Pessimistens klagesang

Jeg er en ulden kommunikatør, som i øvrigt forventer det værste og opfinder ikke-eksisterende problemer for at undgå den lunefulde lykke, der kan briste hvert øjeblik alligevel.For eksempel var jeg for nylig på et kursus, hvor jeg fik anvist et værelse og ventede derefter forstanderindens instruktioner i passende adfærd på dette kristelige kursussted, som var et tidligere kloster. Men hun sagde ikke noget. Så måtte jeg jo opfordre hende til at informere mig om denne matrikels ti bud om fx rygning forbudt eller ingen høj musik efter kl. 22:00. Men hun sagde, der ingen regler var, blot sund fornuft og almindeligt hensyn, hvorefter jeg måtte stoppe galskaben og udbryde:
– Ingen regler? Slet ingen regler? Hvordan skal jeg så vide, hvordan jeg skal opføre mig?
– Hva’? Nå. Men altså: Ingen regler, gentog hun.
– Hør nu her, dame. Kan du ikke opfinde en regel eller to, så jeg kan blive hjulpet på vej? Bare et rygeforbud, selvom jeg ikke ryger.
– Gør hvad du vil. Nu går jeg.
Friheden skreg mig ind i hovedet, og jeg satte mig ind på mit værelse i panisk rådvildhed. Men jeg fandt jo ud af det alligevel.

En anden gang så jeg en tv-dokumentar om sjældne sygdomme – og overbeviste mig selv om, at jeg måtte have mindst otte ud af de ti sygdomme, der blev omtalt. Oppe hos lægen fik jeg efter diverse undersøgelser følgende melding:
– Alt er i orden. Dine tal er inden for det normale.
– Er der da slet intet galt med mig? spurgte jeg halvskuffet.
– Nej. Må jeg gå nu?
– Det er dit lægekontor.
– Nå, ja. Vil du så gå nu?
– Øh ja, det vil jeg vel.
– Tak.
– Så jeg lever altså, til jeg er 100 år?
– Ja, du er sund og rask.
– Øh, nå… men så farvel.
– Farvel. Kom igen om lang tid.
– Ok. Medmindre jeg dør først. Ha ha.
– Ja. Farvel nu.
– Farvel. – Det er svært at være
pessimist i disse tider.