Her serverer de kaffe med tolerance

Med den seneste konflikt på Nørrebro er det ikke ligefrem næstekærlighed, der har præget bybilledet i København. Men det vil Café Retro lave om på.I Danmarks kulturmekka København findes der foruden de mange specialbutikker og spisesteder nu endnu et tilbud om at nyde en kop kaffe i tilbagelænet stil. Café Retro i Knabrostræde bygger på værdier, der giver serveringen ekstra nydelse. Alt overskud går nemlig på kristeligste vis til nødhjælp i den 3. verden.
Nu er næstekærlighed ikke ligefrem det, der for tiden præger det københavnske bybillede med demonstrationer og konflikter.
Bydelen Nørrebro er de senere år blevet indbegrebet af landets voksende kulturmodsætninger. Men her tror Café Retros ”bagmand”, sociolog Rie Skårhøj, at cafeen kan gøre en positiv forskel:
– Vil gå imod den der ”show off” tendens. Stilen er retro. Vi vil back to basics og finde frem til helt basale værdier som næstekærlighed og tolerance.
– Nogle har troet, at Retro skulle forstås opdelt som ”Ret-tro”, men det er der ikke noget om, smiler Rie Skårhøj.

Vil ikke kun
skumme fløden

Men det betyder ikke, at cafeen er holdningsløs – tværtimod. I cafémiljøet er det ofte en kamp om hvem, der laver den bedste burger eller den bedste café latte. De fleste cafeer prøver at være smarte, nye, trendy og moderne i indretning og skiltning. De vælger at bruge én del af overskuddet på at købe flere designermøbler og følge med tiden, mens den anden del går til medarbejderne og ikke mindst chefens lønkonto. Men ikke på Cafe Retro, der er en såkaldt non-profit café:
– Vi vil andet end skumme fløden, fortælles det bramfrit på cafeens hjemmeside. – Alt overskud går til humanitært arbejde steder i verden, hvor mennesker er mindre privilegerede, end vi er i Danmark. Ved at gøre andre rigere, tror vi også på, at vi selv bliver rigere – om end på en anden måde.
Men kan man leve af at være non-profit? I en by som København hvor konkurrencen er hård, og hvor cafeer som sagt ikke er en mangelvare, må mange projekter gå nedenom og hjem. Det gælder dog ikke Cafe Retro:
– Det går faktisk rigtig godt for os, fortæller Rie Skårhøj. – Vi har nu 80 frivillige medarbejdere fordelt på flere forskellige teams, der tager sig af de forskellige områder. Der er også mange bands, som kontakter os med ønske om at spille i cafeen, og vi har mange events kørende. Et par af vore ønsker er at fremme kunst, design og debat, ligesom at give en scene til de nye kunstnere og designere, så de kan komme frem.

Et andet hjem i byen

Hyggesang.

Drømmen om en anderledes café til unge i København startede med en tur til London i 2003. Visionen om ”et andet hjem i byen” blev inspireret af det interessante cafemiljø i den engelske hovedstad. Her kunne unge mødes på tværs af kultur, holdninger og religion i et hyggeligt miljø, hvor alt det overfladiske var skraldet af og med det autentiske som det tilstedeværende.
– Vi kunne selv bruge sådan et sted og tænkte, at der nok også var andre, der kunne tænke sig det, fortæller Rie Skårhøj. Og som sagt så gjort.
I dag ligger Café Retro som et hyggeligt tilholdssted i en sidegade til Strøget i København. Mens flertallet af andre cafeer er moderne med dyre designermøbler og tilhørende overpriser, har Cafe Retro gjort det diametralt modsatte og indrettet sig med mørkt 60’er tapet, pejs, gamle møbler og bøger.
– Gamle møbler skaber en hyggelig atmosfære. Næstekærligheden bliver konkret, i og med at folk føler sig meget velkomne i sådan en stemning, fortæller Rie Skårhøj.
Ind imellem sker det, at folk spørger om cafeen er kristen…
– Så svarer vi, at det er den ikke. Vi vil ikke skilte med store bogstaver, at vi har kristne værdier. Det sker faktisk helt automatisk, at folk spørger ind til det, og så kan vi jo fortælle dem mere. Vi har ikke bibler liggende og har ikke som mål at missionere.

Atypisk for cafémiljøet

Vi spurgte en af cafeens flittige besøgende, hvad han syntes om cafeen:
– Det, som er helt særligt ved Cafe Retro, kan siges med tre ord, fortæller Andreas Krog: – Dens varme som det første – modsat mange andre cafeer i København, som snarere kan beskrives som kolde og snobbede. Det andet er, at når man kommer til cafeen, føler man ikke, at man skal præstere eller være noget særligt. Man kan komme som man er, hvilket er meget atypisk for det københavnske cafemiljø. Det tredje og sidste er, at personalet er meget imødekommende. Man føler sig velkommen. Jeg synes, det er fedt at kunne sige i min omgangskreds, at vi har en hyggelig cafe, som bygger på kristne værdier og som går imod den gængse cafebusiness, hvor profitten er formålet.
Og Cafe Retro siger ikke kun, at de er en non-profit cafe, hvor overskuddet går til den tredje verden:
– Vi har nu doneret næsten 200.000 kr. til et rehabiliteringscenter i Delhi, Indien, kaldet Sewa Ashram, fortæller Rie Skårhøj.

Meditation i ”stillerum”

På Cafeens første sal finder man foruden et bordfodboldspil og flere hyggelige kroge også en dør, som leder ind til ”Stillerummet”. Hver torsdag lægger Cafe Retro nemlig også hus til meditation.
Meditationen bygger på en kristen livsfilosofi og har til formål at hjælpe dem, som ønsker at stresse af eller finde en indre ro og fred. Rummets atmosfære er meditativ, med bøger, stille musik, puder, levende lys og en væg, man kan hænge små guldkorn op på, hvis man har fået noget under en meditation, man ønsker at dele med de andre brugere.
Det er dog ikke kun unge med interesse for filosofi som kommer på Retro.
– Vi kan se, at der kommer mange humanister, studerende fra Københavns Universitet på Amager og fra Roskilde Universitets Center. Der kommer mange forskellige typer, for vi har mange forskellige projekter. Især når vi har så mange forskellige bands, som kommer og spiller, medbringer de jo automatisk også forskellige typer af mennesker, slutter Rie Skårhøj.
Rie er foruden det frivillige arbejdei Café Retro ansat som sociolog på Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik og er medforfatter til en række bøger om unge og tro. Hun er også jævnligt på farten med foredrag.