Miraklet i Dachau

(Læsetid: 8 minutter)

Ugens kronik fortæller om flere kendte modstandere af nazismen. Blandt andre danske Hans Lunding, der slap fra opholdet i en tysk kz-lejr med livet i behold

Ugens kronik af Helge Clausen. Redaktør, Horsens

Danmarks Kaj Munk og Tysklands Dietrich Bonhoeffer havde blandt andet til fælles, at de ikke regnede med at blive gamle. Hos Munk var årsagen til denne betragtning utvivlsomt den, at han vidste, at så længe nogen kunne huske tilbage, havde der været tuberkulose i familien.
Bonhoeffers opfattelse af sin egen situation i så henseende var af en anden oprindelse. Han havde fra sin tidligste ungdom oplevet Tysklands depression, åndelige og moralske opløsning og den fremstormende nazisme og dennes krav, ikke alene på menneskelegemer, -men også på sjælene. Han nærede det oprigtige håb, at det ved en fælleskirkelig indsats ville være muligt at skabe en folkelig-åndelig bevægelse og vækkelse, der pegede på andre værdier end dem, politikerne tilbød i en overbudspolitik uden grænser – og han oplevede i lighed med alle andre, der har forsøgt at sætte kristen-folket i gang med at gå til modstand imod alt det, der vil trække menneskeværd nedad, at der er forhold, kristenfolket er mere optaget af, end at forsvare de åndelige værdier, som hindrer mennesket i at komme til at krybe på alle fire i nyhe-denskabets mørke.

Hans Lunding slap for at blive henrettet

Forfølgelsen af Bonhoeffer

Bonhoeffer begyndte at leve livet farligt allerede dagen efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Han holdt her et længe planlagt radioforedrag, hvori han advarede »imod den fører, der bliver en afgud, hvis han i stedet for at vise hen til de ægte autoriteter, som har deres autoritet fra Gud, peger på sig selv!«. Radioudsendelsen blev naturligvis afbrudt. Pastor Bonhoeffer var gået over stregen. Forfølgelserne fra Gesta-pos side blev hurtigt en uhyggelig og nærværende virkelighed i hans liv.
I 1936 blev han frataget retten til at holde foredrag og skrive, ligesom det docentur, han havde haft ved Berlins universitet, blev inddraget. Umiddelbart før krigsudbruddet i august 1938 blev han af amerikanske venner opfordret til at holde en række forelæsninger i USA. Han tog imod invitationen – og fik mærkelig nok tilladelse til at rejse. Opholdet derovre blev af særdeles kort varighed. Efter et møde, som han deltog i – hvor der blev bedt for jøderne og de kristne i Tyskland – fik han en sådan uro på sig, at han tog det første skib hjem til det Tyskland, han elskede, det Tyskland, han så som sin opgave at bekæmpe nazismen i, koste hvad det ville.
Han ville ikke gøre militærtjeneste i en hær, hvis øverste chef hed Adolf Hitler, men hjemkommet fra USA skete der noget besynderligt – så besynderligt, at det ikke burde kunne ske. Han søgte en stilling i efterretningstjenesten, direkte under dennes øverste chef, admiral Canaris, der hadede Hitler og alt, hvad han stod for, af et oprigtigt hjerte. Her skete det ufattelige under. Han, der var på Gestapos sorte liste, fik jobbet, som han naturligvis set fra et militært synspunkt var ganske uinteresseret i, men i denne stilling kunne han være med til at bekæmpe nazismen indefra.
På et fuldt legalt pas kunne han nu rejse til det neutrale Schweiz, hvor han besøgte teologen Karl Barth med det formål at få informationer om de kristne og jødernes forhold i Nazi-Tyskland ud til den fri verden. En schweizisk kollega spurgte ham under besøget hos Barth: Hvad beder De egentlig om i situationen i dag? Bonhoeffers svar lød: Jeg beder for mit lands nederlag, for jeg tror, at dette er den eneste mulighed for at betale al den lidelse, mit land har forårsaget i verden.

Anklaget for højforræderi

Den 5. april 1943 klappede fælden. Bonhoeffer blev arresteret og indsat, først i Tegel militærfængslet i Berlin, senere i gestapofængslet i Prinz Albrechtstrasse. Efter det mislykkede attentatforsøg imod Hitler den 20. juli 1944 blev han anklaget for højforræderi. Taget i betragtning, at omkring 5000 mennesker blev hængt eller skudt efter de processer, der var konsekvensen af atten-tatforsøget, må det umiddelbart undre, at Bonhoeffer klarede frisag. Han fik, skønt anklaget for højforræderi, indtil videre usædvanlige fængselsophold. Han blev eksempelvis aldrig udsat for tortur. Han modtog – om end i begrænset omfang – besøgende, fik pakker fra familie og venner med bøger, fødevarer og tobak. Han kunne læse og skrive efter forgodtbefindende. Bogen „Modstand og hengivelse“, som blev til i gestapofængslet i Berlin, er et vidnesbyrd om, hvor godt et fængselsophold kan udnyttes.

Onklen var general

Årsagen til alle de goder, der blev Bonhoeffer til del under fængselsopholdene i Berlin, bør nok søges hos Berlins kommandant, general Hase, som var hans onkel. Som general i hæren var han ikke uden indflydelse på såvel Gestapo som SS. Den 8. august 1944 blev general Hase sammen med seks andre højtstående officerer hængt i Plötzenseefængslet i Berlin, i klaverstrenge. Med onklens henrettelse var Bonhoeffer ikke længere under nogen beskyttelse.
I de første måneder af 1945 lukkedes adskillige prominente fanger ud fra kz-lejre og gestapofængsler over hele Tyskland – ikke til frihed, men for at blive ført til ukendte mål. Der var tale om fanger, som jævnfør Hitlers ordrer under ingen omstændigheder måtte falde i de allieredes hænder. Da en højtstående officer under en konference i førerhovedkvar-teret spurgte Hitler om, hvad der skulle ske med disse fanger, hvoraf flere var mindreårige børn af officerer, der havde været med i 20. juli sammensværgelsen, lød det iskolde svar: Skyd dem alle sammen.

Lunding kendte prisen

I gestapofængslet i Prinz Albrechtstrasse i Berlin sad blandt mange andre den danske efterretningsofficer Hans Lunding, der var sigtet for spionage. Han hørte til de prominente fanger. Uformelt havde han under et forhør hos Ober-sturmbannführer Heinrich Müller fået sin dødsdom, da Müller ikke fandt, at Lunding var særlig meddelsom, idet han trods trusler om tortur ganske enkelt nægtede kendskab til alle anklagepunkter. Forhøret sluttede med denne salve: De vil ikke komme for en domstol. Vi tager ingen chancer, vi har i Gestapo egne magtbeføjelser. De er selv efterretningsofficer, så De kender prisen for det, vi anklager Dem for. Måden og fuldbyrdelsen af Deres dom bestemmer Reichsführer i SS, Heinrich Himmler.
Men fuldbyrdelsen blev i dette tilfælde aldrig til noget. I sidste halvdel af 1944 blev Lunding overført til kz-lejren Flossenburg i Østbayern, en snes kilometer fra grænsen til Tjekkoslovakiet. Her blev han anbragt i fængselsafdelingens celle 21. I nabocellen, nr. 22, sad den tyske efterretningschef Wilhelm Canaris. Ud over, at de to havde været en slags »kolleger« som efterretningsofficerer i hvert sit land, havde de altså nu det til fælles at være fanger i en lejr med udsigt til muren, hvor dødsdømte fanger blev hængt. Lunding fortalte mig, at han løseligt anslog, at mellem 700 og 800 fanger blev hængt i de ti måneder, han sad i Flossenburg.

Canaris blev hængt

Natten mellem den 8. og 9. april – altså knap en måned før Hitler-Tysklands sammenbrud, meddelte Canaris ved bankesignaler på cellevæggen Lunding, at han havde været i et flere timer langt forhør, hans tøj var gennemvædet af blod, han var stærkt forslået, og man havde brækket hans næse. Spillet var ude. Han havde fået sin dødsdom og bad Lunding, hvis denne kom levende hjem, hilse hans familie og give hans kone besked om ting af privat karakter. Det var en bøn, som Lunding var i stand til at opfylde få måneder senere. Klokken seks den følgende morgen, femårsdagen for Danmarks besættelse, vågnede Lunding ved tummel og kommandoråb nede i fængselsgården. Han nåede netop hen til vinduet og så Canaris’ hoved falde forover i den rebløkke, som havde kvalt ham. Hen på formiddagen blev Canaris’ stabsehef Hans Oster og den kendte teolog Dietrich Bonhoeffer hængt.

Er du den næste?

Mange år senere fortalte Lunding mig, at han efter oplevelsen denne 9. april for alvor begyndte at spørge sig selv. Er du den næste, der skal hænges i en jernkrog på fængselsgårdens mur? Ikke at jeg var bange for døden eller det, der fulgte efter, men jeg ville gerne have taget ordentlig afsked med min kone og mine børn.
Den 16. april kom Lunding sammen med 39 medfanger på transport til kz-lejren Dachau nær München, hvor de blev indkvarteret i lejrens bordel, hvis virksomhed var indstillet. Fire dage senere fik dette fange-kontingent besked om at møde den efterfølgende dag klokken ni til filmforevisning i et stort baderum, som var indrettet til lejrbiograf. Umiddelbart fandt fangegruppen, at dette lød som en spændende afveksling i den grå og triste hverdag – indtil gamle Dachau-fanger fortalte, at biografforestillinger i omtalte baderum betød aflivning ved gas. Et kvarter før den berammede »biografforestilling« kom der kontraordre. Den 22. april kom gruppen igen på transport mod Innsbruck. Turen fortsatte mod syd til Italien, hvor års mareridt afsluttedes, da gruppen blev befriet den 4. maj af amerikanske tropper i Tyrol.
For mange, mange kz-lejrfanger oplevedes dagene omkring den 1. maj 1945, som om klokken var fem minutter i tolv. For Hans Lunding, Martin Niemüller og mange andre oplevedes den 21. april som »Miraklet i Dachau«. Var dette ikke indtruffet, var der ikke blevet flere dage.

Læs også