Sygdom styrker troen

Når mennesker rammes af kronisk sygdom, klynger de sig endnu tættere til Gud, viser undersøgelser i bogen ”Kan bjerge flytte troen?” En af måderne at mestre kræft på, er at søge åndelig styrke i naturen…Kan bjerge flytte troen? Ja, men det rokker ikke ved den. Tværtimod gør kriser troen dybere.Det fremgår af både forskere, læger og psykologer i bogen ”Kan bjerge flytte troen”, som er redigeret af en kræftlæge Christoffer Johansen og teolog Niels Christian Hvidt. Bogen er opfølgnng på antologien ”Kan tro flytte bjerge?” (begge Gyldendal).

”Kan bjerge flytte troen” tager bl.a. afsæt i den største skandinaviske undersøgelse af kræftramtes brug af religiøse ressourcer. Undersøgelsen er foretaget af lektor ph.d. Fereshteh Ahmadi, en svensk sociolog med iranske rødder, og omfatter 51 kræftramte svenskere mellem 25 og 83 år, der alle kommer fra en kristen baggrund. Her opdagede hun fem nye måder at mestre sygdom på – de såkaldte coping-metoder: en åndeliggørelse af naturen, en åndelig kontakt med sig selv, positiv isolation, selvhengivelse og åndelig musik:
– At søge åndelighed i naturen for at håndtere sin sygdom var den eneste coping-metode, som blev anvendt af alle 51 interviewede, fortæller Ahmadi.
Hun forklarer, at kræftpatienterne dels brugte naturen som en slags kirke, dels brugte naturoplevelser som et hjælpemiddel mod stress og dels oplevede en åndelig kontakt med naturen.

En anden mestringsmetode er at søge ind i sig selv:
– Det er en søgen efter en indre åndelighed, der kan hjælpe personen med at håndtere sin sygdom, forklarer Ahmadi.
Metoden hjælper til at mindske stress og finde mening med situationen. Det samme gør positiv isolation: Ved at være for sig selv og tænke og gruble over eksistentielle spørgsmål, kan den kræftsyge komme igennem sin stressende situation.
Næste metode var altruisme – selvhengivelse for andre:
– At være et godt menneske, at leve op til sit ansvar og skænke verden, hvad man er den skyldig, uddyber Ahmadi.
Til sidst nævnes åndelig musik:
– Informanter har anset musik for at være både en åndelig kilde og en lægende metode.

Flere danske læger erfarer, at troen er en ressource i et sygdomsforløb:
– I en stor dansk undersøgelse er det vist, at der er en øget risiko for at blive indlagt med depression på en psykiatrisk afdeling helt op til 10 år efter kræftdiagnosen, fortæller overlæge ved Kræftens Bekæmpelse Christoffer Johansen. Men:
– Mennesker med en religiøs tro kommer sig hurtigere efter at have fået stillet en depressionsdiagnose.
Og det er fordi:
– Tro kan opretholde værdighed og medføre et betydeligt bidrag, at det uventede som er sket, får en meningsfuldhed og et formål, forklarer Johansen og konkluderer:
– Uanset hvilken form for tro den enkelte patient har, er det indlysende, at denne mestringsmåde kan inddrages i patientens måde at mestre sygdommen på.
Og derfor opfordrer han til at rykke ved paradigmet for kræftbehandling, hvor læger også inddrager psykologiske og spirituelle ressourcer:
– Tro og håb spiller en kolossal uudforsket rolle for mestring af en tilværelse med en kræftsygdom, siger han.

Og netop det at finde mening i galskaben, kan troen på Gud hjælpe med. Det fremhæver psykolog Peter Damgaard-Hansen i bogen. Han er bl.a. kendt for såkaldt Integreret Psykologi:
– Jeg har haft megen nytte af at integrere erfaringer fra pastoralteologien og sjælesorgen i mit kliniske arbejde og gang på gang erfaret, at troen markant kan påvirke klienternes opfattelse af deres egne psykologiske problematikker og inspirere til kreative måder at bearbejde og løse dem på, siger han og uddyber:
– Troende, der kastes ud i en krise, som deres tro ikke umiddelbart giver dem ressourcer til at forholde sig til, oplever gerne en forvirring, der måske nok stiller spørgsmål ved troen, men den handler ikke om at opgive den.
– Krisen præsenterer for mange muligheden for at tage et nyt skridt, baseret på en ny åbenbaring om, hvad troen handler om. Troen flyttes, men ikke ”bort fra”, snarere ”dybere ind i”, konkluderer han.

Og det var lige præcis, hvad sygehuspræst Preben Kok oplevede, da han som 19-årig kom ind i en længere sygdomsperiode. En aften på Århus Kommunehospital indså han, ”at der ikke findes nogen beskyttende Gud”.
– Jeg husker skuffelsen, mørket og det svimlende fald ned i intetheden, fortæller han.
Men:
– Da jeg kom til mig selv igen, kunne jeg mærke, at Gud ikke var forsvundet.
Det ville han dog ikke finde sig i. For en Gud der ikke beskytter mennesker mod fx sygdom – hvad skal man bruge ham til? Derfor besluttede Preben Kok helt at fyre Gud:
– Til min store overraskelse fik dette heller ikke Gud til at forsvinde. Jeg indså, at jeg ikke kunne blive fri for ham – at han ikke forlod mig, uanset hvad jeg gjorde – og pludselig forstod jeg Kristi ord fra korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Det gik op for mig, at det var Gud selv i Jesu Kristi skikkelse, der var gået ind i smerten og angsten og magtesløsheden langfredag, for at vi kan vide, når vi er et tilsvarende sted i livet, at her har Han selv været. Det mest rædselsfulde får ikke Gud til at flygte.
– Her mødte jeg et bjerg, der forandrede min tro.
Sygdommen fik Kok til at indse, at Gud er den han ER, uanset hvad vores omstændigheder byder os. Og det fik han brug for i sit arbejde som sygehuspræst: At hjælpe mennesker til at acceptere sygdommen som den ER og at invitere Gud ind i situationen som Han ER.

Og så sker forandringen:
– Hvis vi ikke accepterer, at der findes bjerge, som ikke kan flyttes, bliver vi urealistiske. Og det betyder, at vi bruger vore kræfter på at bearbejde bjerget i stedet for at se efter, om sammenstødet med det har kastet os et nyt sted hen.
– I Gudsforladtheden kan vi møde Gud på en så overbevisende måde, at vi i denne yderste magtesløshed tør lægge vore liv i Hans hænder. Det sker i en erkendelse af, at Gud – midt i den rædsel, man er i – ikke har forladt én – men ER som den far i himlen, der står ved sit barn og sit ansvar, også når livet er værst for barnet, slutter han.
”Kan bjerge flytte troen?” er udgivet på Gyldendals forlag.