløftende aften for både øre og sjæl og en god optakt til den gevaldige koncert i Cirkusbygningen, som søndag dannede punktum for Copenhagen Gospel Festival.