Er Gud almægtig eller afmægtig?
Juleevangeliet fortæller om Jesu komme til jorden – men ondskaben raser fortsat…
Hvordan hænger det sammen? Hvad siger filosofien og teologien? Har Guds selv valgt afmagten?Der er et spørgsmål, som til alle tider har været en udfordring for tænkende mennesker: Er Gud med i alt, hvad der sker?
Tør vi f.eks. tale om, at der bag verdens begivenheder står en aktivt handlende Gud, eller i det mindste at han er med i dem, eller i det allermindste at han ved om dem? Eller er vi blot en del af en upersonlig og tilfældig skæbne?
Spørgsmålene fremprovokeres bl.a., fordi den kristne kirke har citeret Jesus for at sige, at der ikke falder en spurv til jorden, uden at Gud er med. Og i forlængelse af dette og mange andre ord i Bibelen har den kristne i mange århundreder udtrykt, at man tror på en almægtig Gud.
Spørgsmålet blev meget aktuelt for få år siden i forbindelse med den store tsunami.
I den forbindelse spurgte mange, om Gud kunne have noget med den katastrofe at gøre. Nogle henviste til, hvad Jesus engang sagde i en tale om den nuværende verdens afslutning. Han talte om, at folkene på jorden skulle gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen (Lukasevangeliet kapitel 21, vers 25). Senere har en af vore biskopper udtalt, at det ikke kan afvises, at de uregelmæssige klimaforhold er tegn på jordens sidste tider.
Ønsker vi svar på de spørgsmål, vi indledte med, er der bl.a. to muligheder. Vi kan f.eks. spørge filosofien. Men det skaber ikke megen afklaring. Og det er egentlig logisk nok. For siger man f.eks., at Gud er god, så kan han ikke være almægtig. For er han både god og almægtig, så ville han vel få ondskaben i verden til at standse. Så længe den eksisterer, må konsekvensen være, at enten er Gud ond, og så kan han godt være almægtig eller også er han virkelig god, men så må han nødvendigvis være afmægtig og således ude af stand til at gøre noget ved ondskaben. I realiteten kan filosofien ikke føre os længere.
I det hele taget kan filosofien ikke hjælpe et menneske til troen på Gud eller det modsatte. For der kan være gode argumenter både for tro og for vantro.
Ens holdning afhænger af den tolkning, man giver det sete. Det kan illustreres med den lille anekdote af filosoffen Anthony Flew: To mennesker gik en tur i skoven og kom til en lysning, hvor der voksede blomster. Den ene siger: Blomsterne fortæller, at der har været en havemand. Den anden siger, at alt ukrudtet beviser det stik modsatte.
Men giver vi herefter bolden videre til teologien, er det anderledes. Her er svaret, at Gud både er god og almægtig. Hans godhed bliver f.eks. understreget i Jesu ord om, at Gud lader sin sol skinne, og at han lader det regne både over onde og gode. Jamen, hvad er så forklaringen på al ondskaben og nederdrægtigheden i verden?
Svaret er, at det virkelig hører med til det kristne evangelium, at Jesu komme til jord betød, at Gud besejrede det onde. Derfor var det også naturligt, at nogle i Jesu samtid spurgte, om ikke de skulle kæmpe for at udrydde det onde.
Jesus besvarede spørgsmålet med et billede. Han sammenlignede det onde og det gode med henholdsvis ukrudt og en hvedemark. En bonde kan fristes til at fjerne ukrudtet for at forbedre væksten for hveden. Men nej, sagde Jesus, for hvis I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Teologiens svar er altså, at det onde er besejret. Men den sejr bliver først synlig ved verdens afslutning. Gud er god, derfor har han besejret det onde. Og han er almægtig, og det vil vise sig den dag, sejren bliver materiel og synlig.
Men har teologien så endeligt løst den tankemæssige konflikt? Nej, ikke umiddelbart. For hvis Gud virkelig er god og almægtig og har været det fra før verdens skabelse, hvorfor eksisterer det onde så i det hele taget? For alle kan vel være enige om, at f.eks. tsunamiens konsekvenser må anses for at være noget ondt.
Hertil må siges, at det ikke er en skam, hvis det menneske, som Gud har skabt, ikke kan svare på alle de spørgsmål, som har med netop Gud at gøre. Det er vel ikke nogen skade til, at vi som mennesker må stoppe op og erkende vor begrænsethed og blive tavse. Det er der selvfølgelig nogen, der kan lave en morsom historie ud af. F.eks. da en læserskribent skrev, at han godt kan forstå, at præster og andre gejstlige i folkekirken bliver stressede, når de skal forklare, hvad Bibelen lærer om kristendom. Han mente endvidere, at det jo er nemt for fundamentalisterne, som tror, hvad der står i Bibelen og som i øvrigt har sat tankevirksomheden på standby. Mon der er nogle, for hvem det er så enkelt, som det her bliver sagt?
Det tætteste vi kan komme en forståelse er måske følgende:
For det første hører det med til kirkens budskab, at der har fundet et syndefald sted. Det skete på menneskets initiativ, da det vendte ryggen til skaberen. Det har en masse negative konsekvenser.
Hvis man spejler sig i Jesu bud om kærlighed til Gud og andre mennesker, så må hvert menneske hvis det er ærligt indrømme, at vi er en del af det syndefald. Hvis det ikke havde været, var der ingen, der ville stjæle, slå ihjel osv. Så ville det onde slet ikke eksistere.
Men syndefaldet kom også til at betyde, at døden og alle dens nedbrydende kræfter holdt deres indtog i verden. Det er ikke kun noget, som mennesket bærer med sig i sin krop. Også den ubalance og uorden, som præger hele skaberværket og naturen, er en del af dødens virkelighed. En naturkatastrofe har ikke nødvendigvis sin årsag i konkrete handlinger, men kan generelt henføres til det gamle syndefald.
For det andet: Hvis Gud er almægtig, må konsekvensen være, at han kan forhindre en ødelæggende naturkatastrofe. Samtidig hører det til en kristen forståelse af Gud, at han sommetider bruger sin magt til at afskære sig fra at bruge sin almagt. F.eks. siges det om Jesus, at han er Gud lig. Det er ikke noget, han har tilranet sig, men han gav afkald og blev mennesker lig.
Jesus blev menneske med et bestemt formål og fraskrev sig af den årsag sin guddommelige almagt. Det var også det, der skete, da han lod sig ydmyge og korsfæste. Det skete ikke, fordi romermagten var stærkere end ham (sådan som det umiddelbart så ud), men fordi han ofrede sig for mennesker.
På den måde kan man sige, at Gud både er almægtig og har magt til ikke at være det. Det ser vi også, når det drejer sig om de mange natur- og menneskeskabte ulykker og katastrofer på jorden. Gud fraskriver sig åbenbart magten til at forhindre dem. Samtidig bør vi gøre den tilføjelse, at det ikke er os givet at have kendskab til alt det, han måtte have forhindret.
For det tredje ser vi i den bibelske historie mange eksempler på, at det, som er ondt, har Gud magt til at vende til noget godt. Ofte har det onde sin årsag i, at mennesker i ondskab eller uforstand udfører handlinger, som er til skade både for dem selv og andre. Hen ad vejen viser det sig så, at Gud bruger situationen sådan, at der kommer noget godt ud af det. Mange husker sikkert fortællingen om, hvordan patriarken Jakobs søn Josef var forhadt af sine brødre. Det førte til, at de solgte ham til nogle købmænd, som skulle til Egypten. Her endte det med, at han fik en fremtrædende rolle. Og det fik betydning, da hans brødre flere år efter måtte søge til Egypten på grund af hungersnød. Det, som var ondt, vendte Gud åbenbart til noget godt.
I sidste instans må det imidlertid erkendes, at en forudsætning for på den måde at erkende disse store spørgsmål er, at man er villig til at lade sig sige af den Gud, som er højt ophøjet i forhold til os.
Samuel Roswall, Hillerød, er tidligere funktionschef ved Told & Skat. Han har også været redaktør af tidsskriftet Budskabet.
