Alternativ, kristen misbrugsbehandling

Uden for vinduet farer træer og små gårde forbi, mens de våde, grønne marker i horisonten følger togets retning, den rigtige retning, retningen mod Communitá Cenacolo, Knock, lrland.

Hans Ole Nielsen

Jonas nåede Knock i foråret sammen med Ulla, sin stedmor; hun tog hjem igen, Jonas blev der. Nu er hun atter på vej, denne gang sammen med mig og Jonas’ to børn. Udenfor er det vinter, og den irske regn slår mod toget. Klara på 11 år og Kristian på 9 år har ikke set deres far i 9 måneder, deres øjne søger Ullas: Hvornår er vi der?
Det regnede også for 9 måneder siden, da Ullas søn kørte os til lufthavnen i Kastrup. Jonas’ ansigt var smalt og blegt, gennem hans udmagrede krop gik gys af kulde, men der var svedperler på hans pande. Hans skuldre var benede og knoglede, underarme og overarme gik i et, om ham var en stram sød lugt af tobak og hash, 40-50 cigaretter og 5-10 joints om dagen, øl, sodavand.

Foto fra Knock i Irland

Tre måneder før havde Jonas ringet til mig: Hjælp mig far!
Tiden forud havde været lang og tung: Et stadigt stigende forbrug af hash og alkohol. Skilsmisse. Tab af arbejde. Behandling af pædagoger, psykologer, læger og andre. Ulla og jeg var konverteret til den katolske tro og havde besøgt Medjugorje, et af den hellige Marias steder i Bosnien-Herzegovina.
Her havde vi besøgt et af Communitás huse, der ligger i nærheden, og her havde vi for første gang hørt om søster Elvira, der i 1983 sammen med unge forvildede og nedbrudte mænd byggede et simpelt hus i Italien med Helligånden som det glødende centrum. Her genvandt mændene deres kraft og glæde, og fra dette moderhus har Communitá Cenacolo siden udviklet sig til nu at omfatte over 50 huse spredt over det det meste af verden. Her er alle er samlet som i én stor familie, og her er Helligånden livgiver og kraftkilde til arbejdet med mænd og kvinder, der har mistet meningen i deres liv; fortvivlelse og håbløshed har ført til opgiven og herfra ofte ud i en dødelig afhængighed af alkohol og narkotiske stoffer.
Indtil Jonas ringede, havde der mellem ham og mig hersket en gensidig vrede og foragt, længsel og håb, smerte, afmagt. I årevis havde der ligget en giftig tåge mellem os, men nu var tidspunktet der.
Jeg fortalte Jonas om Communitá Cenacolo, han bad om mere information, video og brochurer, afviste så det hele, ville så igen, ville ikke, men vi nærmede os hinanden – på godt og ondt – men takket være bøn og forbøn og hjælp fra andre katolikker holdt vi mest fast i det gode.
Da flyet lettede til Irland med Ulla og Jonas, blev jeg hjemme, mit syn var blevet stærkt nedsat og jeg skulle opereres næste dag.

Jonas havde accepteret rammerne for et længere ophold i Cenacolo-fællesskabet:
Holde huset selvkørende ved fælles arbejde med de andre mænd– selve opholdet koster ikke noget – kraftig nedtoning af traditionelle materielle værdier og kommunikationen med omverdenen. Og! Ingen alkohol, ingen narkotika og ingen tobak.
Desuden arbejde på åndelig fordybelse i form af bøn og meditation med udgangspunkt i Biblen, uanset hans tro eller trosretning.
Nu er der gået 9 måneder. Og trods to rømninger er han stadig i fællesskabet i Irland.
Og nu er toget stoppet i Knock.
Er vi der nu farfar? Ja, nu er vi der. Hvordan mon far ser ud nu?
Vi bliver indkvarteret i et lille venligt pensionat. Vores værter præsenterer sig: Vi er venner af Cenacolo.
Det er sent, vi beder Fadervor, og børnene sover ind.
Den første morgen i Knock er fuld af klokkeklang. Vi går til messe. Et stykke foran os går en gruppe mænd, deres silhuetter flimrer i skarpt modlys, en af mændene vender sig, han begynder at løbe, hen mod os. Vi stopper op, så begynder børnene også at løbe, hen mod ham. De kaster sig ind til ham, han løfter dem op i stærke arme: Far!

Der kommer andre gæster, der er familiebesøg i Cenacolo.
Beboerne arrangerer krybbespil live om aftenen. De har lavet mad til os alle, og vi spiser i deres små stuer. Snakken går, nogle kommer fra Italien, Mexico og USA, andre fra England og Irland, men snakken går.
Da vi skal hjem til pensionatet er det aften, og jeg snubler udenfor i mørket. En arm lægger sig om min skulder, jeg ser op i min søns smilende ansigt, jeg læner mig mod hans skulder, det er første gang, men på vej ud til bilen begynder vi at skændes, om tidspunktet for afrejsen i morgen, og i skænderiet er der tunge spor og gammel bitterhed og kulde.
Sidste dag besøger vi igen huset. Beboerne sover i 4-mands-stuer, de ligner dem, jeg sov i, da jeg var soldat og sejlede til søs. Mændene, som bor her, er mænd, som vi var, men den dame, de har på væggene, er anderledes end pigerne, vi havde hængt op. Det kræver samarbejde, orden og disciplin at bo sådan. Mændene er afslappede og venlige, og vi får talt med de fleste af dem, de har alle slikket bunden af truget, de er ligemænd, Guds børn. De har viljen til kamp mod de nedbrydende og destruktive kræfter, der altid lurer både i dem selv og i os andre, og redskaberne til deres kamp får de i Cenacolo! Andre redskaber er de allerede eksperter i: De kender hver eneste undskyldning for svigt, hver eneste løgn, fra den hvideste til den sorteste, som midler til at udbytte og udnytte den anden, hver eneste form for manipulation for at undgå forpligtelsen i det venskab og i den kærlighed de – og vi alle – længes efter.

Vi tager afsked med Jonas om aftenen. Han vil følge den vej, han er slået ind på, og blive i Cenacolo. Børnene er trygge nu, de ved, deres far har det godt, og de er glade for ham og stolte, men: Hvornår igen, far? Ulla og jeg lover at følge dem igen, når der er besøg næste gang.
På pensionatet møder vi to kvinder, de tilbyder os et lift til lufthavnen ved Dublin i morgen, de er venner af Cenacolo. De har været med til af starte huset i Irland, og der er mange venner af Cenacolo i det omliggende samfund, venner, der er parate til både at yde naturalier og praktisk hjælp til huset, venner, der respekterer og beundrer mændenes kamp.
Da vi skal i seng, kalder Klara og Kristian: Hør her. De holder hver en rosenkrans i hånden : Holy Mary, Mother of God, pray for us sinners, now and in the hour of death… Vi lærte den sammen med far og hans venner. Vi tænker på far, når vi siger det…
Tidlig morgen. Biltur til Dublin, fly til København, biltur til børnenes mor. Hun breder armene ud: Mor!
Vi fortæller om turen, forklarer om rosenkransen. Børnenes mor smiler og ler: Tak, fordi børnene er så glade.
På vej hjem til os selv. Jeg husker ikke, hvem der kom først: Vi vil også være Cenacolos venner !
Siden sluttede nogle andre sig til os – alle med kendskab til arbejdet med stofmisbrugere og alkoholikere – vi bliver til en gruppe, og gruppen bliver til en forening, som vi indtil nu har kaldt Cenacolos Venner.
Foreningens formål er at udbrede kendskabet til Communitá Cenacolo og at undersøge, om der i Danmark eller et andet sted i Norden kan føjes endnu et hus til Communitá Cenacolo.
Foreningens hjemmeside er www. cenacolos-venner.dk
På hjemmesiden er der bl.a. en nærmere beskrivelse af foreningens vedtægter og en anvisning på, hvordan man kan blive medlem at foreningen.
På hjemmesiden findes desuden et link til Communitá Cenacolo sammen med anvisninger på, hvor man kan henvende sig om hjælp til optagelse i Comunitá Cenacolo, Fællesskabet Cenacolo.

Hans Ole Nielsen er klinisk psykolog,
forfatter og formand for Cenacolos Venner.