Karin og Ewald har sidste sæson
Karin og Ewald Herbst Nielsen nærmer sig 80 år og må snart lukke gårdbutikken, men kan ikke stoppe med at lave kunst.En hyggelig gårdbutik fyldt med håndlavet hjemmelavet kunst. Fra batikduge til drejede lysestager, fra platter til silkemalerier.
Karin og Ewald Herbst Nielsen har gennem et langt liv både produceret alle afskygninger af kunst, drevet en gård og haft en gårdbutik. Jorden er forlængst bortforpagtet, og nu er Karin 75 og Ewald 79.
– Vi holder ophørsudsalg i vores gårdbutik nu. Denne sommer bliver den sidste. Det er helt vemodigt at tænke på. Men vi bliver nødt til at passe lidt på os selv og ikke køre os selv for hårdt, siger Karin med sin lidt klingende accent. Hun kommer fra Sverige, men hvordan hun endte i Sydmors med mand og børn, er en hel artikel i sig selv, som hun siger.
Både Karin og Ewald har deres ekspertiser. Ewald drejer og laver forskellig kunst i sten, Karin laver batik og silkemaling. Og sammen er de begyndt at lave moderne ikoner.
– De originale var jo med bladguld og den slags. Det kan vi jo ikke finde ud af. Vi laver dem i træ og kobber, og hvad vi nu ellers finder på. Vi har lært det på et kursus hos Helle Noer, fortæller Karin, som er glad for at arbejde sammen med sin mand om projekterne.
– Så inspirerer vi hinanden, forklarer hun.
Karin og Ewald er kristne, og i deres gårdbutik har de også et kristent hjørne.
– Nogen kigger på det, og andre undgår det nærmest. Vi havde en lidt sjov oplevelse. En dag, hvor der var rigtig mange mennesker i butikken kom en lille pige derind og gav sig til at læse Fadervor højt fra et af billederne. Det var helt specielt. Det er dejligt, hvis nogen får budskabet med. Der er i hvert fald mange, som ser det.
Deres gårdbutik satser primært på turister, men de har også haft mange menighedsråd og foreninger på busudflugt til stedet. Og på hjemmesiden fortæller de om både natursti og cafégalleri.
Men i år er det sidste chance i gårdbuttiken. Selvom Karin siger:
– Vi stopper med at have butikken. Det er ikke nemt, men det er jo aldrig til at vide, hvad vi så finder på.
