Uroplaget bydel rykker sammen om alteret

Der er gået ”indretningsrevolution” i Gellerup kirke ved Århus.Farvel til prædikestol såvel som alter i den kendte form – og goddag til nærvær og menighedsfællesskab. I Gellerup Kirke skal en større ”ommøblering” flytte fokus væk fra de professionelt udøvende.

– Fællesskabets kerne er Kristus og ikke de ansatte, siger præst Anette Bennedsgaard.

– Vi har med den omfattende ændring af kirkerummet ønsket at skabe et rum, der viser os, at fællesskabets kerne er Kristus og ikke de ansatte, så vi i langt højere grad sætter fokus på det væsentlige: Mødet med Gud, mødet med Kristus.
Sådan siger sognepræst Anette Bennedsgaard, der sammen med kirkens øvrige præster og menighedsråd er arkitekterne bag det, nogle kunne kalde kalde en kirkelig indretningsrevolution.

Ny måde at tænke på

Selv om Gellerup Kirke er en meget moderne kirke, bygget i 1976, har indretningen været forholdsvis klassisk.
Med omflytningen er der grundigt rådet bod på dette. I dag vender alle stole fronten mod kirkerummets midte, og det store, rektangulære og massive alter er skiftet ud med et lavere, ovalt bord, der er flyttet ind i midten af kirkerummet.
Knæfaldet er i den forbindelse fjernet, hvilket betyder at man fremover står op og holder altergang stående omkring alterbord og døbefont, hvormed der også er fri adgang til alteret. Prædikestolen er stiftet ud med en læsepult i gulvniveau, og døbefonten har fået en central placering i kirkerummet.

Fokus på fællesskabet

– Den tidligere stoleopstilling lagde op til en hierarkisk forståelse, hvor præsten var den agerende, der stod som på en scene – hvad enten vedkommende befandt sig ved alteret, på prædikestolen eller ved døbefonten. Menigheden vendte alle ansigterne den samme vej – mod præsten – hvilket kunne give indtryk af, at menigheden udelukkende var passivt modtagende, forklarer Anette Bennedsgaard.

Ikke ”gemme sig”

Hun erkender, at nogle af kirkegængerne er kritiske overfor ændringen.
– Eksempelvis kan du ikke længere ”gemme dig på bageste række”. Jeg mener, at man som kirkegænger ikke har et legitimt krav på at sidde, så man ikke bliver set. Det strider simpelthen mod tanken bag det at være sat ind i et fællesskab i Kristus.
– Med fjernelsen af knæfaldet mistede en række kirkegængere den naturlige mulighed for at knæle og bede i forbindelse med altergangen, så derfor har vi indrettet et lystændingssted ude i siden af kirkerummet, hvor den enkelte inviteres til refleksion og bøn. Her finder man en permanent stoleopstilling samt en hylde med bibler på udvalgte sprog, en bønnebog, hvor man kan skrive en bøn samt andagtslitteratur.
Af Michael Tungelund