At lære sig selv at kende gennem at lære Gud at kende

Enkle øvelser kan lede dig på sporet af Gud i dit liv.
”Lidt kendskab til Gud er meget mere værd en meget kundskab om ham”.- Vi er tilbøjelige til at bruge forslidte klicheer om det at ken­de Gud. Alt for ofte taler vi om Gud på en måde, der er fuld­stændig ude af proportioner med vores reelle erfaring, skriver den kristne psykolog David G. Benner i sin bog ”At lære sig selv at kende”.David G. Benner, som for nylig var i Danmark, er psykolog og bevæger sig mellem psykologi og spiritualitet i sine bøger. Desuden arbejder han som retræteleder og åndelig vejleder.
I bogen nævner han i kapitel 2, at vejen til at lære Gud at kende er gennem Jesus.
– Hvis den usynlige Gud aldrig var blevet synlig, ville vores kend­skab til Gud forblive meget begrænset. Men den guddomme­lige åbenbaring blev fuldkommen i Jesus.
At kende Jesus er derfor at kende Gud (Joh 14,9). Jesus er ”den usynlige Guds billede” (Kol 1,15). Han er således det filter, som vi må lade alle vores forestillinger om Gud passere, når vi søger at bevæ­ge os fra at vide noget om Gud til at møde Gud personligt i Jesus.
David Benner pointerer også, at selv ”lidt kendskab til Gud er meget mere værd en meget kundskab om Gud”.
For at lære Gud at kende kan vi bl.a. bruge disse to enkle former for meditation:

– Evangeliemeditation gør det muligt at være til stede på bestem­te tidspunkter i Jesu liv og på den måde få en fælles erfaring sammen med ham.
Et fælles erfaringsgrundlag er kernen i et­hvert venskab, og meditation over Jesu liv giver denne mulig­hed.
Den form for meditation, jeg anbefaler, er ikke det samme som bibelstudium. Det er en øvelse, der udfordrer fantasien, ikke intellektet. Det handler om at tillade Guds Ånd at hjælpe dig til at bruge din forestillingsevne, så du træder ind i en be­givenhed i Jesu liv.
Lad mig illustrere, hvad jeg mener, ved hjælp af en simpel øvelse, der bygger på Markus’ fremstilling af Jesu møde med den rige unge mand.

Brug først et øjeblik på at falde til ro i Guds nærvær. Luk dine øjne og bed Gud om at tage ordene fra evangeliet og ved Helligåndens kraft gøre dem til Guds ord til dig. Bed om den gave, det er at få nogle øjeblikke, hvor Helligånden bruger din fantasi til at lede dig ind i mødet med Jesus. Læs så flere gange langsomt den følgende beretning – helst højt – i Markusevangeliet 10,17-22.

Giv dig selv lov til at dagdrømme ud fra den fremstillede situ­ation. Forestil dig først manden, der nærmer sig Jesus, netop som han skal til at gå. Observer nu begivenheden, som om du var en tilskuer på stedet. Se, lyt og vær hele tiden opmærksom på Kristus. Lad dig ikke distrahere af den dominerende rige unge mand. Og forsøg hverken at analysere fortællingen eller drage en lære ud af den. Vær bare nær ved Jesus og åben over for dine egne reaktioner. Læg bogen fra dig nu, og brug fire­-fem minutter på denne simple øvelse.

Det er først i de senere år, at jeg regelmæssigt er begyndt at meditere over Kristi liv på denne måde. Efter årtiers bibellæs­ning indså jeg, at mit forhold til Gud var meget mere baseret på, hvad jeg troede på, end hvad jeg erfarede.
Jeg vidste en masse om Gud, men længtes efter at komme dybere i mit per­sonlige kendskab til ham. At lære Jesus bedre at kende virkede som det rigtige sted at begynde. Og det var det.
Alligevel har rejsen ikke været nem. Jeg har svært ved at vi­sualisere ting, og min fantasi er temmelig forkrøblet.
Jeg opda­ger tit, at de detaljer, der dukker op i mit indre billede af en scene, er nøjagtig de samme, som står i den bibelske fremstil­ling. Jeg har tilsyneladende svært ved at lade Helligånden beri­ge mig med flere sanselige detaljer på den måde, som han gør for andre. Men når jeg kommer over mine frustrationer og min fornemmelse af at være mislykket, indser jeg, at bare det at grunde over begivenheden – at tillade mig selv at dagdrømme ud fra den – er at dele Jesu oplevelse med ham.

Jeg støder også på den uundgåelige erfaring af forstyrret opmærksomhed. Det oplevede du måske også, da du prøvede den korte meditation ovenfor. Vær ikke bekymret, hvis du gjor­de. De omflakkende tanker er umulige at undgå. Så snart du bliver opmærksom på dem, så vend ganske enkelt din opmærk­somhed mod meditationen igen. Flydende tanker afspejler den måde, hvorpå Gud har skabt vores hjerner til at kunne asso­ciere frit, så bliv ikke irriteret, når de kommer.

En anden kamp har for mig været følelsen af, at meditati­on var spild af tid. Jeg bedømte det ud fra, hvad jeg fik ud af det. Og når jeg gjorde det, virkede det ofte som om, det var en forfærdelig ineffektiv åndelig øvelse. Men det handler jo ikke om produktivitet og effektivitet. Det, Gud virkelig ønsker, er vores nærvær, også selvom det føles som spild af potentiel produktiv tid. Det er sådan, venner er sammen; ­de spilder tid på hinanden. At være sammen uden nødven­digvis at ”få noget ud af det” er helt fint. Det burde ikke være anderledes med Gud.
Når jeg har brugt tid med Jesus gennem evangeliemeditati­on, er den Gud, som jeg har søgt i årevis, begyndt at blive kropsliggjort for mig. Jo mere menneskelig og virkelig Jesus er blevet for mig, des mere tilgængelig virker den usynlige Gud, som han er et billede af. Jesus bygger bro mellem himmel og jord, det menneskelige og det guddommelige. Hvis han er så guddommelig, at vi ikke kan møde ham i hans menneskelig­hed, forbliver Gud fremmed for os. Men i Jesus er Gud nær­værende.
Der er ikke noget, der kan erstatte meditation over Jesu liv, hvis vi gerne vil grundfæste vores kendskab til Gud i evangeli­erne. Vi får viden om Jesus ved at høre prædikener og læse i Bibelen, men det er ikke det samme som et personligt møde med ham i hans livsløb. Meditation burde være en del af bøns­livet for enhver kristen, der søger et ægte kendskab til Gud. Når vi lærer at bruge evangelierne på den måde, giver de vid­underligt rige muligheder for at møde Jesus.

Artiklen er uddrag af David G. Benners bog: At lære sig selv at kende. Forlaget Boedal 2007. De to andre bøger i serien er: At lære Gud at kende og At vælge Guds vej.
Bøgerne kan bestilles gennem Udfordringen.