Arabere og jøder forsones
Arabiske Ruba fra Nazaret og jødiske Eyal fra Tel Aviv har opdaget, at troen på Jesus kan overvinde de sårede følelser og nedbryde hadet, selv om de slet ikke er enige- Vi arabere bliver diskrimineret i Israel, fastslår Ruba Ersheid (24), som kommer fra Nazaret i Israel.
– Vi har ikke de samme muligheder på universitetet, fordi vi ikke har været soldater, og derfor får vi ikke den samme studiestøtte, osv.
Vore byer bliver ikke holdt rene, som de jødiske byer, nævner hun også i flæng.
Men Ruba hader ikke jøderne, selv om hun nok synes, at premierminister Sharon burde have holdt sig væk fra Tempelpladsen for 3 år siden, hvor intifadaen brød løs.
Ruba er nemlig kristen. Hun tilhører en gruppe af kristne og muslimer, som kaldes Arabs-48 fordi de boede i Israel ved uafhængigheds-krigen i 1948.
Rubas familie har boet i Nazaret i flere generationer, ligesom de fleste andre arabiske kristne i Nazaret.
– Mine forældre var traditionelle græsk-ortodokse kristne, så troen var ikke så levende for dem. Men jeg gik i søndagsskole, og som 12-årig besluttede jeg personligt at tro på Jesus. Jeg inviterede mine forældre med i Baptistkirken i Nazaret, og efterhånden blev både min far, mor og søster personligt troende. Min mor er lærer, far er forfatter og oversætter, og min søster læser nu teologi, fortæller Ruba, som er i Danmark for at fortælle om forsoning på tværs af politiske og etniske modsætninger.
og palæstinensere
– Jeg blev inviteret på en 5 dages ørkenlejr i Jordan af en veninde. Her mødte jeg jøder, som var blevet kristne (eller messianske jøder, som de kaldes) og kristne palæstinensere.
Her, hvor vi var væk fra det hadefulde miljø, fra medierne og politik, kom vi til at forstå hinanden. Vi mærkede Guds ånd imellem os, selv om vi normalt stod på forskellige sider i konflikten.
Det ændrede os alle.
Men samtidig forstod jeg, at det kun kunne lade sig gøre, fordi Jesus lærer os at tilgive hver gang, vi bliver såret. I sådan en konflikt sårer man uafbrudt hinanden. Ligesom i en familie. Men vi MÅ tilgive.
Ruba er fysioterapeut, men i fritiden er hun aktiv i organisationen Musalaha (et arabisk ord for forsoning), som arrangerede ørkenmøderne.
På mit kontor diskuterer Ruba med jøden Eyal Peled (25 år) fra Tel Aviv. De ser konflikten fra hver sin side, men de taler venligt sammen, og de forsøger at forstå.
– Min familie er ikke spor religiøs, fortæller Eyal:
– Kun ca. 10 pct. af jøderne er religiøse. De fleste jøder er ligeglade med religion, selv om de overholder nogle regler. Sharon selv spiser svinekød på trods af de jødiske regler.
Specialt i Tel Aviv er man ikke spor religiøse, mens man i Jerusalem går meget mere op i den slags på grund af spændingerne med muslimerne.
– Men jeg har altid forsøgt at forstå religiøse mennesker.
Jeg lærte mig jiddish, så jeg kunne tale med nogle af de jøder, der kommer fra Tyskland og Polen. På universitetet læste jeg historie og interesserede mig meget for den jødiske sekt essæerne ved Det Døde Hav.
Da jeg var i militæret, fik jeg til opgave at følge de jødiske sekter, så de ikke foretog sig noget farligt.
I en ferie tog jeg til et feriested, som drives af nogen Jesus-troende jøder. De var intelligente og ikke fanatiske, og når de bad, virkede det ægte.
Jeg stillede alle mulige spørgsmål. Jeg læste også Ny Testamente, men det var jo meningsløst, når Gud ikke fandtes, fortæller Eyal.
– Der var en pige, som forsøgte at overbevise mig i månedsvis. Jeg var meget skeptisk, tvivlede på alting. Prøvede at bede i flere måneder, men det var sært, når jeg ikke troede på Gud. Til sidst sagde jeg, at jeg ikke ville høre mere på hende.
Så spurgte hun om lov til at bede for mig en sidste gang, og da hun gjorde det, mærkede jeg noget. Jeg blev rørt og begyndte at græde. Jeg blev ligesom fyldt af noget, og jeg var overhovedet ikke længere i tvivl om, at Gud var til…
– Der gik lang tid, hvor jeg forsøgte at få svar på alle mine spørgsmål, men jeg mærkede også, at Gud var med. I starten troede jeg kun, at Jesus var en meget god mand, men nu forstår jeg, at han er meget mere end det.
Jeg ville gerne på bibelskole, men havde ingen penge. I tro tilmeldte jeg mig alligevel og bad Gud om hjælp, og pludselig kom en ven og betalte mig nogle penge, han skyldte, men som jeg havde opgivet. Jeg tror, Gud hjalp mig.
På en ørkenlejr mødte jeg kristne arabere og palæstinensere. Det var meget svært at skulle være sammen med nogen, som man normalt ikke ville være sammen med. Efter intifadaen har selv freds-aktivist jøder opgivet at få det godt med palæstinenserne. De har fået nok af al terroren.
Men i et drama om konflikten skulle jeg spille palæstinenser, fordi jeg havde mørkere hudfarve end araberne!
Det hjalp mig til at forstå, hvilke sårede følelser araberne og palæstinenserne har. Jeg forstod, hvor umulig denne konflikt er at løse. Og hvor enkelt det hele bliver, når vi får Guds ånd i vore hjerter.
