Etisk råd søsætter ny debat om aktiv dødshjælp
Med aktiv dødshjælp tager vi døden i egne hænder. Kan vi bære det?Formand for Etisk Råd Jacob Birkler igangsætter en fornyet debat om aktiv dødshjælp og leverer en stribe argumenter imod drab på patienter.
– Jeg vil ikke ende som en grøntsag!
Dette argument møder Etisk Råds formand Jacob Birkler ofte i debatten om aktiv dødshjælp.
– Jeg ser ingen grøntsager, men medmennesker. Jeg har mødt mennesker, som betegnes som grøntsager, men som fylder livet til døden, siger han.
Efter en tv-debat på 21 Søndag fik han et brev fra en borger med ALS, som kun kan kommunikere med øjenbevægelser. Han skrev gennem et computerprogram, der kan oversætte øjenbevægelser til ord: Jeg har et lykkeligt liv!
– Alt afhænger af øjnene, der ser. Måske skulle vi begynde at få blik for hinanden? konkluderer Jacob Birkler.
Etisk Råd sætter aktiv dødshjælp til debat igen.
– Vi kalder det debatten, der ikke vil dø, siger han.
På Hospice Forum Danmarks årsmøde for nylig oplistede Jacob Birkler de typiske spørgsmål, han møder fra journalister i debatten. Og gav deltagerne bud på nogle svar.
Hvorfor må patienter ikke få ret til aktiv dødshjælp?
– For hver ret er der en pligt. Hvem skal forpligtes? Lægerne? Det er jo en opgave, som stritter imod det, som læger i øvrigt gør. Så det er ikke en lille ekstraopgave, det drejer sig om. Vi fordrejer praksis, fordi målet er et andet. Normalt spritter vi stedet af, inden vi giver en injektion. Det behøver vi så ikke gøre ved aktiv dødshjælp!
Hvorfor skal patienter lide ubærligt i den sidste tid?
– Virkeligheden er ikke, at patienter ligger på rad og række i et smertehelvede. Det var ikke det, jeg så på hospice. På onkologisk afdeling konfronteres patienter ofte med døden gennem en diagnose. På hospice konfronteres de med livet. På den måde er hospice livet efter døden.
– Spørgsmålet stilles, fordi man ofte vil kontrollere afslutningen på livet. På samme måde, som hvert 10. barn i Danmark assisteres ind i livet.
Er passiv dødshjælp ikke en form for aktiv dødshjælp?
– Passiv dødshjælp er et endnu værre begreb end aktiv dødshjælp. Det er en hån mod hospice. På hospice siger man ofte: Når man ikke kan gøre mere, skal man gøre alt.
Men når smertebehandling ofte fremskynder døden, kan man så ikke bare indføre aktiv dødshjælp?
– At give smertebehandling er ikke dødshjælp. Det beror på intentionen. Sigter vi på at hjælpe i livet eller på at hjælpe I døden? Hvis man vil hjælpe i døden, skal man ikke give morfin, men gift! Vi bør hjælpe i livet, yde en aktiv hjælp i livet.
Hvorfor holder vi patienterne i live i stedet for at lade dem dø?
– Det gør vi heller ikke. Med den palliative, lindrende indsats hjælper vi bl.a. med den effekt, at patienten ligger med svære fysiske smerter i den sidste tid. Det er ikke for at holde patienten kunstigt i live.
Men hvad med dem, der måtte skifte mening undervejs?
– Jeg har aldrig oplevet, mennesker skifte mening, efter de fik et palliativt tilbud. Aktiv dødshjælp er rigtignok et etisk dilemma, men det er ikke et stort etisk problem.
– Spørgsmålet om aktiv dødshjælp har nemlig ofte de pårørende i centrum. Det er ofte dem, der ikke kan udholde at se deres kære lide. Men da er spørgsmålet et andet: Hvordan kan vi gøre det bedre for de pårørende? Hvordan kan vi lindre, så de får en bedre tid sammen med den døende i den sidste tid?
Vil aktiv dødshjælp ikke være en barmhjertig handling?
– Man stiller ofte begreberne over for hinanden: barmhjertig ubarmhjertig, eller: værdig – uværdig.
Men husk, at aktiv dødshjælp ikke fjerner lidelsen, men den, der lider. Hvordan kan man definere aflivning som en barmhjertig handling?
Hvorfor skal dyr have det bedre end mennesker? Dyr afliver vi jo
– Ja, men det gør vi bl.a. for at spise dem! Jeg synes, vi skal behandle mennesker bedre end dyr.
Men hvordan forholde os til, at pårørende tager deres uhelbredeligt syge til selvmordsklinikker i Schweiz?
– Hvis man skal lave lovgivning efter, hvad man gør i udlandet, har vi ikke brug for at diskutere det. Og andre lande kan jo også kigge på os: Hvad gør de i Danmark?
– Vi skal erkende, at døden er et vilkår. Døden er en besindelse på livets alvor.
Med aktiv dødshjælp tager vi døden i egne hænder. Kan vi bære det? slutter Jacob Birkler.
