Hvorfor der er så mange tidsler…

Nu, hvor kulden for alvor begynder at gøre sig gældende, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på nogle af de oplevelser, børnene gav mig i de lune sommerdage.Det var sensommer, og luften var fuld af hvide tidselfrø, som fløj let hen over de grønne græsarealer. Jeg gik med min yngste søn i hånden og nød solskinnet, naturen og hans lille, varme hånd i min. Han var vist ret fascineret af de hvide frø og deres dans i solen, for pludselig udbrød han:
– Jeg vil kaste et frø helt op til Gud!
Jeg morede mig lidt over hans begejstring og spurgte så, nysgerrig efter at høre hans svar:
– Og hvad tror du så, at han vil gøre, når han får det?
Drengen var ikke et øjeblik i tvivl…
– Så kaster han det endnu højere op!
– Hvem kommer det så op til? spurgte jeg.
– Til Jesus! udbrød purken begejstret.
– Og hvad gør han så med det? spurgte jeg igen.
– Han kaster det endnu højere op!
– Nå, og hvem kommer det så op til? spurgte jeg forsigtigt.
Nu ville drengens begejstring ingen ende tage:
– Alle englerne!!! jublede han.
Det var lige før, at jeg ikke turde spørge mere…
– Okay, min dreng, men hvad gør englene så med det?
– De kaster endnu flere ned igen!!! sagde han og kiggede op på mig med sine klare barneøjne, som om det var den mest naturlige ting i verden.
Selv om en tidsel ikke gør megen nytte, så har Gud skabt den smuk. Og selv om sensommer varsler efterår og derfor også har en sær vemodig klang, så er der masser af ting at glæde sig over. Næste gang du irriterer dig over tidselfrø i din kaffekop en sensommerdag, så stop op og glæd dig over, at livet ikke dør med efteråret og vinteren, selv om den mørke tid nogle gange får os til at føle os kolde og tomme.
Tidselfrøet ligger jo i jorden og venter på foråret, hvor alting igen spirer og gror. Sådan vil Gud også give os håb og hjælpe os i de tider, hvor vi ikke selv har energi til at holde humøret og modet oppe.