Vores fejltrin råber: Korsfæst ham!

Johannes Esmarch, sognepræst ved Videbæk Kirke, udlægger
søndagens tekst

Ud over den historiske begivenhed, hvad kan vi så bruge denne tekst til i dag?
– Personligt bruger jeg teksten til at forberede mig på at fejre påske. Palmesøndag hører med til fastetiden samtidig med, at den indleder den stille uge. Dagen er frygtelig modsætningsfyldt i de stemninger og indtryk, den giver. På den ene side er den fyldt af fest og glad modtagelse af Jesus. På den anden side er den optakten til korsfæstelsen.
– Det er pragtfuldt at se Jesus som centrum i en menneskemængde, der hylder ham som konge. Samtidig ser jeg for mig, hvordan samme menneskemængde ikke slipper ham, før man har ført ham helt frem til korset. Jeg kan mærke, jeg har brug for at spørge mig selv: Er min hyldest til Jesus overfladisk? Er den afhængig af, at jeg er sammen med andre, der hylder ham? Er jeg klar til at modtage ham som netop den korsfæstede? Og har jeg fået skabt rum til at tilbede ham som Gudslammet, der var villig til at lide for mine fejltrin?

Menneskemængden hylder Jesus, som en konge. Fem dage senere er de samme mennesker med til at korsfæste Jesus. Hvad er det, der sker i de få dage, siden alting vender på en tallerken?
– Min første tanke er: Hvor er de utroværdige! Man kan da ikke den ene dag råbe „hurra“ og næste dag „du er ikke værdig til at leve“! Men jeg kan mærke, at det rammer mig selv lige i hovedet igen. Jeg har begge ting i mig. Jeg ønsker at hylde Jesus som min konge. Samtidig råber alle mine fejltrin: Korsfæst ham! Korsfæst ham. Det er så underligt på denne måde at stå ved korset og se dem nagle ham til træplanken og vide, at jeg er med til at gøre det nødvendigt. Samtidigt fylder det mig med tak, at han elsker mig, der råber „korsfæst“.
– Min anden tanke er: Hvor er det forfærdeligt, at mennesker er så letpåvirkelige! Men det er jo realiteterne. Ellers ville det ikke kunne betale sig at sende reklamer i fjernsynet. I stedet for at blive forarget over, hvordan de vender på en tallerken, vil teksten måske hjælpe mig til at se i øjnene, hvor let påvirkelig jeg selv er.

Hvordan undgår vi mennesker i dag at være lige så let påvirkelige i vores trosforhold til Gud som menneskemængden, der først hyldede Jesus, siden korsfæstede ham?
– Et hurtigt og lidt provokerende svar: Det undgår jeg vist kun, hvis Helligånden hjælper mig til at se, at jeg er så svag og let påvirkelig, at jeg har brug for, at Jesus dør for mig Langfredag. Troen bliver altid større og dybere, når vægten bliver flyttet over i afhængighed af min korsfæstede, opstandne frelser: Jesus.
Vi kan have et stærkt reb til at ligge i soveværelset på første sal i tilfælde af brand. — Det blev måske anskaffet, fordi vi blev grebet af panik over, hvad der kunne se, hvis der gik ild i huset. På et tidspunkt smider vi det ud, fordi vi føler, det bare er i vejen. Jeg har ikke helt så skiftende følelser overfor rebet, hvis jeg hænger i det under vinduet for at redde mig selv. Så er jeg helt afhængig af det.
Jesus kom jo ikke bare for at give mig mulighed for at mærke en god følelse ved at lovprise ham. Han kom, fordi jeg er helt afhængig af, at han dør for mig.

Hvad vil du lægge størst vægt på i din prædiken på søndag over denne tekst?
– Nu er jeg normalt først klar med prædikenen sidst på ugen, så det er lidt tidligt at få det spørgsmål stukket ud her over en uge inden!
Men jeg vil nok arbejde med vigtigheden af at turde se de forskellige sider hos os selv i øjnene. Altså turde se i øjnene, at jeg, der ønsker at hylde Jesus, også er med til at korsfæste ham. Jeg vil også gerne have med, hvor stort det er, at Jesus i dag er vores konge, der vil lade sig hylde af os, der tvinger ham til korset.
Og så vil jeg opfordre til, at vi hver især personligt virkelig hylder Jesus som frelser og herre i denne påske.