Debat

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.

Israel har brug for Kristus

På et tidligt tidspunkt i min barndom, da jeg ved en filmforevisning i en biograf på Amager så min fars tårer over jødernes lidelser under krigen, følte jeg instinktivt, at det var et folk, jeg ikke kunne komme udenom.
Nu er jeg en ældre mand, men jeg har i mange, mange år næsten dagligt været på rejse i Israel i Bibelen, jødernes fædrelandshistorie. Nogle mener, Gud er færdig med Israels folk efter deres forkastelse af Kristus. Men hvad så med de mange bibelord, der siger det modsatte? Fx: ”Herren vil atter trøste Zion og udvælge Jerusalem” (Zak. 1:17) og: ”Jeg vender tilbage til Zion og fæster bo i Jerusalem.” (8:3). ”Herren skal bygge Zion op igen!” (Sal. 102:17, norsk ovs.).
I Lukas 2 hører vi i forbindelse med Jesu omskærelse profetiske ord om Israel af 2 beåndede, ældre mennesker, nemlig Simeon og profetinden Anna. Ja, tak og lov, ældre troende kan Helligånden stadig bruge! (Ordet taler jo med respekt om ”den høje alder”! Zak. 8:4, norsk ovs.)
Simeon ventede ”Israels trøst” (2:25), og Anna ventede ”Jerusalems forløsning (2:38). De talte præcis om det samme el. rettere: den samme, nemlig Messias (Kristus) som både Israels trøst og frelsende lys for hedningerne.
Vi, omvendte hedninger, må ikke glemme Guds frelsesplan med jøderne ifg. Bibelen. Omvendt skal jøderne også vide, at Gud har en kærlig plan med hedningerne, som skrevet står: ”Mange hedningefolk skal give sig til Herren på den dag og blive mit folk!” (Zak. 2:15). Det er her, at bl.a. jeg, en ikke-jøde, kommer ind i billedet!
Altså: ”Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte.” (Rom. 11:2), men han forskyder heller ikke den menighed af hedningefolk, Kristus døde for. De indbefattes i ”de mange”, Esajas profeterer om ca. 700 år før Golgata i kap. 53:12.
Men præmisserne for Israels frelse er ens for jøder og hedninger: omvendelse og tro. Herren sagde det ultra kort: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark. 1:15). Apostlen Peter fortsatte i det spor: ”Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede!” (Ap.G.3:19). Som du ser, er præmisserne uændret. Derfor er en moderne Israel-eufori, der skygger for Kristi evangelium løbet af sporet og gavner ikke Israel.
En messiansk tid for Israel og dermed for hele verden vil i Herrens time oprinde, thi ”Hans herredømme…skal nå til jordens ender!” (Zak. 9:10). Er det ikke utopi? Svar: ”Skulle det også synes mig umuligt?” lyder det fra Hærskarers Herre!” Zak. 8:6. Så lad det i sidste ende komme an på en prøve!
Lad os i det nye år rent praktisk tage Guds ord alvorligt i alle livets forhold. Det skal nok til fulde stå sin prøve i en mere og mere vaklende verden!
Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159 A,
4700 Næstved

Hvorfor kultbørnebog?

Der er langt fra ”Sov, mit barn, sov længe” til ”Sov nu, for satan”. Den første titel er Chr. Richardts enkle, smukke vuggevise fra 1861. Den anden er ifølge en tv-nyhed i efteråret titlen på en børnebog oversat fra engelsk ”Go the fuck to sleep”. Bogen udkom tidligere på året i USA og blev en kæmpesucces. Desperate forældre, der kæmper med at få deres børn til at falde i søvn, kan nu få afløb for deres frustration ved læsning af bogen, som er blevet kaldt en ”kultbørnebog”.
Bogen er blevet oversat til dansk af rapperen Per Vers og er en parodi på traditionelle børnerim.
Hvad skal vi med en kultbørnebog? Er det kun forældrene, der har brug for at få afløb for deres frustration? Kan børn ikke også have grund til at blive desperate?
En klog landmandskone sagde: ”Selvfølgelig kan man opdrætte kyllinger kunstigt, men de kommer til at mangle klukket.” Er det ikke også det, små børn kommer til at mangle, hvis de hver dag tilbringer for mange timer i en daginstitution? Er det for at kompensere for det, at de holder sig vågne om aftenen?
Hvornår holder man op med at forurene sproget med ord som ”fuck” og ”satan” – i særdeleshed, når det drejer sig om børn?
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C

Godt Nytår!

50 ortodokse og 30 armenske præster gik forleden løs på hinanden med fejekoste og knytnæveslag i Fødselskirken i Betlehem. En julerengøring af Fødselskirken i Betlehem førte til et voldsomt håndgemæng mellem rivaliserende præster fra to forskellige trosretninger. Alle til hobe religiøse fanatikere.
Der trænges da vist til en åndelig rengøring i stedet for den ydre. Hvad der gjaldt for Nikodemus, gælder for alle: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” – og blive tempel for Helligånden. Det tyder meget på, ligesom forholdet mellem de religiøse jøder, de skriftkloge, der ransager skrifterne, men ikke kommer til Jesus for at få liv.
”Sansen for mysteriet i kristendommen er gået tabt, fordi vi dyrker tvivlen og en intellektualiseret Gud”, mener teolog Iben Tranholm. Hvordan man når til det punkt, i sin tro på Gud, hvor udfordringen belønnes, kan enhver øve sig på i 2012.
Helligånden sætter os i stand til både at høre, se og føle den usynlige verdens virkelighed.
Hvis det ikke sker, vil resultatet blive, ifølge Iben Tranholm, at den del af befolkningen, der er åndeligt søgende, vælger at gå til yoga og mindfulness i stedet for i kirke.
Knud Held-Hansen
Beatesmindevej 76, 1.tv.
9210 Aalborg SØ