Gensyn med Arken

For tre år siden bragte Udfordringen en del artikler om et fund, der kan være resterne
af Noas Ark. Redaktør Henri Nissen har besøgt ark-stedet tre gange. I juni var han
igen i Tyrkiet for at afslutte research-arbejdet til en bog om Syndfloden og Noas Ark. Læsere af Udfordringen husker sikkert, at vi i maj 2001 arrangerede en „rejse til Noas Ark“, som også TV2 var med på.

Henri Nissen ved huleborgen, som stammer fra horritterne formentlig kun få århundreder efter Syndfloden

I 2002 og nu i juni 2004 var jeg igen dernede – og imellem rejserne har jeg i min fritid arbejdet med en efterhånden ret omfattende bog om Syndfloden og Noas Ark – både historisk, arkæologisk, geologisk og mytologisk set.
Det er den slags bøger, man aldrig bliver færdig med…

Lad mig lige resumere, hvad ark-sagen drejer sig om.
Bibelen fortæller i 1. Mosebog kap. 6-9 om den store Syndflod, som druknede alverdens dyr og mennesker. Noa og hans familie var de eneste, der tog advarslen alvorligt og på Guds ord samlede par af alle dyr i et mægtigt skib, som de byggede af gofertræ.
Bibelen beretter, at arken strandede på Ararats bjerge, og at menneskene igen formerede sig i alle retninger herfra.
Dette skete for ca. 5.000 år siden, kan vi se ud fra Bibelens øvrige oplysninger.

Indtil 1800 gik man også i videnskaberne ud fra, at beretningen var sand, og at de geologiske lag, vi finder overalt på jorden, stammede fra bundfældning af materialer fra den et år lange oversvømmelse.
I det 19. årh. blev forklaringen kasseret til fordel for udviklingslæren, der påstår, at lagene er dannet gennem millioner af år, ligesom den udelukkede katastroferne (som f.eks. Syndfloden).
Men tegnene på katastrofale omvæltninger på jorden har vist sig så tydelige, at man nu regner med mindre katastrofer.
Beretningen om Noa henvises normalt til en mindre flodoversvømmelse af Eufrat i det sydlige Irak…
Men forskere opdager jævnligt nye tegn på katastrofale oversvømmelser. For nylig har amerikanske forskere opdaget, at Sortehavet for ca. 6.000 år siden pludselig forhøjede vandstanden med ca. 120 meter, og at vandet blev ændret fra ferskvand til saltvand. Man har også fundet et hus i 120 meters dybde. Da Sortehavet ligger tæt på Ararats bjerge, har forskerne foreslået, at denne lokale oversvømmelse kunne være det, Bibelen kalder Syndfloden.
Personligt tror jeg også, at den har med Syndfloden at gøre – men ikke, at Syndfloden kun foregik i Sortehavet. Overalt på jorden er der tegn på en enorm oversvømmelse. Overalt finder man i naturfolkenes ældste myter beretningen om en syndflod og et skib.
Faktisk bekræfter arkæologiske undersøgelser ofte Bibelens oplysninger. Der er desuden et væld af indicier på, at Bibelen taler sandt.
Men et stort problem er, at alle disse fakta presses ind i evolutions-modellen, fordi man skal have alt til at passe med idéen om de mange millioner års udvikling, selv om denne arbejdsteori aldrig er bevist. Videnskaben har forpagtet sin forsker-frihed til en håbløs teori.

Blandt alle myterne om en syndflod har jeg interesseret mig mest for de mesopotamiske – dvs. fra verdens ældste civilisation mellem Eufrat og Tigris i Tyrkiet og Irak.
Her er især et digt om helten Gilgamesh, som besøger Noa (kaldet Utnapistim). Digtet er tilføjet en masse lokal mytologi om lokale guder, men i grundstammen fortæller det ligesom de andre gamle myter om floden og arken.

Således overbevist om, at der virkelig var en syndflod og en ark, er vi så nogen, der søger efter stedet, hvor Arken strandede – i det forfængelige håb at finde rester efter den.
De sidste 50 år har især amerikanere søgt ihærdigt på Mt. Ararat i Tyrkiet, fordi de går ud fra, at Bibelens „Ararats bjerge“ skal læses som Mt. Ararat – det højeste bjerg.
Men dels har de endnu aldrig fundet noget, dels tyder en del på, at de leder på det forkerte bjerg:
1. Mt. Ararat er nemlig en vulkan – og den øverste kilometer er formentlig kommet til efter Syndfloden.
2. Bibelen taler om flere bjerge – måske en bjergkæde – som ligger i Ararat, og dvs. det gamle Urartu-kongerige, som omfattede hele Østtyrkiet og dele af nabolandende.
3. De „øjenvidner“ og beretninger, som jagten i høj grad bygger på, er tvivlsomme, viser bl.a. min research.

Selv har jeg interesseret mig for et fund, der ligger ca. 20 km syd for Mt. Ararat på et bjerg, der hedder Yigityatagi. Det betyder Heltenes Seng, og i området finder vi andre navne, som peger på Arken. F.eks. Kargakonmaz – der betyder rastløs ravn. Masher, som betyder Dommedag. Eller en landsby tæt på stedet, som tidligere hed Nazar – hvilket minder meget om Nizir, som var navnet på bjerget i den sumeriske Gilgamesh beretning.
Her dukkede et bådformet objekt frem – med samme længde som Bibelens ark – ved et jordskælv i 1948.
En undersøgelsesgruppe undersøgte stedet overfladisk, men i 1978 blev objektet meget mere synligt efter et nyt jordskælv.
Objektet er ikke opstået naturligt, viser geologiske observationer, og skanninger har bekræftet, at der er et mønster (af rum og gange, mener nogen) under overfladen.
Men pga. uenighed med kristne Mt. Ararat ark-jægere har det været svært at skaffe midler til en udforskning.

De fleste penge fra det kristne miljø går til temmelig håbløse ekspeditioner på Mt. Ararat. Den næste foregår i august. Men jeg kan på forhånd afsløre, at den hawaiianske forretningsmand, som står bag, vil spilde sin million dollars.
Jeg har på min seneste rejse personligt talt med endnu en kurdisk guide, Mehmet Ertugrul, som har klatret hen til den „Ararat Anomally“, der tales om. Og han siger, at det ikke er andet end en klippe eller en lavastump. Desuden er den for lille til at kunne være Noas Ark på ca. 158 meter.
Den tyrkiske geolog, som jeg samarbejder med, dr. Salih Bayraktutan, har næsten opgivet at få hjælp fra kristne til at undersøge det bådformede objekt. Han har derfor nu henvendt sig til den tyrkiske regering for at foreslå, at den selv forestår en geologisk og arkæologisk undersøgelse. De tyrkiske myndigheder har nemlig selv anerkendt dette fund som „Nuhun Gemisi“ dvs. Noas Ark på både landkort og vejskilte.
Mens vi venter på, at enten Tyrkiet selv eller en udenlandsk donator vil betale, har jeg forsøgt at samle oplysninger i min bog.

Efter den første begejstring i 2001 har jeg forsøgt at se kritisk også på det nye fund. F.eks. sætter jeg i dag et stort spørgsmål ved „Noas Alter“ og hans vingård, som skulle ligge i De Ottes Dal. I denne dal er der fundet mange store sten, som kan være ankersten til en kæmpe båd. Der er også fundet en sten med en indgravering, der viser „de otte“ – Noa og familien. Men denne sten er forsvundet, og jeg har personlig tvivlet på, om det var noget, afdøde Ron Wyatts fandt på. Ron var den første amerikaner, der for alvor rettede vore øjne mod objektet.
Men på denne tur fik jeg bekræftet, at stenen – med dens indgraveringer – også blev set af bl.a. dr. Bayraktutan, før den blev stjålet. Så her var Rons oplysninger gode nok.
At Noa skulle have boet her og have lavet et alter og en vingård netop her er nu kun spekulationer. Der er noget specielt ved denne dal – men vi mangler mange oplysninger, fordi de tidligere beboere, armenierne, blev fordrevet eller dræbt for ca. 100 år siden. Mange bynavne er ændret.
F.eks. hedder „de ottes landsby“, som vi kalder den i dag, Sagliksuyu (helse-vandsted) på de tyrkiske landkort, mens den på det lokale kurdiske hedder Arzap og på det oprindelige armenske Kazan. For at gøre forvirringen total ligger der også et andet Kazan i området.
Udover sten er der grave i landsbyen, og blandt de gamle ting, børnene finder og sælger, var bl.a. en mønt fra 1916 – altså netop fra den tid, da russere og tyrkere på skift sad på området, og armenierne søgte hjælp hos russerne til at løsrive sig fra den muslimske sultan. På grund af revolutionen i Rusland brød forsøget sammen, og resultatet var, at de ca. 1½ million armeniere, som boede her (og som i dag ville have udgjort 10 mio. af Tyrkiets befolkning) blev udryddet eller jaget bort.
I dag møder man ingen armeniere i Østtyrkiet…

På et bjerg i et pas, hvori- gennem den gamle Silkevej gik, ligger stadig Isac Pasa-borgen. Den nuværende borg er kun ca. 400 år gammel, men overfor ligger en meget ældre huleborg på den stejle bjergside. Den stammer mindst fra Urartu-rigets tid (2.000-700 f.Kr.) dvs. Ararat-riget i Bibelen.
De første folk, man kender til heroppe, er horritterne (der både kan betyde de høje og noble, men også kaldes huleboerne). Bibelen nævner også horritterne i forbindelse med Seirs bjerge i Jordan.
Horritterne var her få århundreder efter Noa. De minder om hititterne længere vest på i Tyrkiet. Et andet bibelsk folk, som bibelkritikere i mange år påstod ikke fandtes – indtil deres hovedstad blev udgravet, og man opdagede, at de havde haft et mægtigt imperium. Abraham købte gravplads til Sara af hititterne.

Jeg overlod de mest halsbrækkende klatringer i huleborgen til min norske medrejsende John Erling Madsen. I stedet blev jeg inviteret på te af en kurdisk familie, som havde slået sit telt op. De var utroligt gæstfrie, og selv om vi ikke talte samme sprog, forstod vi med tegn og ved hjælp af en kurdisk og en tyrkisk ordbog hinanden. Jeg viste dem vort fotokopierede kort og spurgte dem ud om området bag bjergene. På den måde opdagede vi, at man kunne følge den gamle Silkevej til Iran få kilometer bag bjergene. Man kunne imidlertid også dreje mod nord og skulle ad bagvejen ende netop, hvor det bådformede objekt ligger – det, vi tror er Arken.

Vi satte bilen i første gear og fulgte Silkevejen mod øst og derefter nordover for ikke at havne i Iran. Op og ned ad smalle og stejle bjergveje gik det på en nervepirrende tur, som efter ca. 25 km førte os frem til Ûzengili og det bådformede objekt.
Vi var tre kåde mandfolk, så der var meget mandehørm i bilen, men vi frygtede nu også – og ikke helt uden grund – at vejen pludselig skulle forsvinde i et jordskred.
Nogle steder var vejen allerede delvis ødelagt og andre steder så smal, at vi måtte ud af bilen og vurdere, om vi skulle tage chancen og fortsætte. At vende om var svært, og blive herude om natten ville ikke være klogt.
Undervejs holdt vi øje med de mørke skyer, for hvis det begyndte at regne, ville de stejle bjergveje blive livsfarligt glatte. I de kurdiske landsbyer, vi passerede i løbet af aftenen, stirrede folk uforstående på os, mens hyrdehundene aggressivt sprang ind på bilen og løb ind foran for at stoppe os.
På den sidste del af turen var det blevet mørkt, så vi var lettede, da vi endelig nåede ned fra bjergene til landevejen i dalen.

Yigityatagi hedder den karakteristiske sadelformede bjergkam, som ligger ca. 2 km ovenfor det bådformede objekt. Navnet betyder „heltenes seng“ og leder tankerne hen på Noa og de andre forfædre.
Det er heroppe Wyatt siger, han har set en stele med tegning af bjergkammen og Arken. Det er også her, dr. Michelson og dr. Salih fandt en gammel grav, og David Deal mente at kunne skimte ruiner efter en by i jordens skygger.
Yigityatagi er utilgængeligt militært område nær grænsen til Iran. Når man besøger det bådformede objekt, kan man derfor kun gå et lille stykke op ad bjerget. Men var vi mænd eller hvad…? Vi ville derop.
Min teori var, at landsbyen Kargakonmaz måtte ligge i bjergene bagved Yigityatagi.
Kargakonmaz betyder „rastløs krage“, hvilket jo minder os om Noa, der sendte en ravn ud (originaltekst: en krage).
Efter at vi havde klatret i vores lejede bil så langt op ad de smalle veje, som vi kunne, endte vi i en lille klynge huse på bjergsiden med en militær vagtpost bagved. Motoren kogte flere gange på vej op.
En kurdisk landmand, der præsenterede sig som Akmed, tog godt imod os. Børnene blev sendt ind efter et tæppe og te. Vi satte os i grøften og kommunikerede ved hjælp af en kurdisk ordbog, mens vi drak te af små glas.
– Er dette Kargakonmaz, spurgte jeg.
– Nej, Kargakonmaz ligger dernede, svarede Akmed og pegede ned i dalen.
– Hvad er så dette her?
– Yigityatagi, svarede Akmed og pegede omkring sig i bjergene. Hele området var Yigityatagi. Vi var tæt på.
På grund af militæret kunne vi ikke komme op til bjergets sadelformede bjergkam. Men jeg havde en anden plan.
Et par dage senere forsøgte vi at nærme os Yigityatagi fra øst-siden. Jeg havde bemærket, at militære køretøjer jævnligt kørte op igennem Ûzengili, så der måtte føre en vej derfra op bag bjergkammen.
Det var ikke mindre nervepirrende, for selv om vi ikke så nogen skilte, havde vi nok på fornemmelsen, at det var forbudt område. Men denne tur var lidt en mandetur, og som norske John sagde: Skidt med, om de udviser os, vi skal jo alligevel snart hjem.
Så vi vovede os frem, hårnålesving efter hårnålesving, til vi nåede toppen. Pludselig var der tyrkisk militær kun ca. 200 meter fra os. Hastigt bakkede og vendte vi og trillede tilbage ned ad skråningen, mens vi i bakspejlet så et par soldater hastigt nærme sig. Vi var i det øjeblik taknemlige for, at hotellets navn stod malet på siden af bilen, så soldaterne ikke var i tvivl om, at vi bare var dumme turister på afveje.
Men arkfeberen havde grebet os, og vi måtte bare nærmere på det „uindtagelige bjerg“. Så et stykke nede standsede vi bilen og vandrede ind over. Vi var betydeligt tættere på Yigityatagi end nogensinde, men der var stadig en lille kilometer over til bjergets top, og vi skulle forbi vagtposten.
John fik øje på en sti fra Ûzengili, som gik ind i landskabet. Vi forsøgte at forcere stien, men nåede kun et par hundrede meter, så afbrød et vandløb vejen, og vi måtte ud og gå resten af vejen.
De kurdiske drenge havde set os og kom straks løbende, mens de krævede pairo-pairo (penge). De kan forekomme aggressive og truende med deres stenslynger, som de knalder af over hovedet på én. Jeg nævnte problemet for gamle Hassan, og han viste mig, at jeg blot skulle give dem en lussing på begge sider af hovedet, og hjalp det ikke, skulle de have en mere. Drengene er vant til den form for opdragelse, og de har fundet ud af, at udlændingene aldrig gør dem noget.
John købte sig til lidt velvilje med slik, mens 62-årige Flemming fra Brønderslev og jeg nok havde mere lyst til at følge Hassans metoder…

Nu gik vi stejlt opad ca. 2 km, mens vi forsøgte at komme op i det øverste område uden at vække opsigt. På det østlige hjørne af Yigityatagi var der nemlig en vagtpost. Heldigvis forlod drengene os efter nogen tid – mens de fortsatte med at skyde sten efter os med de smældende stenslynger.
Efter nogen tid blev Flemming og John optaget af de sjældne blomster – f.eks. en fruesko, som er en orkidé, vi i Danmark kun har i Rebild Bakker. Vi befandt os endnu i juni måned, og hele området var vådt og frodigt. Det var et eldorado for ornitologer og blomsterelskere. I en lille sø var der frøer på størrelse med en stor mandehånd, og de kvækkede meget højt.
Selv styrtede jeg i brændende arkfeber forpustet videre opad, opad, opad…
Pustende og stønnende nåede jeg til sidst helt op til den sti, som lå lige nedenfor Yigityatagis imponerende hvide bjergkam.
Efter endnu lidt klatren var jeg helt oppe og røre ved kammen. Jeg var i de øjeblikke det lykkeligste menneske i Urartu.
Da militæret åbenbart ikke havde set mig, undersøgte jeg området for de påståede grave og ikke mindst det aftryk efter båden, som også skulle befinde sig heroppe. Men på grund af græs var det svært at se andet end en firkant af sten, som kunne være en ruin.
Området forekom også noget småt til at kunne rumme David Deals originale Noa-by, Naxuan. Men området bar præg af, at jorden foran bjergkammen gennem mange år er sunket og rutsjet nedad, så det er sandsynligt, at her oprindeligt har været et større plateau med en landsby. Da Flemming og John nåede herop i luntetrav, og vi bevægede os østover, blev vi kort efter råbt an fra vagtposten, og vi måtte skyndsomt trække os ud af området.
Nu forestod den besværlige tur nedad bakke, men for mig var dette højdepunktet på 2004-turen, fordi det lykkedes at komme helt tæt på det bjerg, som vi mener dannede havn for Arken for 5.000 år siden.
Det var „Heltenes Seng“ for de otte overlevende, Noa og Na’ama, Sem, Kam og Jafet og deres hustruer. (Senere blev de gjort til otte forfædreguder i mange andre religioner.)
Det var også Al Judy, som bjerget hedder på arabisk i Koranen. Eller Al Cudy – det første bjerg, det kurdiske bjerg.
Og det var det Nizir, som Gilgamesh beskev som bjerget, Arken strandede på.
Hvis altså jeg har ret i at tro, at det bådformede objekt er resterne af Noas Ark, og at den strandede her og ikke ovre på det vulkanske Mt. Ararat 20 km nordpå.
Men nu kan vi jo se, om den amerikanske ekspedition i august kan bevise noget andet.

(Se tidl. artikler på udfordringen.dk)