Misforståelser med godt humør

Det er ingen hemmelighed, at hørelsen gradvist kan sænke volumenknappen i den tredje alder. Og det er ganske underholdende! For nylig snakkede jeg for eksempel med en af mine svenske kolleger, der fortalte om sin aldrende onkel Magnus i Gøteborg, som efterhånden var blevet halvdøv og gradvis dement. En dag sad onkelen hos lægen, der sagde:
– Magnus, ja du er jo blevet lidt senildement.
– Hva’?
– Du er senildement, Magnus.
– Hvem?
– Du, Magnus! Du er blevet senildement!
– Tak for det, svarede Magnus og gik ud af lægens kontor. Han gik direkte hen på politistationen og sagde til betjenten bag skranken:
– Så er jeg her.
– Ja, det er du. Hvad kan vi hjælpe dig med?
– Jeg er her for at hente mit skilt og pistol.
– Til hvad?
– Til mig! Lægen sagde, at jeg skal være civilbetjent!

Ja, en halvdøv ’senildement civilbetjent’ med pistol i bæltet vil helt sikkert gøre gaderne sikre.
En anden sand historie, som mine yndeligt aldrende forældre fortalte mig, var fra en nylig sammenkomst af pensionister i den kirke, som de så trofast kommer i. Ved kaffen blev det annonceret, at en af de tilstedeværende i dag fyldte 85 år.
Tilfældet ville, at fødselaren sad ved siden af en dement kvinde, så da hele forsamlingen kiggede op på fødselaren og brølede fødselsdagssangen ud i det rungende kirkelokale, strålede den yngre kvinde som en sol og takkede højlydt alle sammen efter den musikalske hyldest. I bedste Fru Fernando Møhge-stil anede hun ikke, at hun ikke var 85 år, men blot 65 år. Hvilken skade gør sådanne misforståelser, når glæden er åbenlys?

Selv om man i denne kommunikations-tidsalder vil være sikker på at ’du skal høre, hvad jeg mener’, så er det også helt ok ikke at hive alt op fra de uskadelige misforståelsers muntre kviksand.