Tågede tilstande i Folkekirken

En pensionist gør sig overvejelser over, hvorfor danskere dropper Folkekirken.Enhver der eksempelvis har været ude i Tøndermarsken eller i Nordfriesland en tåget novemberdag har i det grå landskab oplevet den fascination det er at se og opleve landsbykirketårne markere deres profiler i den grå masse, som landskabet er indhyllet i.

Af Helge Clausen
pensionist,
Horsens.

Man skal meget tæt på, før kirkehuset og dets omgivelser får farver, men det står der i landskabets grå efterårsmasse som et vidnedsbyrd om en fortid, der er trådt ind i øjeblikket i det ærinde, som fulgte med, da danerne valgte den hvide Krist og modtog evangelium, dåb og nadver.
Med dette ærinde fulgte andet, som i høj grad har spillet en afgørende rolle som mønster for f.eks. socialpolitikken, der levendegjordes igennem omsorg for gamle og syge, – og ikke mindst undervisningen af børnene, – tidligst nok i bibelhistorie. Senerehen i fag, der gav vidde, perspektiv og udsyn i samfundslivet. – Det var dengang! – og hvordan er det så gået ?

En dame jeg kender perifert kom en dag med denne påstand: ”Vor tids folkekirke har skabt en tåge omkring sig – og er i folkets bredde forsvundet i denne tåge.
Menighedsråd, menigheder og præster har mange steder så megen tåget uklarhed om, hvad kirkens egentlige ærinde er, at den indhyllet i sin selvskabte tåge lever, så omverdenen ikke kan finde ud af, om den er et verdsligt forsamlingshus eller et sted i sognet, hvor det kristne evangelium forkyndes og relevante kirkelige emner tages op til debat.”
Der er megen sandhed i postulatet: ”Gudshuset har en utilfreds gæst boende, det er evangeliet. Denne gæst vil ud af huset, for at gøre sin gerning blandt mennesker for at bibringe dem evangeliet til tro. ”

Vi har i denne kirke præster, som forkynder evangeliet efter evne, og ingen overordnet statsmagt til at hindre denne forkyndelse.
Det er derfor for kirken meget om at gøre, at den ikke ved sin ligegyldighed gør det åndelige miljø så tåget, at det ikke kan øjnes udenfor de indviedes kreds.
Da Poul Hartling var statsminister, kom han under et statsbesøg til at diskutere trosfrihed med de sovjetiske ledere. Om det var i København eller Moskva er uvæsentligt.
Den sovjetiske ministerpræsident sagde noget væsentligt i denne debat, nemlig:
”I kan sagtens i Danmark. I behøver ikke at bruge ressourcer i det omfang, vi gør, for at kvæle kristendommen – og trods disse ressourcers anvendelse vokser kirkesamfund og menigheder katastrofalt. Hvor vi virkelig kæmper en kamp for at holde dem nede, kvæles de hos jer af kirkens egen ligegyldighed.”
Ord til eftertanke – ikke sandt?

En kirke, der ikke er forældre behjælpelig med den kristne børneopdragelse, er hyldet ind i tåger.
Dog, den kristne børneopdragelse er forældrenes ansvar, men kirken kunne gerne tilbyde hjælp til denne vanskelige, men vigtige opgave.
Kirken er forsvundet i tågen, når forældre kun overkommer at køre deres børn til kirkelågen søndag formiddag, – uden at de selv deltager i gudstjenesten. Når Birthe eller Peter er sat af, iler man i femte gear hjem til rundstykkerne og morgenavisen. Hvorledes forventer disse forældre mon, at deres børn skulle få et positivt forhold til kirke og kristendom, når de kun har despekt og ligegyldighed tilovers for den konfirmationsforberedelse, som de selv frivilligt har valgt, at Birthe eller Peter deltager i?
Denne situation skaber tåge, som gør det vanskeligt for mange at tage kirken, dens ærinde og holdning alvorligt. Birthes og Peters forældre er jo også betalende medlemmer af det folkekirkelige forum, selvom de kun kommer der en gang om året, og som barnedøbte forsømmer de ingen lejlighed til at kalde sig kristne. – De er i hvert fald kristnede! “Som mand og kvinde skabte Han dem” (1.Mose bog 1, v. 27).
Medlemmer der aldrig eller sjældent kommer i den sekulariserede kirke i Danmark ved godt, hvordan kristne mennesker bør opføre sig.
Derfor har der også udenfor den folkekirkelige ledelses regi udspundet sig en væsentlig debat om kirkens holdning til velsignelse/vielse af homofile par. Denne debat har indeholdt væsentligere argumenter i sin struktur end den debat, som biskopper, provster og præster har bragt til torvs.

Hvordan kan kirken som institution acceptere præster, som lever et homofilt forhold, som hyrder i menigheden?
Er læren om det gode eksempel – ikke mindst i en menighed – ikke et minimumskrav, som menigheden må have lov at stille, hvis ikke det hele skal ende i utroværdigt gøgl?
Hvor sekulariseringen har bredt sig og kirkens modstandskraft er brudt, er vejen til forfald og undergang kort.
Det lys, kirken er sat til at tænde i verdensmørket, synes mange steder at være slukket. Det er derfor, man famler rundt i tåge og mørke – uden at kunne tage bestik af det væsentlige. Det er for billigt at skælde ud på de mange, der går kirkens dør forbi. Spørg efter årsagen hertil! Kan hænde at vi får et ubehageligt svar.

Reformatoren Martin Luther nøjedes ikke med at tordne imod Romerkirken. Han slog også verbalt hårdt til imod sekterer yderligtgående elementer indenfor den protestantiske kirkes rammer.
I særdeleshed var han ude efter dem, der gjorde livet surt og tåget for deres medkristne ved at opfinde nye synder, f.eks. deltagelse i “Volkstanz“, – så, som han spurgte: ”Er der ikke så mange synder, at det er unødvendigt at opfinde nye?“
Disse ”syndsopfindelser” tilhørte ikke en speciel tidsalder. De er en ”opfindelse“, som har overlevet helt op til år 2006. Det er bl.a. selvopfundne synder, som gør at kirken forsvinder i tågen, en tåge, som gør livet blandt kristne så uigennemsigtigt, at det salte evangelium og dets kraft skjules af selvopfundne finurligheder.
Ytringsfriheden i Danmark skal ikke anfægtes. Det har vi statsministerens ord for. Man må gerne – også som tjenestemand i kirken – udtrykke meninger offentligt, uden at nogen kommer efter én.
Når en provst offentligt har udtrykt, at vedkommende glæder sig til at velsigne og vie homofile par, er denne udtalelse ikke alene til skade for kirken og provstens omdømme! Den er betænkelig. Det er fantastisk, at en præst i Folkekirken glæder sig til at handle i uoverensstemmelse med Skriftens Ord – og det bekræfter rigtigheden af en klog mands korte digt, der lyder:
Vi vælger så rart demokratisk en gud, der er, som vi vil. Så gør det slet ikke så meget om det er den gud, der er til.
Jo, tågen i kirken breder sig.