Bog Tema
Forbløffende
spændingsroman
Kobberrullens hemmelighed er en politisk thriller, der næsten er umulig at lægge fra sig.Hvis man syntes om Ladt tilbage-serien og bøger af Dan Brown-typen, vil man ganske sikkert finde Kobberrullens hemmelighed spændende og særdeles læseværdig.Det, der karakteriserer bøgerne, er en stærk forventning om Kristi nære genkomst hhv. en fascination af det mystiske eller gådefulde.
De meget dramatiske begivenheder i Kobberrullens hemmelighed finder sted i en fremtid, der absolut ikke er fjern. Ud fra de oplysninger, der gives i bogen er det inden for de næste ti år. Og det er vel at mærke efter det, der i romanen – under henvisning til Ez 38 og 39 – omtales som Ezekielkrigen og Ødelæggelsens Dag, hvorunder hele byer – bl.a. storbyer som Moskva, Teheran og Damaskus – og moskeerne på Tempelbjerget i Jerusalem lægges øde.
En gruppe arkæologer er kommet på sporet af en skat, hvis lige denne verden ikke har set. Det skulle dreje sig om alt det, der har været i Salomos tempel, samt alt det, der har været samlet ind i tempelskat. Et sted i romanen skønnes værdien af al udsmykningen, af guldgenstandene og -mønterne at være mange milliarder dollars. Det er den israelske regering, der har samlet gruppen, og formålet for regeringen med at finde denne skat er, at det vil give den mulighed for at opføre det tredje tempel, som i pragt skal overgå Salomos.
Israels hovedfjende er Irak, der er det eneste af de muslimske og arabiske lande, der har formået at rejse sig efter Ezekielkrigen. Den nye irakiske leder, præsident Mustafa Al-Hassani, vil også have fingre i skatten, først og fremmest for netop at forhindre, at templet bliver bygget.
Under jagten på den forsvundne skat finder man også oplysninger om Pagtens Ark, som kun intensiverer jagten, for som en af araberne, prins Abdullah Farouk, der deltager i jagten, siger: Det er ikke et spørgsmål om at finde et støvet gammelt relikvie til et museum. Det er et spørgsmål om at finde det første masseødelæggelsesvåben. Derefter omtaler Farouk, hvordan Pagtens Ark har jævnet fjendtlige byer med jorden og udryddet hele hære. Hvis zionisterne finder den først, vil den gøre dem uovervindelige.
Der skal ikke afsløres noget om, hvordan det går i denne meget spændende roman, men der venter læseren et par overraskelser undervejs.
Er denne store, skjulte skat så ikke bare ren fiktion? Nej! Ikke helt i alle fald.
I 1952 fandt man i Qumrans huler, hvor Dødehavsrullerne blev fundet, også en kobberrulle. Arkæologerne brugte næsten fire år på at få åbnet og tydet dens indhold. Da det endelig skete, blev det den 1. juni 1956 forsidestof i New York Times, der som den første avis kunne fortælle den forbløffende historie. Kobberrullens hemmelighed var nemlig oplysninger om en skat, der skulle være skjult i bjergene i den judæiske ørken på Jordanflodens vestbred, og som overgår den vildeste fantasi. Hvis skatten findes, skrev avisen, består den af 200 tons guld og sølv.
Den udgør nu den ene del af inspirationskilden til Kobberrullens hemmelighed. Den anden er (nogle af) de bibelske profetier, der endnu ikke er gået i opfyldelse, især Ez 38-39. Og som forfatteren, Joel Rosenberg, der introduceres på dansk med denne roman, tilsyneladende mener ret snart vil blive opfyldt.
I en præsentation i bogen står der, at han er kommunikationsstrateg og har arbejdet med nogle af verdens mest indflydelsesrige ledere – og at han er forfatteren til de meget solgte bøger The Last Jihad, The Last Days og The Ezekiel Option. I disse romaner digter han også om (stor)politiske begivenheder. Fx begynder den første roman med et selvmordsangreb i et kapret fly på en amerikansk by, som resulterer i krig mod Saddam Hussein. Men romanen blev skrevet før 11. september 2001 …
Jeg ser meget gerne, at de første tre romaner også bliver tilgængelige på dansk!
Joel Rosenberg:
Kobber rullens hemmelighed
424 sider
199 kr.
Scandinavia