Mobildyret øffer overalt

Jeg spankulerede engang ind i et skilt mens jeg skrev en sms. Av. Men jeg har heldigvis ikke fortalt det til nogen. Jeg skulle lære at skrive sms’er med mine klaverfingre i mandestørrelse og sætte mig ind i den elektroniske ordbogs muligheder (for at lave flere fejl?). Jeg kan virkelig komme op at skændes med min lille trådløse lomme-baby, når den vræler på de forkerte tidspunkter. Det kræver øvelse at håndtere tidens elektroniske gadgets.
I denne mobile tidsalder er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at blive ”fundet” i syd og nord, vinter og sommer, dag og nat. Jeg husker i 1990erne, da jeg købte min første murstens-mobil, og det føltes som om jeg havde fået en tatovering der nu ville følge mig overalt; Mobilen ringede al for tit.
Da jeg ligeledes blev vækket af nat-sms’er, fik jeg nok og slog permanent mobilens lydløse funktion til. I de næste par uger spredte freden sig igen i det lille hjem.

Helt rosenrødt blev det dog ikke. Min manglende lyst til at svare mobilen provokerede især én af mine bekendte. Hun lagde dusinvis af beskeder på min telefonsvarer, hvori hun skældte mig ud over hvad der dog kunne være vigtigere i mit ynkelige liv end at besvare min mobil, suppleret af diverse superlativer som vist ikke er godkendt af Dansk Sprognævn. Resultatet af hendes uopdragne opførsel var en måneds ignorerings-karantæne og et rungende nej på den tjeneste hun bad om. Provokér ikke min husfred!
Jeg har lært nødvendigheden af at opdrage min mobil – og min verden – til at vente, til jeg er klar. Jeg har vel udviklet en form for elektronisk kynisme, for at jeg igen kan blive leder af mit eget liv i denne teknologiske komplicerede tidsalder. Jeg skriver så at sige mit eget horoskop for at bevare magten over mit eget liv og ikke bare flyde rundt i tilfældighedernes flod (eller vælte over ledninger fra alle de elektroniske ”hjælpe”-midler i dagligdagen). At vælge fra eller til, er begge mine valg.

Kald mig bare en storbyboer, der savner et smukkere lydbillede i hverdagen.