Tværkirkelig for Jesus

”Kun naive unge kæmper for samarbejde kirker imellem, vi erfarne voksne ved, at noget sådan ikke lader sig gøre”.Hmmm.. Jeg håber ikke, du læser videre, fordi du er enig i dette udsagn, men fordi citatet gør dig spekulativ.Måske har du selv sagt noget i den retning, eller også kender du dem, der ofte fyrer noget lignende af. De, der føler således, har accepteret kirkens nuværende væsen og dens plads i Danmark.
Og er det for så vidt ikke også i orden? Eller skal den amerikansk-prægede wannabe-voksen generation absolut protestere…?
Jeg svarer:
Nej! Ikke nødvendigvis! Men det er vores kristne pligt at protestere, hvis noget kan ændres til det bedre eller måske endda skal laves helt om i kirken! Enig?

Lost in space

Se, jeg er et menneske, der ikke bryder sig om genkendelighed. For at være mere korrekt så kan jeg ikke udstå ensformighed.
Tag nu bare ruten fra min lejlighed til stationen. Jeg hader den! Fordi den er grim og ujævn?
Nej, fordi jeg har kørt på den en millionmillard gange, og så vil jeg langt hellere cykle en omvej, når jeg skal til stationen, end se vejen en gang mere.
Men samtidig har jeg revolutionerende nok fundet ud af, at kendte veje er til ufattelig stor hjælp. Her i løbet af sommeren har jeg arbejdet som rengøringsassistent… PÅ CYKEL! Jeg skulle cykle fra SØ til NØ til V og så til N and so on… Og jeg må se i øjnene, at Odense er større, end jeg regnede med.
På trods af kort og rutebeskrivelser fór jeg vild igen og igen. Jeg var rædselsslagen til tider! Og i det sekund, jeg så noget, der mindede mig om en vej, jeg vist nok kendte, cyklede jeg så hurtigt, jeg kunne ned ad den, selv om kortet højst sandsynlig kunne vise mig en kortere rute.
Altså, havde jeg været bedre til at læse kort, så var det nok ikke gået så galt, som det op til flere gange gjorde. Men endnu bedre ville det have været, hvis jeg havde haft nogle at følges med. Måske havde der været én i flokken, der var særlig god til kortlæsning…
Jeg erfarede dog EN forholdsregel, som ikke ændrede sig – uanset de spacy kort. Nemlig, at jeg ikke skulle cykle udenfor Odense. Alle hjem lå jo indenfor byen, så hvis jeg holdt mig indenfor Odense, så var jeg sikker på at finde frem i løbet af dagen på den ene eller den anden måde.

Church-space

Og hvorfor skal jeg fortælle om min rengørings-sommerferie??? Fordi den minder mig om kirken. Biblen er vores kort, og Jesus Kristus er vores by, og er man alene på rejsen, bliver det lettere at fare vild, end hvis man er flere.
Kirken består af mange meget forskellige mennesker, og nogle elsker nye events, mens andre hader dem.
Nogle har en tendens til at klamre sig til de gamle metoder i skræk for at fare vild i nogle af de nye. Andre forkaster alt det gamle i provokation og bevæger sig kun ad nye veje. Fordi der findes de to yderpunkter i kirken, tvinges mange til at vælge side, og det er ikke let.
Bryan McLaren, manden bag Emerging Churches, skriver i sin fremragende bog ”Kristen på en ny måde” om, hvordan vi er gået fra den moderne tid til den postmoderne tid. Han indikerer, at nogle kristne nægter at tage del i den overgang, som samfundet netop nu befinder sig i, og derfor risikerer kirken at blive lukket helt ude og alene set på som sekterisme eller oldkundskab.

Missionér i Danmark

Hvis vi holder os inden for ”Guds by”, så er vi sikret. Hvis vi holder os til vores eget gadehjørne, så er vi også sikret. Nogle vil mene, vi udelukkende er trygge der, men forhindrer vi da ikke alle mulige andre folk i at høre om Jesus? Er det så ikke kirkens tilbagelænen i det bløde gamle sæde, der til dels er skyld i, at Jesus ikke er kommet endnu?
Det er enormt betydningfuldt at sende missionærer ud til den 3. verden, men det er immervæk også vigtigt at få Vestens ugudelige lande til at tænke sig om.
Fordeler vi os derimod, samarbejdende, på ”gader og stræder”, hvorend vi kan, ville der så ikke komme vækst? Forskellighed er en styrke, vi bør udnytte og ikke modkæmpe.
Melder du dig som frivillig til at prøve ikke at stå i vejen for Jesu genkomst?
Tør du klappe skuldre på andre menigheder og anerkende dem, der læser Bibelen med et andet filter end du?
Eller nægter vi samarbejde med dem, der af hele deres hjerte tilbeder samme Gud som os?

Panikhandlinger eller indbyrdes kærlighed

Min påstand er, at hvis alle kristne kirker var fælles om at finde vej i denne nye postmoderne tid, så ville budskabet om Kristus nå langt flere.
Om vi kan lide det eller ej, så befinder vi os i en tid, der ofte ønsker mere, end hvad kirken i øjeblikket formår at pejle dem hen imod. Så længe vi stirrer os fast på de alt for forskellige opfattelser, bliver det ikke bedre.
Enten kan vi i panik spæne tilbage til noget velkendt, eller også kan vi sammen fokusere på vores fælles mål og udregne den bedste måde at komme derhen på.
De skal kende os på vores kærlighed til hinanden…