Georgien – et land i nød

Som et af de ældste kulturlande i historien har Georgien en blodig baggrund – også i nyere tid.Georgien er et af de ældste kulturlande i verden. Man mener, at Tubal Kain, som er nævnet i 1. Mosebog kap. 4, levede her. Han var en af verdens første kobbersmede.Ligeledes er det sandsynligt, at Noa, efter han landede med sin ark på Ararats bjerg ifølge 1. Mosebog kap. 9, gik over grænsen til Georgien, hvor han plantede en af verdens første vingårde. Allerede første gang jeg besøgte landet i den kolde krigs tid, tabte jeg mit hjerte til det georgiske folk, som viste så stor gæstfrihed og frygtløshed, trods landets trange skæbne gennem århundrede, som nabo til gamle riger som Persien, Assyrien og Tyrkiet.
Også mongolerne, maurerne og andre muslimer har sat blodpletter i landets historie. Med truslen fra de stærke fjender indgik Georgien et delvis frivilligt forbund med Zarens Rusland, der varede fra år 1800 til 1917, hvor det ved Det osmaniske Riges fald og revolutionen i Rusland fik en kort selvstændighed. Den blev dog afbrudt af sovjethæren, som invaderede landet 25.02.1921.

Nino af Kapadokien bragte kristendommen til Georgien i år 330, men allerede i det første århundrede var der store kolonier af kristne grækere, som havde bosat sig ved Sortehavets østlige bred i Georgien. Den ortodokse Kirke har en væsentlig indflydelse i landet i dag. Der findes dog også katolikker og små evangeliske kirker (pinsevenner og baptister), ligesom der er en del jøder, som altid har levet sammen i fredelig sameksistens. Så selv jøderne har aldrig været forfulgt i Georgien. Deres synagoge ligger klods op ad Den ortodokse Domkirke i Tbilisi.
Men omgivet af muslimske folkeslag, er der naturligvis også mange muslimer med vidt forskellige traditioner. I det hele taget er befolkningen delt op i 80 forskellige folkegrupper. De fem største er: georgere 74 %, armeniere 7.7 %, russere 6,5 %, azerbajdianere 4,6 % og ocettere 3 %. Til trods for dette overflødighedshorn af etniske grupper, har der aldrig været væsentlige indbyrdes problemer mellem dem. Kristne og muslimer har levet i fredelig sameksistens.
På Alexander den Stores tid (356-323 f. Kr.) var den vestlige del af Georgien (Iberien) under græsk herredømme, mens den østlige del var under persisk indflydelse. I den tidlige middelalder var det afhængigt af Bysant og delvist under arabisk herredømme. Men i det 12. – 13-århundrede oplevede Georgien sin storhedstid, hvor det strakte sig fra Sortehavet i vest til Det kaspiske Hav i øst inklusiv dele af Armenien, Persien og Azerbajdsjan. Kulturen og digterkunsten blomstrede i denne periode. Men mongolerne gjorde en ende på kulturriget. I 1783 stillede Georgien sig under Ruslands beskyttelse. I 1800 blev det en russisk provins.

Den 26.05.1918 (under 1. Verdenskrig) erklærede Georgien sin uafhængighed, som demokratisk republik under beskyttelse fra Tyskland og Tyrkiet. Senere også fra britisk side. I 1920 blev de tilmed anerkendt af regeringen i Moskva, som var blevet en bolsjevikisk republik den 07.11.1917 (gregoriansk kalender 25.10). Men i begyndelsen af februar 1921 gik ”Den røde Hær” ind i Georgien og allerede den 25.02.1921 tvang USSR Georgien og Armenien og Azerbajdsjan ind som en del af Sovjetunionen, kaldet: ”Den Trans-kaukasiske Føderative Sovjetrepublik”.

Men Iosif Dzjugasjvili tog navneforandring til Josef Stalin, (som betyder stål på russisk). Han var georgier, og han delte Georgien i fire republikker for at få flere stemmer til Den øverste Sovjet. Det var Abkasien i nordvest, Adsjara i sydvest, Ossetien midt nord samt resten af Georgien. Desuden flyttede Stalin store folkegrupper. Han er således den direkte årsag til de store uroligheder i Kaukasus området, som vi har oplevet i vore dage.

En fredelig demonstration i Tbilisi den 09.04.1989 blev mødt med blodig vold fra det kommunistiske regime i Georgien, som førte til et endeligt brud med centralmagten i Moskva. Zviad Gamsakurdia blev valgt som præsident i maj 1991. Eduard Sjevardnadze afløste ham i 1992. Men i år 2004 blev Eduard Sjvardnadsje afsløret i korruption og økonomisk berigelse, som førte til den såkaldte ”rosen-revolution”, hvor den i USA uddannede advokat og georgiske statsborger Michail Sakashvili blev valgt til præsident den 25.01. 2004. Men desværre er han også allerede faldet i unåde.
Den 25.11. 2007 førte masse demonstrationer i landet til, at Sakhashvili trak sig, og en ny valgdato blev fastsat til den 05.01. 2008. Men så blev han af folket anklaget for valgsvindel. Urolighederne blussede yderligere op i maj 2008, og da jeg igen var i landet i juni måned, var der store demonstrationer og uroligheder i Tbilisi. Officielt lød det, at han fik 120 pladser i parlamentet af i alt 150 mulige. Det tror befolkningen ikke på.

I 1993 rasede krigen i Abkasien, hvor den vigtige havneby Sukumi blev erobret af russiske tropper den 27.09.1993. Herefter erklærede Abkasien sig selvstændig, og 250.000 etniske georgiere blev fordrevet fra hus og hjem. De flygtede fra alt, hvad de ejede og har siden levet (delvis under kummerlige forhold) i Georgien. Nu er der ikke længere en kristen-georgisk majoritet i Abkasien, for de derboende abkasere er primært muslimer. Disse abkasere har med støtte fra Rusland gennemført et valg, hvor de har besluttet at blive et selvstændigt land (beskyttet af Rusland), men den fordrevne befolknings majoritet, fik naturligvis ikke anledning til at deltage i afstemningen.

Det var ikke Georgien, der startede krigen! Nej, Ossetisk militær begyndte den 6. august at skyde på georgiske fredssoldater, som havde været i Sydossetien siden 1994 efter gensidig aftale mellem russerne og georgierne samt internationale involverede parter. Samtidig sendte russerne den 8. august deres tropper gennem Roki-tunnelen i Kaukasus bjergene ind i den del af Georgien, som hedder Sydossetien.
Georgierne var rasende, men hvad kunne musen gøre over for elefanten. I midten af juli måned 2008 gennemførte russerne den største militære øvelse i Kaukasus området, siden krigen i Tjetjenien sluttede. Denne øvelse sluttede ikke, men udviklede sig til den krig, hvor russiske tropper gik over grænsen ind i Georgien.
Allerede den 3. august annoncerede ”præsidenten” i Sydossetien, Eduad Kokoity, at kvinder og børn skulle forlade hovedstaden. Næste dag skulle alle, som ikke ville eller kunne kæmpe, forlade byen. Samtidig begyndte ingusjettere, tjetjenere, nordossetere og kaukasere at strømme ind i landet fra nord. Det var den uformelle start på krigen.
Den 5. og 6. august blev de georgiske fredstropper i landsbyen Aveni angrebet. Derefter blev civile sydossetere evakueret fra byen, og så begyndte ødelæggelsen af byen. Alt skulle ødelægges: huse, gasledninger, veje, marker, ja selv dyrene blev slået ihjel! Det endte med et totalt bombardement af byen. Bombardementerne fortsatte den 7. august mod andre georgiske byer. Tre landsbyer blev totalt pulveriserede.
Alt tyder på, at øvelserne i Kaukasus området var planlagt med det formål at have hæren parat, når de russiske provokationer havde været så mange, at de tvang Georgien til at sende deres tropper ind for at forsvare deres eget landområde. Først den 8. august 2008 sendte den georgiske præsident Michail Sakazhvili de georgiske tropper ind i sit eget land, for at beskytte befolkningen imod russernes overgreb på georgisk territorium.
Men den russiske hær stod da klar og ventede på, at Georgien skulle forsvare deres landområde. Det at sende en hel armé på krigstogt, er naturligvis ikke noget, der gøres på et par dage, så det var oplagt planlægning og krigsstrategi. Russerne fortsatte tilmed over ”grænsen” sydpå ind i det centrale Georgien.

Den svenske journalist Maria Persson Löfgren, Sveriges Radios Moskva korrespondent i Rusland, bekræfter dette. Hun var tilfældigvis rejst til Sydossetien for at naturfotografere, som er hendes hobby. Da hun indlogerede sig på et hotel i ”hovedstaden” Tsjinvali, blev hun overrasket over, at der overalt i byen kun var soldater at se, og at 30 journalister fra Moskva havde boet på hotellet siden den 3. august. De fleste af dem kendte hun fra Moskva.
Det er hverken hver dag – eller hvert år, at de store russiske TV-kanaler rapporterer fra Sydossetien, men de var allerede på plads den 3. august, før Sakhashvili sendte de georgiske tropper ind for at forsvare georgisk territorium. Selv Intar-Tass og reportere fra de store russiske aviser var på plads på hotellet, formodentlig behørigt informerede om, hvad de skulle berette.

Den 26. august 2008 erklærede Rusland både Abkasien og Sydossetien for selvstændige stater. Efterfølgende har Nicaragua og Somalia tilsluttet sig devisen. Men hverken Abkasien eller Sydossetien opfylder de internationale krav til en selvstændig nation, som skal have kontrollen i sit eget territorium.

Georgien har siden 1992 haft seks borgerkrige, og Rusland har besat Abkasien med den lange kyststrækning til Sortehavet og de lukkede grænsen i vest til resten af Georgien. Tidligere har russerne, der sad på en del af infrastrukturen, lukket for gas og olieforsyningerne til landet.
Landet er enormt forarmet. Cirka 50 % af de arbejdsduelige er arbejdsløse. De 15 %, som er ansat i statsadministrationen, får ingen løn, så de må klare deres udkommende ved korruption. Desuden regner man med, at 10 % udgør mafiaen, som styrer med hård hånd. Når de én gang har delt med politiet, er de urørlige og bestemmer selv fremover, hvor meget de vil dele med dem.

Det er svært at forstå, hvordan folk kan eksistere under disse vanskelige forhold, men her har jeg mødt mennesker, som af hele deres hjerte sætter deres lid til Gud, som vi siger, at vi gør, mens vi mindst lige så meget regner med vore pensioner, sygehuse og alt det andet, som giver os tryghed.
I min pensionist-tilværelse er jeg blevet valgt til at være formand for ”Dansk Georgisk Venskabsforening – Mission til Georgien”, som trods få midler er aktiv i landet. Dansk Europamission har overgivet de projekter, som jeg startede og de midler, der var øremærkede til landet, til foreningen. Her støtter vi 79 børn, som derved får skolegang og mad, men behovet for at hjælpe flere børn er enormt. Det koster 200 kroner om måneden. De fleste familier kan ikke sende deres børn i skole, fordi børnene ikke har fodtøj og klæder og ikke kan få en madpakke med i skole. Skolebøger skal også købes og de er dyre, for mafiaen har også sat sig på dette marked og de forbyder, at opgaverne i regnehæfter må løses med blyant. Det skal ske med kuglepen, så de ikke kan genbruges.
Vi støtter også 104 ældre med 100 kr. om måneden, og det overlever de på. Staten har nemlig ingen penge, så de fleste får ingen pension. Endvidere støtter vi et børnehjem med 35 børn i alderen 6 – 18 år. Vi afholder sommerlejre for ca. 60 deltagere ved Sortehavet i 12 dage, som koster ca. 30.000 kr. om året. To gange om året uddeler vi fødevarepakker til over 300 familier til en værdi af 36.500 kroner. Tak for din støtte!

Hans Kristian Neerskov er præst og forfatter. Stiftede Dansk Europa Mission, og er formand for Dansk Georgisk Venskabsforening.