De kristne under besættelsen
De fem onde år under den tyske besættelse af Danmark var på én måde overraskende fredelige år for den danske menighed. Men samtidigt var det år, der kom til at sætte dybe spor i tiden, der fulgte.
Lektor ved menighedsfakultetet, Ph D
Nazisternes besættelse ramte ikke et uforberedt land. De danske medier havde naturligvis gennem årene leveret en massiv dækning af hele den politiske udvikling i Tyskland, og dansk kirkeliv var i 1930erne kendetegnet af en usædvanlig vågen stand af teologer og kirkelige iagttagere, der holdt den danske offentlighed orienteret om den nazistiske ideologis væsen og den tyske bekendelseskirkes kamp mod Hitler.
Efter 9. april 1940 kom kirken og dens teologer da også til at spille en mere fremtrædende rolle i den danske befolkning, end man skulle have forventet efter mellemkrigstidens sekularisering. Det mødeforbud, som blev pålagt efter 9. april blev hurtigt ophævet igen. Kirken og de kirkelige organisationer kunne fortsætte deres arbejde med overraskende få forstyrrelser, og man brugte denne mulighed i årene 1940-1941 til en indre dansk ideologisk oprustning. Historikeren E. Thostrup Jakobsen kalder det for selvbesindel-sens tid inden for kirken. En præst i Aalborg undfangede ideen med Alsang, og ud over landet samledes det danske folk til fællessang, for gennem afsyngningen af de danske sange og salmer at give en stilfærdig, men tydelig markering af afstanden til den tyske nazisme og dens menneskefjendske ideologi. Gud, kongen og fædrelandet var de værdier, som det danske folk samledes om i den svære tid. Kristendommen, som den udtrykkes gennem det danske korsflag og den kirkelige danske kong Christian X blev markører for det danske folk. En folkelig bevægelse i kulturkristen retning var en realitet, og inden for kirkelige kredse diskuterede Indre Missions markante formand, Christian Bartholdy, med Hal Koch om man havde ret til at kalde denne strømning for en vækkelse. Samme Hal Koch, der var en fremragende ung kirkehistorieprofessor, holdt under vældig tilstrømning en række foredrag om Grundtvig på Københavns universitet. Der var intet nyt i emnet, men det fængede voldsomt netop i 1940.
Denne dansk-kristelige-nationale samling i de første besættelsesmåneder kom til at sætte lange spor. Typisk nok forstummede de røster, der i 1930erne ellers ville have haft klassisk kristendomsundervisning fjernet fra folkeskolen. Kulturradikalismen trådte i baggrunden helt hen til 1960erne, således at en hel generations skoletid og opvækst blev præget af det, der skete i de få besættelsesår.
Dansk kirkeliv under besættelsen blev ikke kendetegnet af nogen samlet kirkelig indsats, til forskel fra andre kredses indsats. Snarere blev der tale om, at bekendende kristne som enkeltpersoner spillede vigtige roller i den fælles debat og de fælles initiativer. I modsætning til Norge, hvor kirken stod samlet mod det hårde nazistiske styre, lykkedes det ikke i Danmark at skabe nogen fælles kirkelig front. Her til lands var der heller ikke noget tysk forsøg på at nazificere samfundet. Der var enkelte tilløb til at forsøge opbygget et organ som om nødvendigt kunne være en kirkens røst, men som altid blev denne tanke klart afvist af grundtvigske kredse, der ikke ville høre tale om hverken biskopperne eller en anden form for kirkeledelse til at udtale sig på kirkens vegne. De grundtvigske ville tage del i det fælles folkelige arbejde på lige fod med alle andre danskere. Den tendens til bred folkekirkelighed, der har kendetegnet de sidste generationer, blev for en stor del grundlagt gennem besættelsestidens erfaringer.
Der blev aldrig mange nazister i Danmark. Dertil var nazismen for let at gennemskue, og det danske forhold til alt tysk var også i forvejen belastet af nederlaget i 1864. Kun ganske få præster blev afskediget efter befrielsen, fordi de havde været nazi-venlige. I den offentlige afstandtagen fra nazismen og jødeforfølgelser var en præst som Christian Bartholdy klar i mælet allerede fra efteråret 1940. Da skrev han nogle berømte artikelserier i Indre Missions Tidende, hvis abonnenttal da også steg til et niveau, det aldrig før eller siden har oplevet.
I årene 1942-43 vendte tyskernes krigslykke, og presset mod den danske regerings samarbejdspolitik tog til. De første danske sabotører begyndte at virke, og yngre præster krævede, at kirken skulle markere afstand til nazismen.
I oktober 1943 skete det usædvanlige, at Københavns biskop udsendte et hyrdebrev, der blev læst op i de fleste danske kirker følgende søndag. Det var rettet mod jødeforfølgelsen, der afvistes med bibelske og historiske argumenter, og uanset afvigende religiøse anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske brødre og søstre bevarer den samme frihed, som vi selv sætter højere end livet. Københavns biskop Fuglsang-Damgård sluttede sit hyrdebrev med de modige ord: vi er i vor samvittighed bundne til at hævde retten og protestere mod enhver krænkelse; derfor vil vi i givet fald utvetydigt vedkende os ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker. Dette hyrdebrev er et klart og godt vidnesbyrd om kirkens aktive rolle under besættelsen. Egentlig havde Fuglsang-Damgård intet kirkeretsligt mandat til at udsende et hyrdebrev til alle landets kirker. I Fyns stift ville den grundtvigske biskop da heller ikke udsende dette, men lavede sit eget korte hyrdebrev. Men situationen var uoverskuelig og den handlekraftige Fuglsang-Damgård tog et initiativ, som i dag tjener ham og den danske kirke til stor ære. Han havde selv som sønderjyde deltaget på tysk side i Første Verdenskrig, og i ham havde København den rette biskop på den rette tid på grund af hans teologiske og menneskelige format. Denne klare kirkelige afstandtagen til jødeforfølgelsen, og den brede opbakning bag jødernes evakuering til Sverige er noget af det, der i andre lande (fx Israel!) huskes fra den danske besættelsestid. Også at præstegårdene som regel spillede en vigtig rolle som skjulested.
KFUM og FDF var aktive i modstandsarbejdet
I årene 1944-45 var det den åbne modstands tid. Der fandtes ingen særlige kirkelige sabotagegrupper, men unge fra fx KFUM og FDF var aktive på lige fod med andre i modstandsarbejdet.
Sabotagehandlingerne var overvejende et byfænomen, og blev overvejende udført af unge mennesker. De store kirkelige bevægelser som Indre Mission og grundtvigianismen fandtes langt overvejende på landet og bestod af voksne mennesker. Ikke mange fra disse bevægelser var direkte engagerede i det illegale arbejde, og på længere sigt var denne forskel i engagement mellem IM og KFUM måske med til at skabe efterkrigstidens voksende afstand mellem moderbevægelse og ungdomsarbejde. De to folkekirkelige vækkelsesbevægelser gik dog nærmest styrkede ud af besættelsestiden.
Interessen for at samles til møder var meget stor under krigen, både til de grundtvigske kirkeligt-folkelige møder og til Indre Missions forkyn-dende møder. Mange steder oplevede man i Indre Mission lokale vækkelser under besættelsen. Det grundtvigske ungdomsarbejde i De Danske Ungdomsforeninger fik vendt tilbagegangen, og i Indre Missions nåede ungdomsarbejdet i KFUM og KFUK en størrelse som aldrig før eller siden. Også børnearbejdet i Indre Missions søndagsskoler voksede under og efter krigen.
Unge teologer prægede den offentlige debat
Gennem hele besættelsestiden var teologer langt fremme i den offentlige meningsdannelse. Et par yngre teologer stod bag et vigtigt illegalt skrift i 1944: Kirken og retten de to blev senere kendte som nogle af store Århus-professorer i teologi: Regin Prenter og K. E. Løgstrup. I mange år efter krigen blev dansk offentlig debat generelt præget af dem, der som unge havde taget del i hele besættelsestidens ideologiske og politiske kamp. Og det var kendetegnende, at man skal langt tilbage i Danmarkshistorien for at finde et tidsrum hvor kristne teologer i den grad har været med til at tegne den offentlige debat som i årene under og efter besættelsen. Dansk Frihedsråd fik i 1944 biskop Hans Øllgård, Odense, som medlem.
Den danske sang, der mere end nogen anden er blevet Sangen om befrielsen, var skrevet af en kristen apoteker fra Herning, Mads Nielsen. Trods alt hvad der var sket i mellemkrigstiden, føltes det i 1945 igen naturligt for det danske folk at drage Gud ind i talen om de onde år:
Gud trøste dem, der har lidt og stridt
Til det blev forår og Danmark frit,
Ja, Danmark frit.
