Ikke Pasteur men Fleming
Ja, jeg ved det godt, – at jeg skrev, at Louis Pasteur havde opdaget penicillinet, men det var nu bakteriebekæmpelse med pasteurisering, han udforskede.
Derimod opdagede Alexander Fleming i 1928 penicillinet. Om det fortæller flere hjælpsomme læsere, som er bedre funderet end den sandblæste redaktør, som i Afrika ikke havde adgang til Google:
Alexander Fleming arbejdede på St. Marys Hospital i London i 1928. Han bemærkede her, at en plade Staphylococ kultur var blevet smittet med en blå-grøn skimmel, og at kolonier af bakterier, der stødte op til formen, blev opløst. Nysgerrig rendyrkede Alexander Fleming formen og fandt, at stoffet kunne dræbe en lang række sygdomsfremkaldende bakterier. Penicillinet var opdaget – til gavn for utallige syge mennesker.
Som en krølle på historien fortælles det, at Aleksander Flemings far var fattig husmand. Hans husmandssted hørte under godset, som Winston Churshills far, lord Randolph Churchill, ejede.
Alexander Flemings far kom en dag forbi et mosehul og hørte råb om hjælp. Det var Churchill junior, der var faldet i mosen. Men Fleming senior redede hans liv.
Om aftenen kørte lord Randolph Churchills store sorte bil op foran det fattige landarbejder hus, og lord Randolph Churchill sagde til Alexanders far: Du gjorde noget godt for min søn idag, nu vil jeg også gøre noget for din søn. Og Lord Randolph Churchill betalte derefter for Alexander Flemings uddannelse.
Da Winston Churchill senere fik en grim lungebetændelse, var han blandt de første, der blev kureret af penicillinen.
Nu håber jeg så, at dén historie er rigtig, for den er i hvert fald god. Tænk hvis Winston var omkommet af sin lungebetændelse. Hvem skulle så have ført England gennem blod, sved og tårer til krig mod og sejr over nazisterne under 2. verdenskrig?
Gud havde nok en finger med i spillet om penicillinet og krigen.
Af redaktør Henri Nissen
