Novelle
Tempelsønnen – en fortælling

Det myldrede med mennesker på Tempelpladsen i det varme Jerusalem. Årsagen til menneskemylderet var den religiøse højtid, man kaldte tempelindvielsesfesten.
Solen bagte fra en skyfri himmel, og folk samledes i grupper på skyggesiden af Templet, hvor man bedre kunne holde ud at være. Landshøvdingen havde i anledning af højtiden beordret en snes soldater ud for at holde øje med Tempelpladsen på grund af et rygte om, at der ville blive opstand foran Templet netop den dag. Ethvert oprør skulle slås ned med det samme, havde landshøvdingen sagt.
En af soldaterne hed Matsene. Han havde været en god soldat for landshøvdingen, selv om han var helt ung. Ved flere lejligheder havde han udvist tapperhed, og havde derfor fået landshøvdingens opmærksomhed og var blevet forfremmet til leder af vagtholdet. Han have mistet sine forældre i en tidlig alder, men hans mormor havde givet ham en god opvækst. Hun havde bl.a. fortalt ham om en profet, som engang skulle komme, og han ville overgå enhver anden profet, som havde levet i deres land. Det havde hun læst i nogle gamle skrifter. Matsene var ikke særlig religiøs eller troende, som nogen sagde, men mormoderens tale om de ting turde han dog ikke afvise, for hun havde som regel fået ret i sine udtalelser, og han respekterede og elskede hende højt.
En vagtperiode var ikke altid lige spændende. Soldaterne skulle vandre omkring blandt folket, og af og til kom der hårde og spydige bemærkninger fra forbipasserende. Matsene var ikke begejstret for den måde at holde vagt på. Han havde selv ved flere lejligheder måttet finde sig i de spidse bemærkninger, men ligefrem løfte sværdet for at true, det ville han dog ikke.

Pludselig fik Matsene øje på en skikkelse, der stod og talte midt i en forsamling af mennesker ikke langt fra Templet, henne i skyggen. Manden lignede ikke umiddelbart en oprører, men kunne alligevel godt være med i en sammensværgelse mod Romerriget. Matsene besluttede sig for at holde øje med ham.
”Hvis én af jer har hundrede får”, råbte manden engageret, ”og mister et af dem, forlader han så ikke de 99 i ørkenen og går ud for at finde det ene…”
Matsene lyttede. Det lød nu ikke ligefrem som oprørstale, det han hørte fra den ivrigt talende mand, men snarere som profetiske ord. Kunne han være den længe ventede, som hans mormor havde omtalt? Matsene ville nu høre mere og mente godt, at han kunne holde vagt, selvom han rykkede nærmere.
”Tempelsønnen”, kaldte de den fremmede. Han havde engang sagt, at Templet var hans fars hus, og derfor havde man givet ham dette navn. Han havde talegaverne i orden, og man kunne se, at tilhørerne var grebet af hans budskab. Også Matsene blev fanget af hans direkte måde at tale på.
”Hvem var han mon denne Tempelsøn?” tænkte Matsene. Han rykkede endnu nærmere, for nu ville han have det hele med.
Pludselig udbrød den fremmede højere end før: ”Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, der ikke trænger til omvendelse.” Matsene følte sig ramt af ordene.
Hvordan kunne det dog lade sig gøre, når han overhovedet ikke kendte den fremmede mand?
”Omvendelse!” hørte han en irriteret tilhører råbe, ”hvad er det for noget?” En anden svarede: ”Det betyder, at man vender sit sind og tanker mod Gud, så man begynder at tænke hans tanker.”
”I grunden en enkel forklaring,” tænkte Matsene.
I det fjerne dukkede landshøvdingen op, han var på vej til borgen. Undervejs skulle han passere den fyldte Tempelplads.
Matsene rettede sig op og tog godt fat i sværdet. Nu måtte han koncentrere sig om at holde vagt. Ved Templet hilste landshøvdingen på sine soldater og fik den sædvanlige genhilsen. Også Matsene hilste, dog lidt forlegen, fordi han vidste, at han havde været uopmærksom på vagten på grund af denne Tempelsøns nærgående tale. Igen kom han til at tænke på de alvorlige ord, der lød: ”… 99 retfærdige, der ikke trænger til omvendelse”, dvs. ikke har brug for at tænke Guds tanker.
”Nej, det kunne ikke passe”, mente han, ”det måtte være omvendt, for selv om han ikke troede så meget, gik han alligevel ud fra, at de fleste ville have hjælp til at tænke som Gud, eller ville de ikke?” Matsene tænkte på sig selv.

Et par timer var gået, og tempelvagten var i gang med afløsning. Efter vagtskiftet drog Matsene med sit hold soldater mod borgen, hvor han straks fik besked på at komme op på landshøvdingens kontor.
Matsene følte sig forvirret og lidt ængstelig, mens han gik med langsomme skridt op ad trappen til landshøvdingens gemakker. Han frygtede det værste. Mon nogen havde sladret om hans sløseri på vagten? Tempelsønnen havde jo afledt hans opmærksomhed fra eventuelle oprørere. Matsene trådte indenfor. Lettet gik han dog nærmere, da han så et smil på landshøvdingens vejrbidte ansigt.
”Matsene, jeg har udset dig til at tage af sted med et hundrede soldater til det sydlige Judæa, hvor en afpatruljering er nødvendig. Bander er ved at planlægge et fælles oprør mod Romermagten. Du må tage dig af dette problem, og jeg forventer først din hjemkomst, når opgaven er løst”.
Matsene stod ubevægelig. Han vidste, at han måtte adlyde. Han vidste, at en sådan opgave kunne tage lang tid, og at han kunne miste sine bedste folk, ja, han ville faktisk også selv være i livsfare. Og så var der Forsoningsdagen, om ca. ni måneder. Han havde jo lovet sin mormor at ledsage hende den dag, da hun ved flere lejligheder havde ytret ønske om at overvære offerhandlingen på Tempelpladsen, hvor hele folkets synd ville blive sonet, også hendes, som hun sagde. Midlet til at sone synderne skulle være blod fra et offerdyr. Det skulle stedets ypperstepræst stænke på sonedækket, der dannede låg over pagtens ark i Templets allerhelligste rum.
Lidt nedtrykt gik Matsene fra landshøvdingen, mens han sendte en forsigtig bøn op om at måtte nå tilbage til den store forsoningsdag. Han ville jo så nødig skuffe sin mormor.
I det sydlige Judæa fik Matsene og hans soldater nok at se til. De fandt frem til oprørerne, og efter flere måneders forfølgelse lykkedes det at fange dem. Operationen var gået hurtigere end beregnet. Men det var ikke uden tab, for Matsene mistede én af sine allerbedste venner. Derfor var det ikke med den store triumf, han afleverede de tilfangetagne oprørere i borgen Makærus sydøst for Det døde Hav. Matsene var træt og også bitter over tabet af vennen. Nu længtes han bare hjem. Han fik samlet sine soldater igen og begav sig af sted. Et par dage havde han beregnet til hjemturen og mente at kunne nå en anden højtid, påskefesten, som han vidste mormoderen også satte pris på.

Turen var besværlig, og alle var trætte, men nu stod de endelig uden for Jerusalem. I det fjerne øjnede Matsene galgebakken, og der var åbenbart korsfæstelse i dag, for mange var samlet på bakketoppen og på dens skråning. Mørke skyer trak sig sammen, og et voldsomt uvejr brød pludselig løs hen over deres hoveder. Hvor skulle de søge ly? Matsene beordrede hurtigt sine soldater til at søge ly i byen, men selv stod han bare helt stille. Han var som groet fast. Foran ham stod tre kors, men de gav ikke meget ly for uvejret. Men det var, som om noget hindrede ham i at følges med de andre ind i byen. I det samme faldt hans øjne på det midterste kors, som havde en dragende magt over sig. Han forstod ikke hvorfor. Masser af banditter var i tidens løb blevet korsfæstet herude på højen. Men i dag var noget helt særligt, kunne han mærke. Mens han stod og betragtede personen på det midterste kors, gik det pludselig op for ham, at det var Tempelsønnen.

Regnen silede ned ad legemet og blandede sig med blodet fra hoved, hænder og fødder. Manden var død! Nu huskede han sætningerne fra Tempelpladsen: ”Én, som omvender sig og 99 retfærdige, der ikke trænger.”
Et svagt lys indhyllede korset og en tekst kom til syne øverst oppe. ”JESUS AF NAZARET, JØDERNES KONGE”, stod der.
Matsene læste det igen og igen. ”Jesus” tænkte han, ”jødernes konge”. Hvis han virkelig var en konge, hvorfor hang han så her?
Nu skete der noget mærkeligt. Det var, som om en mægtig hånd pressede ham ned på knæ henne foran korset. Han kunne ikke lade være med at fremsige det navn, han lige havde læst. ”Jesus” lød det fra hans læber gentagne gange, og i et nu mærkede han en varm følelse gå igennem hele kroppen.
Han vidste ikke, at han ved at have sagt dette navn havde opfyldt en guddommelig lov og dermed hengivet sig til et guddommeligt rige fuld af kraft. Lovens ordlyd var: ”Liv og død er i tungens magt, for når du med din mund bekender og i hjertet tror, skal du blive frelst”. Matsene var blevet en anden. Han havde fundet fred ved korsets fod. På sine knæ så han op i et ansigt med lukkede øjne, som dog så ud til at være åbne. Det var, som om Tempelsønnen så på ham og sagde med tavse ord:
”Ser du blodet på min pande efter tornekronen, det blev udgydt på grund af dine forkerte og dårlige tanker. Ser du blodet på mine fødder, det blev udgydt for at dække over alle dine forkerte skridt. Ser du blodet fra spydstikket. Det dækker over alt dit hovmod, der var ligegyldig over for min vilje. Ser du blodet på min ryg. Det blev udgydt for at bære dine byrder, og blodet på mine hænder, det udsletter al synd.”
Matsene havde glemt alt omkring sig. Han var inde i en anden verden, hvor guddommelige signaler blev afsendt og modtaget. Han var i kærlighedens kraftfelt, hvor den totale kærlighed viste sig gennem den smerte, denne uskyldige Tempelsøn led for at rense al verdens synd. Matsene græd for første gang i mange år. ”Så megen smerte og så megen ydmygelse, hvilken kærlighed,” tænkte han.
Nu var bitterheden væk, og tankerne var blevet forandret, kunne han fornemme. Han måtte være blevet omvendt. Han var blevet den ene, som Tempelsønnen havde omtalt. Nu forstod han det hele. Det var knæfaldet og bekendelsen, der havde gjort det.
Regnen var stilnet af, og rundt omkring ham stod soldaterne fra Judæa-missionen, men de forstod ingenting.
Pludselig blev der lagt en forsigtig hånd på hans skulder. Det var mormoderens. Nærmest hviskende sagde hun: ”Han blev knust og bar det stille”. Det var ord, hun huskede fra de gamle skrifter. Hun havde overværet det hele lidt på afstand og vidste besked om, hvad der var sket både på korset og med Matsene. Det, hun havde anet, var gået i opfyldelse. En profet større end alle andre var ankommet, og nu var han gennem sin død blevet hele verdens sonoffer, så mennesker kunne leve af Guds tilgivelse.
Den store forsoningsdag havde allerede fundet sted.