Det handler om at blive set

Niels Henrik Arendt er biskop i
Haderslev Stift

Niels Henrik Arendt

De fleste af os er forfængelige nok til godt at ville lægges mærke til.
Men vi bryder os alligevel ikke om at træde alt for meget ud af mængden. F.eks. når der er tale om at påtage sig et ansvar: det er ikke mit ansvar med den udbredte ensomhed, det er ikke mit ansvar, at naboens familieliv går skævt. Jeg er jo bare én af mængden.
Man kan også længes efter at træde ud af rampelyset, når man af en eller anden grund har skilt sig ud. Hvis man er ramt af en sorg og skal modtage andres deltagelse, kan man længes efter bare at være en af de mange. Og føle lettelse, når man igen kan vende tilbage til den daglige rutine, hvor der ikke bliver lagt særligt mærke til én.

Sådan kan man godt forstå, at de ni spedalske skyndte sig til præsterne for at blive erklæret raske efter den onde tid som spedalske, hvor alle havde lagt mærke til dem – i stedet for at gå tilbage til Jesus. I selskab med ham ville de jo stadig skille sig ud. Præsterne, de var en slags grænsevogtere, der bevogtede grænsen mellem menneskenes samfund og ødemarken udenfor, hvor de forkerte hørte til.

De ti havde været udstødte, forhindrede i at leve et ganske almindeligt liv. Nu fik de muligheden for at blive som de andre og føle trygheden ved, at det nu var nogle andre, der var de fordrevne. Det havde de længtes efter.
Ni af de helbredte skyndte sig til præsterne og derefter direkte ind i geleddet. Forståeligt nok. Alligevel undrer Jesus sig – i hans øjne fik de ikke det rigtige ud af det, som hændte dem. Men én vendte altså om; én gik ikke til præsterne. Han var en samaritaner.

Dermed var han stadig én af de udstødte. Var han nået frem til præsterne, ville de have fortalt ham, at de ikke var præster for ham. Han vidste dybere end de andre, hvad det var at stå udenfor. Mens de ni blev ligesom alle andre, blev han ved med at skille sig ud.
Man kunne godt forvente, at han ville være forurettet. Fordi helbredelsen af hans spedalskhed nu lod hans andet ”handicap” stå så meget klarere frem. At han var født som samaritaner fandtes der ingen helbredelse for. Alligevel vender han tilbage i dyb taknemmelighed. Hvorfor?

Fordi det samfund, præsterne kunne have lukket ham ind i, ikke virkeligt var det værd.
For de ni var den store forskel, om de var lukket ud eller lukket indenfor i mængden. Men er det virkelig det vigtigste at være som alle andre? Det må nogen betale for – de som står udenfor. Hvor tit dyrker vi ikke vores egen lykke på andres bekostning?
I kristendommen handler det ikke om at gå i ét med alle de andre – dér handler det tværtimod om at blive set. Blive set med sin sorg, sin skyld og sin smerte. Det rigtige menneske-samfund findes dér, hvor et menneske ikke behøver at flygte ind i mængden og skjule sin skyld, sit ansvar og sin elendighed. Samaritaneren havde stået udenfor – og han gjorde det stadig. Men Gud havde fået øje på ham. Var det ikke vigtigere end noget andet?

Vi er så forlegne for ikke at skille os ud. I stedet for taknemmeligt at huske, at når vi rammes hårdt, har Gud øje for os.
Det sandt menneskelige samfund er et andet, end det vi for tit satser på. I kristendommen kaldes det også for Himmeriget. Det består af alle dem, som Gud har fået øje på; de elendige, de bedrøvede, de forfulgte, de straffede, de syge, de ensomme, alle de udstødte. De er på vej til glæden.
Det ægte menneskelige samfund – det står også åbent for os. Hvis vi begynder at se på de andre med det samme blik, hvormed Jesus så på dem. I Jesu nærhed behøver man ikke at stjæle sin lykke på andres bekostning.
Kristeligt Pressebureau