Fra ateistisk videnskab til TRO

Den kommunistiske forsker og professor i matematik, Parush Parushev, opdagede at troen havde svar.Professor i matematik, Parush Parushev, og hans hustru, professor i biomekanik og idrætsmedicin, overgav deres liv til Kristus i baptistkirken i Sofia i 1990.I dag er han akademisk dekan og prorektor (vice rektor) på ”International Baptist Theological Seminary, (IBTS)” i Prag, Tjekkiet.
Parushev holdt den 10. oktober 2007 en gæsteforelæsning i Malmø, inviteret af ”Salt Skandinavien”, som er en fælleskirkelig teologisk lederuddannelse.

I Parushevs historie er der især to ting, der står frem:
Gennem en årrække kom han sammen med polske katolikker, som var helstøbte og levede troen ud i hverdagen. Det begyndte på en rejse til en international forsamling af videnskabsmænd og ingeniører i Polen; i en by på vej til mødet fik han at vide, at man havde givet hans hotelværelse til nogle kristne pilgrimme. Han var dybt forundret – hvordan kunne den slags ske i et kommunistisk land, og hvordan kunne folk give sig hen til så gammeldags og uvidenskabelig en tro? Men mødet med de polske kristne bevirkede, at han vendte tilbage på flere rejser med sit arbejde for at høre mere om deres tro. Siden begyndte han sammen med sin hustru at deltage i kristne møder i Sofia.

– Jeg oplevede et møde med Helligånden. En aften på et møde i baptistkirken sad jeg og grundede over budskabet, men pludselig fik jeg et øjebliks oplevelse af stor fred og lys. Det var en sand oplevelse, det varmede og bekræftede for mig, at Gud havde rørt mig, for jeg var jo søgende. Jeg blev klar over, at de kristne, i modsætning til kommunisterne og den verdslige verden på den tid, havde noget værdifuldt at tilbyde i en tid med forandringer. Det var en oplevelse, som ikke kunne bortforklares rationelt. Det var ikke en tilfældighed. Fornemmelsen varede ved, det var ikke blot en kort følelsesmæssig oplevelse, og den er stadig hos mig. Det gjorde mig bevidst om og bekræftede, at Gud eksisterer og taler til os i vore stille øjeblikke – ikke når vi har travlt.

Hans kone havde et parallelt forløb i sin vej til tro.
– I virkeligheden havde hun tidligt i sit liv mødt kristne fra Pinsekirken, men så fik hun en karriere og var dengang ikke parat til så markant en kristendom; det blev hun gradvis senere. Hun kom nok til tro et års tid før mig, bad meget og var klar til dåb. Men hun ønskede at vente med at blive døbt og manifestere sin tro, indtil jeg kunne følge med.
Det var ægteskabelig visdom og tålmodighed!

– Den største forandring i mit liv som kristen består af en pakke. Omvendelse sker ikke i et tomrum, man må identificere sig med en gruppe troende. Den måde, hvorpå de polske katolikker levede deres tro ud i det offentlige rum, gjorde stort indtryk på mig. Især deres sociale etiske holdninger, f.eks. i debatter og i deres forhold til staten; de havde en ansvarlig holdning. Katolikkerne var selvstændige, men de havde også fællesskab i troen, mens den Ortodokse Kirke har mere mystik i sin tro, uden at menigheden nødvendigvis har fællesskab med hinanden. Desuden har den Ortodokse Kirke i de socialistiske lande været undertrykt og infiltreret af kommunisterne. Det har jeg analyseret i en afhandling.
Baptisterne som minoritets-religion har en robust tro, hvor ideologier ikke så nemt kommer i vejen. Jeg identificerede mig med denne minoritet; det passede mig fint.

– Så begyndte jeg at bruge det kristne sprog, som er meget anderledes end det verdslige. Det tog mig nogen tid at finde ud af, hvad bøn går ud på. Og hvad er synd?
I det samfund jeg kom fra, talte man om uheldige omstændigheder og behovet for terapeutisk behandling, når man havde det dårligt. Men man talte ikke om adskillelsen fra Gud som synd.
Som kristen må man leve sit budskab ud i praksis. Her er fællesskabet med andre troende netop det, som hjælper en til at være trofast i troen; det er denne proces med at blive en discipel, som er spændende. Man må overgive sig, ikke blot identificere sig som kristen. Man må ændre sine loyalitetsforhold sådan, at man bliver loyal over for det kristne fællesskab, man er kaldet til at tjene.

– Jeg fik problemer i forhold til mine kolleger og min familie. Jeg havde været partisekretær i fem år, og hele mit voksenliv havde jeg været medlem af det kommunistiske parti, så jeg var en meget offentlig synlig person.
Mine kolleger blev mistænksomme over for min radikale omvendelse. I mit laboratorium, som jeg havde etableret for at forske i megatroniske systemer, var der et team på 46 ansatte, som jeg arbejdede sammen med. I denne gruppe havde vi to gange om ugen møder, så de foreslog selv, at vi skulle holde et møde om religiøse emner og høre om, hvorfor jeg var troende. De var kritiske, f.eks. påpegede de svagheder og fejl i kirken: korstogene, de kristne kirkers velsignelse af militære operationer i krigstid, hvor begge stridende parter blev velsignet.

– Den anden udfordring kom fra min familie.
Mellem de to verdenskrige, da vi bekæmpede fascisterne, var min familie meget aktive i at etablere den kommunistiske bevægelse i Bulgarien. Det betød, at hele min familie, inklusive den udvidede familie, var kommunister. Da jeg blev kristen, fjernede de sig fra mig, undtagen min mor og bror. Jeg mistede forbindelsen med min udvidede familie. Vi var ellers nært knyttet til hinanden.
At ændre min loyalitet fra kommunistpartiet til kristendommen var en yderst radikal ændring. Når man siger til folk, hvor skønt det er at blive kristen, skal man derfor også pege på, at det kan koste dyrt, fordi man bliver nødt til at ændre sine loyalitetsforhold.
At blive kristen indebærer at blive rykket op ved rødderne i sit tidligere liv. Så er det også vigtigt at skabe et nyt rodnet, ellers vender man tilbage til sit gamle netværk. Det er vigtigt, at de kristne er parate til at tilbyde en ”familie” til de nyomvendte.

– At følge Kristus indebar, at vi deltog aktivt i Baptist-menighedens liv i 1991-1993. Så kom den store udfordring: Vi havde en fremtrædende videnskabelig karriere, samtidig var jeg i gang med at hjælpe med at udvikle en ny teologisk uddannelsesstruktur for de bulgarske baptister. Da vores tid ikke slog til, måtte vi vælge mellem karriere og tjeneste for kirken. Det førte til et radikalt valg for både min kone og mig. Vi besluttede os for at opgive vores videnskabelige karriere. Det er prisen – man kan ikke nøjes med at være en kulturkristen.

Mange tror, at en rationel matematisk tankegang ikke er forenelig med kristendom, men Parushev siger tværtimod, at teologi i et vist omfang er et forsøg på at skabe sammenhæng og tænke rationelt og logisk.
Under Parushevs forelæsning brugte han analogier fra matematikkens og teknikkens verden til at illustrere abstrakte teologiske emner.

Det går igennem hele Parushevs vidnesbyrd, at det var kommunismen og ikke matematikken, som var forhindringen i at overgive sig til kristendommen.
– Men hvordan kan man tro på kommunismen, når hverdagens realiteter modbeviser kommunistisk lære?
– Det kan man, fordi kommunismen er den hurtigste måde for et land at komme ud af fattigdom. Derfor kan det give mening, når man sammenligner et lands økonomi over tid. Det er ikke tilfældigt, at mange fattige lande derfor vælger den vej, og socialisterne er tilbage i de fleste østeuropæiske lande for at bevare en social velfærdsmodel, forklarer Parushev. At der så alligevel var ulighed var et mindre onde sammenlignet med fordelene. Og ulighederne var sjældent udmøntet i penge, snarere i æresbevisninger, tjenester og privilegier, og det skete diskret.

Da jeg spørger Parushev, hvordan han kan overkomme alt det, som fremgår af hans CV, og hvordan han holder sig ydmyg, siger han:
– Jeg får masser af energi gennem det at undervise unge fra hele verden med meget forskellig baggrund, og IBTS er et vidunderligt sted.
Vi er i dialog med de unge og leverer ikke færdige svar, for det kan vi ikke. Vi lærer af dem, og det holder os ydmyge!