At rejse er at kommunikere

Italienerne burde have tænkt på passagernes komfort, da de designede de nye IC4-tog. For design er kommunikation.
Jeg satte for første gang mine ben i et IC4-tog i dag. Og lærte på de 40 minutter fra Vejen til Børkop, at IC4 er en tung klods om benene – både i DSBs økonomi, og i passagerernes komfort.
Et tryk på den grønne knap skulle få de tunge yderdøre til at åbne sig. Men først ved et tredje tryk med eftertryk går det op for dørene, at passagerne vil ind.
Der er en rumlen og let rysten i togsættet. ”Hmmm, det må være erstatningen for de gamle regionale bumletog”, når jeg at tænke. Togføreren oplyser venligt, at det er det nye og endelig leverede italienske tog. – Men der er ikke ret mange fejl tilbage, bedyrer han. Fabrikken har repareret de fleste!
Og jeg tænker på, hvilken virksomhed, der mon ville stille sig tilfreds med så middelmådig, ja mangelfuld, karakter.
Jeg ’slår’ min bagdel i sædet. For polstringen er kun en anelse tykkere end den beklædning, der omgiver den.
”Godt jeg ikke skal til København”, tænker jeg og slår min bærbare pc op på bordet for at få lidt arbejde fra hånden.
Men bordet er for højt, og jeg må hæve skuldrene op i nærheden af ørerne for at ramme de rigtige taster. Jeg skriver denne klumme, mens jeg tænker taknemmeligt på min fysioterapeut, der nok skal få mine skuldre bakset på plads i næste uge.
”Næste station: Børkop”, skratter det fra højttalerne.
IC4-toget lærte mig, at en rejse ikke blot er at blive transporteret fra A til B. Det handler om metoden. På samme måde er kommunikation ikke blot at kolportere information, men at appellere. Det er ikke kun oplysning, men oplevelse. Sprog skal ikke kun være korrekt, men må gerne vække følelser. Undervisning må gerne have et vist element af underholdning, så at sige.
Design er også kommunikation. Det viser den lille smule omtanke, IC4-togenes fabrikanter har haft. Hvis man ikke indretter et transportmiddel – enten det er tog eller sprog – på modtagernes præmisser, bliver det godt nok stabilt, tungt og på vej i den rigtige retning. Men det appellerer ikke, indbyder ikke, efterlader ikke behagelige oplevelser i hukommelsen.
Da jeg skulle hjem igen, var det heldigvis et af de gamle bumletog, jeg kørte med.

Af Svend Løbner
Direktør for Kirkeligt Medieakademi