Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Min veninde flirtede med en anden mand, de blev forelskede, hun flyttede fra sin mand og bor nu sammen med den anden mand.
Senere viser det sig, at hendes første mand – børnenes far – er både psykisk syg og drikfældig. Hun var ikke en glad pige i dette ægteskab. Men efter bruddet med sin mand oplever hun sig holdt udenfor af sine kristne venner og forstødt af sin barndoms kirke. Hvilket de rent moralsk har ”lov til”. En præst har sagt til hende, at han ikke synes, hun skal gå til nadver mere.
Mit spørgsmål er: Hvad interesserer Gud? At hun trives og er glad for sine nye tilvalg? At de kristne vender hende en kold skulder? At præsten ikke synes, hun længere kan deltage i nadver, selvom han har Bibelens ord for at kunne sige det?
Bruger vi moral til at holde hinanden på plads? Til at fortælle indirekte hvordan vi skal leve vores gode kristne liv?
Mange i mine børns generation er et helt andet sted mht. moral og etik. Så: moral kan åbenbart rykke sig? Men vi har ofte gjort moralen til noget urokkeligt guddommeligt? Jeg vil gerne høre din mening.
Den søgende

Kære Søgende
Guds største og første interesse er efter min overbevisning det enkelte menneske – og ikke moralen i sig selv!
Jeg tror ikke, at Gud er interesseret i koncepter eller begreber for deres egen skyld, men udelukkende på grund af deres (tiltænkt gode) påvirkning/indflydelse på os. Ligesom når forældre opstiller regler for deres børn – så er det jo ikke for reglernes skyld, men fordi man mener, at det vil gavne barnet.
Bibelen beskriver Guds forhold til mennesket – os – som et fantastisk kærligheds-forhold. Som forholdet mellem to elskende, som når en mor elsker sit barn! Jeg tror derfor, at vi først og fremmest skal anstrenge os for at se og møde alle mennesker – også dem, vi synes har truffet de forkerte valg, det være sig politisk, seksuelt, religiøst m.m. – med kærlighed og respekt.
Vi behøver ikke at være enige i deres valg, bifalde valget – men hvis Gud elsker synderen – hvor meget mere må vi så ikke også anstrenge os for at møde det menneske, vi synes synder, med kærlighed? Vi, der kun er frelst, fordi Gud netop gjorde det samme mod os? Ud fra dette burde din veninde måske ikke mødes med en kold skulder og måske heller ikke udelukkes fra nadveren. Man burde måske tænke og håbe på, at hun via den fortsatte kærlighed og imødekommenhed ville få nemmere ved at søge Gud, møde Gud i sit eget liv, og dér gøre op med, hvad Gud nu lægger hende på sinde at gøre op med. Vidne, ikke dømme.
Omvendt er der også en årsag til, at man opererer med ”kirke-tugt”. I menigheden har vi jo et ansvar for alle menighedens medlemmer – også for dem, der er nye i troen, eller som blot har svært ved at finde ud af, hvad der er rigtig og forkert i deres eget liv.
Der kan derfor være situationer, hvor man som menighed bliver nødt til at være meget tydelig omkring de negative konsekvenser af et menighedsmedlems valg, netop for at sikre sig, at der ikke opstår misforståelser omkring hvilken livs-etik, man ønsker at have som mål i menigheden.
Her kan man så diskutere, hvilken måde der er den rette at markere sin uenighed/bekymring på, men jeg har respekt for, at man vælger at tage dette ansvar på sig – så længe det blot gøres i kærlighed til det enkelte menneske, og ikke fordi, der har sneget sig andre motiver ind som vrede, skuffelse eller frygt for en beslutning vi ikke forstår? Her mener jeg, at vi har et meget stort ansvar for at skille tingene ad.
Hvad vi definerer som ”god/dårlig moral” ændres med tiden, det følger samfundets udvikling, nogle gange er det godt, andre gange er det skidt.
Nogle kan fx mene, at det er GODT, at man i dag kan danse, gå i biografen uden at det handler om en ”dårlig moral”. Omvendt kan man synes, at det er SKIDT at seksual-moralen er blevet så udvandet – alt er tilladt, alt er ok.
Så moral ændrer sig – men Bibelens budskab om, at ”du skal elske din næste som dig selv” ændrer sig ikke.
Hilsen Suh

Kære Suh
Min datter på 20 år har problemer med angst. Hun er en ellers velfungerende pige, er i gang med en videregående uddannelse, har gode veninder, bor hjemme hos os endnu.
Hendes problem er, at hun er meget perfektionistisk og stiller meget store krav til sig selv, desuden har hun angst i mange forbindelser, fx hver gang hun skal noget nyt (et nyt sted hen, hvor hun ikke har været før), hvis hun skal møde nye mennesker, når hun skal køre bil (har fået kørekort for et år siden), og hun bekymrer sig, sådan som jeg ser det, alt, alt for meget.
Jeg vil meget gerne kunne hjælpe hende, men det nytter ikke, at jeg prøver at tale ”fornuft” til hende. Hun siger, hun godt ved det hele selv, men kan bare ikke sætte sig ud over det.
Hilsen Bekymret Mor

Kære Bekymret Mor
Mange der kæmper med angst-problematik ved godt selv, at det for det meste er en irrationel angst, de har – at den ting, de er bange for, fx at tage et nyt sted hen, i bund og grund ikke er farlig. Så jo mere andre prøver at ”overbevise” dem, jo mere går de ofte i baglås, fordi de bliver mindet om ”hvor dumme” de er og bliver endnu mere vrede på sig selv end de er i forvejen.
Dette er i sig selv nedbrydende for energien og overskuddet – man dræner sig selv for den energi, man skulle bruge til at kæmpe mod angsten med.
I stedet for kan det være hjælpsomt for den angste at få lov til at gå ind i angsten, undersøge den sammen med et andet menneske – undersøge, hvad der ligger bag angsten.
Spørgsmål som: ”hvad er det værste, du kan forestille dig, vil ske?” kan hjælpe den angste med at tvinge sig selv til at forholde sig til det som ofte er forbundet med så stort ubehag, at de ikke engang orker at tænke tanken til ende. Når svaret er fundet, kan man igen hjælpe videre ved at spørge: ”og hvad er så det værste, du kan forestille dig ved dette?”.
Ofte ender mange med at indse, at det i sidste ende handler om angsten for at miste kontrollen eller dumme sig i en sådan grad, at de vil blive set ned på, afvist og ende alene. Hvis man når til denne erkendelse, kan det nogle gange hjælpe at gøre op med sig selv, hvor sandsynligt dette EGENTLIG er på en skala fra 1-10. Mange får et nyt forhold til deres angst, når de skal beskæftige sig med den på denne måde, og man kan få lidt mere mod på at udfordre angsten – trodse den.
Dette er første skridt mod at vinde over angsten, for angstens værste fjende er ikke at holde stik! For hver succes-oplevelse man får, desto mere mod på at gøre det igen og efterhånden bliver den pågældende handling forbundet med noget, der efterhånden er ok og ikke længere noget, der er forbundet med angst.
Angsten trives derimod rigtigt, hvis den får lov til at styre vores handlinger og får lov til at afholde os fra at gøre det, vi frygter – for kun sådan kan den blive ved med at narre os til at tro på, at den har ret.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk