Gud ødsler med sit ord
Af Jens Kaltoft. Sognepræst i Knudsker
på Bornholm.For en del år siden var der en mand i Horsens, der delte 100 stk. 1000-kronesedler ud via posten til beboerne i en tilfældig gade.
Politiet blev sat ind, da nogle af modtagerne mente, der måtte ligge skjulte hensigter bag. Det viste sig dog, at den gavmilde giver blot ønskede at glæde andre.
Sådan en gavmildhed møder vi også i Jesu lignelse om sædemanden, der rundhåndet sår sin sæd. Enhver landmand ville først regne på effektivitet og høstens størrelse. Men det gør sædemanden i Jesu lignelse ikke. Han spreder kornet overalt. Det er en ødselhed og gavmildhed, som overgår al sund fornuft.
Sædemanden er et billede på Gud, som er langt mere gavmild, end vi forestiller os. Han har ingen falske forhåbninger om resultatet. Han lader sin sol stå op over onde og gode, han elsker sine fjender, han tilbyder sin tilgivelse til dem, der foragter ham. Og han deler ud til dem, der aldrig ville drømme om at tage imod, for han vil gerne i kontakt med alle.
Hver søndag ringer kirkeklokkerne over hele landet for at minde om, at Gud kalder os til at møde ham. Derfor kan det godt undre, at menighederne ikke vrimler med nyfrelste mennesker, som lever troens liv.
Det forklarer Jesus selv ved at beskrive fire forskellige jordtyper, som alle bliver tilsået, men af forskellige grunde får kornet ikke mulighed for at vokse op og sætte aks.
Markusevangeliet 4, 8.
Vi kender vist godt situation, hvor vi gjorde hjertet hårdt som en stenet vej, fordi vi ikke ville gøre det, vi godt vidste, at vi skulle. Det var måske en undskyldning eller et forsonende møde. Men ordet prellede af, fordi vi var for stolte. Jeg kender i hvert fald til det hjerte.
Eller den hårde klippegrund? Du blev måske begejstret over at høre om Guds kærlighed, men da Gud begyndte at stille krav eller pege på ting, der var forkerte i dit liv, så blev du kold som is over hans ord. Det blev kun til en tynd og overfladisk interesse for Gud, for nedenunder lå den golde klippegrund. Det hjerte kender jeg også.
Og så er der de kvælende tidsler: Hverdagens mange bekymringer, som kvæler tilliden til Gud. Også det hjerte kender jeg.
Når vi genkender disse dårlige jordtyper hos os selv, er det kun ét at gøre. Vi må vende os til Jesus, så han kan smelte vores hjerter og luge alt det ukrudt væk, som skiller os fra ham. Derefter kan vi høre hans ord på ny og leve efter det.
Det er netop det, som den fjerde jordtype, den gode jord, peger på. Den er ikke et fejlfrit menneske, men et hjerte, som har brug for Guds vejledning og ikke kan slå sig til ro med at have hørt uden at forstå.
I Guds øjne er det knuste hjerte smukt og godt. Det er dem, der ved, at de ikke selv er fuldkomne. De står tværtimod over for Gud med alle brudte bestræbelser på at leve op til hans krav og ved, at der kun er mørke tilbage, hvis han ikke forbarmer sig over dem. Men de klynger sig til hans ord og lader det være bestemmende for deres liv.
Når det sker, sættes der frugter, der varer til evig tid. For når ordet får lov til at slå rod og vokse op, giver det tredive, tres og hundrede fold igen. En overflod af glæde, åndelig rigdom og velsignelse.
