Israel på vej ind i afgørende fase

Alle kristne bør følge situationen i Mellemøsten, for Israel står overfor begivenheder, som er profeteret i Bibelen.Også i vor tid forventer dele af den jødiske befolkning „i og uden for Israel”, at Messias snart kommer.Af forkynder og forhenv. kancellist Erik Rasmussen

Fortsat fra sidste uge.

Ældre bogillustration af Jerusalem fra 1880 med kong Salomons Tempel i centrum.

Forventningerne er tiltaget i styrke, især af to grunde:
Først i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948, dernæst har den sit udgangspunkt i ”seksdagskrigen” i 1967, da Egypten, Syrien og Jordan indlod sig i krig mod Israel og tabte den. Efter krigens afslutning kom de gamle bibelske områder Judæa, Samaria, Golanhøjderne og hele Jerusalem under israelsk kontrol.
Siden da taler man fortsat om, at Israel har besat Vestbredden og Golanhøjderne. Man kan også sige, at Israel har befriet deres gamle land fra fremmed herredømme.
Den israelske erobring affødte en fornyet forventning om Messias’ komme i store dele af den jødiske befolkning. De følte, at de var blevet reddet fra livsfare ved Herrens mellemkomst.

Forhandlinger om Israels afståelse af de erobrede områder og striden om Jerusalem har ført til en alvorlig politisk/religiøs splittelse i landet. Israel befinder sig i en kulturkamp mellem de verdslige og religiøse.
Kampen om Jerusalem hører til et af de mange tidstegn, som forudvarsler Jesu Kristi genkomst. I Zak. 12:1-3,8-9 siger Gud:
„Jeg vil gøre Juda og Jerusalem til et giftbæger for de nabolande, der sender deres hære imod Jerusalem. Og der skal komme en dag, hvor jordens nationer vil opfatte Jerusalem som en byrde. De skal forsøge at overvinde byen, men det skal ikke lykkes, for Jerusalem er en urokkelig klippe – enhver, som prøver at flytte den, skal rive sig til blods på den. På den dag vil Herren værne Jerusalems indbyggere; de svageste af dem skal blive stærke som kong David, og Davids slægt skal lede dem med en artoritet, som svarer til Herrens engels – ja med Guds egen autoritet. For på den dag har jeg i sinde at tilintetgøre enhver nation, som angriber Jerusalem.” (Bibelen på hverdagsdansk).
Profetierne i Zakarias 12.-14. kapitel opfyldes først i deres helhed i forbindelse med „slaget ved Harmagedon”, som udkæmpes kort før eller ved Herrens synlige komme.
Nogle af disse er beskrevet i Ez. 38 og 39; Joel 3; Zak. 12 og 14; Mark. 13, 14-23 og Åb. 18,18.
Hvor vidt disse krige alle refererer til en og samme krig eller forskellige, kan diskuteres. Det eneste, vi kan sige, er: Lad komme, hvad som vil, Jerusalem vil forblive, fordi Gud har sagt det. Konflikten mellem arabere og jøder har været langvarig, blodig og forbitret, og den fortsætter, til Kristus kommer.
Ingen endegyldig menneskelig, politisk løsning kan opbløde den og stifte fred. Dog ser det ud til, at Israel før Herrens komme får en kortvarig (falsk) fred under verdensherskeren Antikrist. Nogle profetier synes at vise, at dele af jødefolket vil antage ham for at være den længe ventede Messias; men det bliver en fred, der ender med krig i den endelige og afgørende krig om Jerusalem. (Dan. 9,27; 2. Tess. 22-12; Åb. 13.)

Den eneste, der kan skabe fred i Israel og Mellemøsten, ja, i hele verden, er fredsfyrsten Jesus Kristus: „På hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld rådgiver, Vældig Gud, Evighedsfader, Fredsfyrste”, som der står i Esajas.
Han vil, når tiden er inde, fuldbyrde dommen over sine fjender og føre Israel ud af dets allersidste trængsler, hvor undergangen synes dem vis. (Zak. 12:10-12)
Denne fred vil blive så dybtgående og forvandlende, at de tidligere dødsfjender, jøder og arabere, finder sammen og bruger deres rige evner og ressourcer til at bygge op, hvor de før blev brugt til at ødelægge.
Løfterne findes bl.a. i Esajas 19, 23-25, hvor der står:
”På den dag skal der være en vej fra Egypten til Assyrien. Assyrerne skal komme til Egypten og egypterne til Assyrien. Og egypterne skal dyrke Herren sammen med assyrerne. På den dag skal Israel, som den tredje sammen med Egypten og Assyrien, blive til velsignelse midt på jorden. Hærskarers Herre skal velsigne dem og sige: ”Velsignet være mit folk Egypten, mine hænders værk Assyrien og min ejendom Israel.”
Profetien viser, at hele det enorme geografiske område med dets mange folkeslag kan se frem til et fredeligt og frugtbart samarbejde, når Herrens fastsatte tid er inde.
Så kan Israel endelig falde til ro og bo trygt inden for sine gudgivne grænser, som hverken FN, EU eller andre har afstukket.
Hvad skal der ske med de fremmede, som bor inden for det kommende (stor-)Israels grænser?
Det fremgår af flere profetier, fx Ezekiel 47, 21-23:
„I skal fordele dette land indbyrdes mellem Israels stammer. Og når i fordeler det som ejendom til jer og de fremmede som bor som gæster hos jer, og som har fået børn hos jer, skal i regne dem som landets egne blandt israelitterne, og de skal have ejendom hos jer blandt Israels stammer. I den stamme, hvor de fremmede bor, dér skal i give dem arvelod, siger Gud Herren.”
Det messianske Israels kommende grænser er fastsat flere gange i Bibelen.
De steder, der indeholder de fleste enkeltheder, er 4. Mos. 34,1-13 og Ez. 47,13-21. Ifølge kyndige forskere vil Libanon, Jordan, dele af Syrien og Irak samt den nordlige del af Saudi Arabien blive indlemmet i Messiasriget. Det er blevet anslået, at området omfatter et areal større end det nuværende Frankrig. Hvorvidt disse beregninger er rigtige, kan kun fremtiden vise.

Den Gyldne Port i Jerusalem, som Messias skal komme ind igennem – er muret til af muslimerne.

Nærlæser man Islams hellige bog, opdager man noget meget interessant:
Den giver med klare ord anvisning på, at en jødisk stat i Palæstina ikke blot er tilladelig, men at den er ”skænket af Allah selv”. Det udtrykkes næsten, som i vor egen Bibel – hør blot: ”Vi sagde efter ham (Moses) til Israels børn: Bo i det (hellige) land, og når de sidste dages forjættelse kommer, så vil Vi (Allah) bringe jer (Israels børn) sammen (fra forskellige lande). Og med sandheden har Vi (Allah) åbenbaret den, og med sandheden er den steget ned.” Sura 17. 105-106
Et andet sted i Koranen hedder det: ”Vi (Allah) har visselig givet Abrahams slægt Bogen (Bibelen) og visdommen, og Vi (Allah) har givet dem et stort Rige.” Sura 4,b5.
(De nævnte citater er fra den danske oversættelse af Koranen. Flere af ordene er sat i parentes, for at fuldstændiggøre/klargøre teksten).
Det er altså ikke med Koranen i hånd, at fundmentalistiske muslimer kræver Israel slettet af landkortet.

Det synes hævet over en hver tvivl, at vi befinder os nær ved historiens endemål: Kristi genkomst.
I dag forkyndes evangeliet om Riget som et vidnesbyrd for alle folkeslag. Et folk bliver udtaget for Kristi navn af alle hedninger i overensstemmelse med den hemmelighed, der blev åbenbaret for Paulus (Ef. 3,1-10).
Når Menigheden er gået „fuldtalligt ind” (samlet), vender Gud sig til sit gamle ejendomsfolk, „og så skal hele Israel frelses”. Som der står skrevet: „Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudeligheden fra Jakob.” (Rom. 11,25)
Så sker det store under: „Herren udgyder over Davids hus og Jerusalems indbyggere nådens og bønnens ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte.” (Zak. 12,10)
Vi bør holde et vågent øje med Mellemøsten. Hvis den afgørende time er nær, hvad meget tyder på, vil dette område være en konstant kilde til spænding for hele verden. Frygten for en storkrig vil blive næret af islams religiøse ånd i sit had til Israel. Kun Kristus kan løse problemerne.